Velkommen – dejligt at se så mange familie, venner og kollegaer som har fulgt mig i mange år.

Tak min ven Poul Joachim for dåb og dåbstalen.

-

Da jeg i år 2000 fik modersmålsprisen tænkte jeg, at det måtte være toppen af integration og assimilation!

”Så kan man da ikke nå mere”, tænkte jeg.

Senere, da jeg blev en sketch i Cirkusrevyen (Ny Alliance) –  tog jeg det  – et hædersbevis – og tænkte, at det toppede modersmålsprisen. Nu kunne jeg da ikke nå længere – max integration.

Men det her i dag, min dåb, det må alligevel være toppen. Nu er jeg simpelthen døbt og medlem af Folkekirken – måske jeg også skal konfirmeres?

Poul Joachim, kan jeg komme med på det næste hold? 

Lige siden jeg begyndte at omfavne kristendommen har det været min drøm at blive døbt i Jordanfloden, som Jesus også blev det. Men Poul Joachim, Marie Høegh og jeg, har ikke kunnet få kalenderen til at gå op.

OG ikke mindst – sidst jeg var i Jordan/jordanfloden april i år, så så jeg også en stor, fed rotte grim nede ved floden.

Om den var palæstinensisk, jordansk eller israelsk ved jeg ikke, men pludselig virkede en døbefont herhjemme i en landsbykirke nu heller ikke som en dårlig idé.

Nå – spøg til side.                    

Jeg er selvfølgelig ikke blevet døbt, fordi jeg vil være maksimalt assimileret – og det betyder jo heller ikke noget, egentlig, hvor dåben finder sted.

Det vigtigste er, at jeg nu er døbt. I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Det er det, det handler om.

Det betyder meget for mig. Både at tage det sidste og afgørende skridt ind i den tro og religion, der nu er min – men også at modtage dåben, som det hellige sakramente det er. Det er stort! Det første sakramente nadvaren har jeg taget hul på for længe siden.

Og det er stort at gå fra et muslimsk gudsbillede til et kristent gudsbillede. Der er en verden til forskel – og det gør en verden til forskel.

Det at den treenige gud på et tidspunkt kommer i øjenhøjde med mennesket via Jesus og bliver ved med at være hos mennesket via helligånden – er meget smukt. Smukt at Gud kommer så tæt på dig og i møde.

Jeg kan også godt lide, at kristendommen er ikke-moraliserende. Præsterne blander sig ikke i hvad vi må spise, drikke og går klædt.

Jeg har sagt flere gange, at dét at blive kristen, har fået mig til at slappe af. Og det er rigtigt. Jeg har virkelig kunnet sænke skuldrene. Jeg er mindre vred, jeg hader ikke nogen, og det er blevet lettere at slippe nag.

Jeg er selvfølgelig ikke hellig – nej – men jeg er en tilgivet synder!

Og jeg er mindre tynget end før. Det er også nemmere at tilgive andre, når man selv oplever at få tilgivelse.

Som mange af jer ved, har jeg været – og er meget fascineret af Paulus. Denne gale og nidkære farisæer, der blev en glødende apostel – den vigtigste af dem alle. Han blev omvendt i min fødeland/by (Damaskus), og han blev en glødende efterfølger af Kristus.

Det var måske i starten mest sådan en historisk og nørdet interesse for en mand, som jeg på mange måder kan spejle mig i. Det skete for Paulus på vej til Damaskus. Det skete for mig på vej fra Damaskus – og min rejse tog mange år.

Det er efterhånden mange år siden jeg begyndte at flirte med kristendommen, jeg blev metaltræt af islam og de islamiske dogmer. Men først for få år siden sprang jeg så ud af skabet.

Tom Hollands bog Dominion var afgørende. Det blev tydeligt, at frihedsværdierne, som jeg holder så meget af, udspringer af kristendommen. Tom Holland var inspireret af den britiske Paulus-ekspert N.T Wrights bog Paul – som jeg læste for mange år siden.

Men den historiske, nørdede interesse for Paulus’ liv omfatter nu også, at jeg mere og mere tager hans ord til mig. Hør bare det her:

”Hvad er der mere at sige! Er Gud for os, hvem kan da være imod os?  Han, som ikke sparede sin egen søn, men gav ham hen for os alle, vil han ikke med ham skænke os alt?  Hvem vil anklage Guds udvalgte? Gud gør retfærdig.  Hvem vil fordømme? Kristus Jesus er død, ja endnu mere, han er opstået og sidder ved Guds højre hånd og går i forbøn for os.  Hvem kan skille os fra Kristi kærlighed? Nød eller angst? Forfølgelse, sult eller nøgenhed? Fare eller sværd?”

Og så videre:

”Men i alt dette mere end sejrer vi ved ham, som har elsket os.  For jeg er vis på, at hverken død eller liv eller engle eller magter eller noget nuværende eller noget kommende eller kræfter eller noget i det høje eller i det dybe eller nogen anden skabning kan skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre.”

Og så er der selvfølgelig et andet af de store Paulus-hit – kærlighedskapitlet der slutter med ordene:

”Så bliver da tro, håb og kærlighed disse tre. Men størst af dem er kærligheden.”

Ja, kærligheden er det største – og fundamentet under vores liv på jorden.

……

Jeg ved ikke, om det er rigtigt, at der står FRYGT IKKE 365 gange i bibelen, men det er der nogen der siger. Jeg kan godt lide tanken om, at vi får et frygt ikke til hver dag året rundt.

Men uanset, så er evangeliet jo, at vi ikke skal frygte.

Næste år ved den her tid er jeg blevet ordineret som præst og får en flot præstekjole. Gider ikke være biskop. Skal ud og missionere det smukke kristne budskab. Jeg synes der bliver missioneret for lidt.

 Jeg håber også, at jeg kan komme til at udbrede evangeliet om Kristus – og meget gerne for mine gamle trosfæller, muslimerne. Jeg føler virkelig med de mange muslimer, der slider og slæber for at holde sig på god fod med den lunefulde Allah, som man aldrig ved, hvor man har. Dét gudsforhold har for mig været kilde til stor frygt siden barndommen – og sådan lever mange muslimer i frygt for Allah.

Men tænk, hvis de kunne få det billede af Gud, som jeg har fået i kristendommen. Her er Gud kærlighed og nåde og tilgivelse – og han rækker os håb og livsmod til at leve vores liv her på jorden i glæde og taknemmelighed. Det er en verden til forskel fra det frygt-regime, som islam er.

Nå, men i dag er jeg blevet døbt. Jeg har modtaget Guds nåde, tilgivelse og velsignelse kvit og frit – jeg er blevet Hans barn. Det er kæmpestort for mig – og det er en stor glæde, at I alle ville komme og dele denne glæde med mig.

Ikke mindst er det en stor glæde, at mine to dejlige børn Sofia og Hannibal og deres kærester er her som vidner på min dåb. Da Hannibal blev konfirmeret sagde hans mor Bente 2-0 til kristendommen – og ja, nu må vi konstatere, at vi er oppe på 3-0 til kristendommen.

Og så i øvrigt i dag – d. 28. august – det var den 28 august 1974 jeg kom til Danmark - er det også Skt. Augustins dag – Augustin var nordafrikaner i den tid, da Nordafrika og Mellemøsten var kristne områder. De største kristne fædre var fra Mellemøsten og Nordafrika.

Det hang vist længe ved i min mors familie, vi mener, min mors familie var kristen frem til 1800-tallet – nå, det var lige en lille fun fact.

Det er også back to basic.