I 1965 blev betingelserne for indvandring til USA ændret radikale, da Kongressen vedtog Immigration and Nationality Act, den såkaldte Hart-Celler-lov, opkaldt efter ophavsmændene. Dengang bestod den amerikanske befolkning på 190 millioner af 84 pct. hvide af europæisk afstamning, godt 10 pct. sorte og 4 pct. hispanics, altså hovedsagelig folk med rødder syd for grænsen til Mexico. De resterende omkring 2 pct. udgjordes af kinesere og andre asiater samt indianere.
Den vigtigste ændring, som Hart-Celler indførte i forhold til den hidtidige praksis på området, var at afskaffe det siden 1924 gældende kvotesystem, der favoriserede hvide europæere. Fremover kunne alle uanset race og nationalitet søge på ethvert konsulat i hele verden om opholdstilladelse i USA op til et årligt maksimum efter først-til-mølle-princippet, dog således at slægtninge til amerikanske statsborgere fik forrang, altså ret til familiesammenføring, samtidig med, at antallet af adgangsberettigede slægtninge blev gjort ubegrænset.
