Kommunalvalget er i bimlende omdrejninger. Overdimensionerede pasfotos fra lygtepælene stirrer bønfaldende på os. Aftegninger står skarpt trukket op, og det går op for mig, hvor smukt det i grunden er. Uanset hvad man må mene om standpunkterne, så står de insisterende tandpastasmil ved deres sag.
Det er ikke en selvfølge i en tid, hvor stadig flere forsvinder under en stuebirk. Når debatten strammer til, når det begynder at koste noget at rejse sig for sin idé, så trækker man sig.
Der var engang et program, der hed ”Forsvundne danskere” på landsdækkende fjernsyn. DR bør forny konceptet. De kunne gå på jagt i deres egen nyhedsformidling med en ny og dramatisk udsendelse; ”Forsvundne støtter til Israel” skal den hedde.
Tennis som mærkesag
Eftersøgningen ville i så fald handle om febrilsk at finde et menneske i DR-byen, der tør vise opbakning i den retning. Tænk hvis det lykkedes at finde bare ét!?
Så jeg bliver opmuntret, når jeg ser ansigter på plakaten, der tør stå frem. Jeg er godt klar over, at det ikke altid er med holdninger, der er decideret grundvoldsrystende. På Amager så jeg forleden en kandidat fra De Konservative, Thor Lykke Sørensen, der går ind for mere tennis. Ikke en halsbrækkende heroisk mission, men i det mindste befriende med en ung politiker, der ikke går til kommunalvalg i København på at løse boligsituationen i Gaza.
Dybest set beundrer jeg personlighederne for at springe ud af busken. De viser deres hoved. Det er sårbart. Det er ikke uden omkostninger i en tid, hvor politikere i stadig højere grad bliver forfulgt helt ud i dagligstuen.
Sovs på ærmerne frem for blod på hænderne
Demonstrationer foregår ikke længere foran Christiansborg. De tider er forbi. Det er ikke mere end et par uger siden, da en propalæstinensisk samling mødte op foran statsministerens bolig med ordene ”Mette har blod på hænderne”.
Hvis I er så dygtige til at finde folks private hjem, så gør noget fornuftigt med det talent og bliv Wolt-bude. Kør ud med en kødret i stedet. Så kan I råbe; ”Mette Frederiksen har sovs på ærmerne”. Det vil jeg hellere høre. Det er sjovere og mere sandfærdigt.
Krukken er skrøbelig
Vi skal være glade for, at der findes politikere, der tør tage ansvar. Vi skal være glade for, at der findes voksne mennesker klar til at forsvare et princip.
Udtrykket ”at vise sit sande ansigt” er et velvalgt begreb. Det er lige netop det, man gør, når man vedkender sig en pointe. Det er sårbart. På latin hedder hoved ”testa”. Det betyder krukke. Den kan være smuk at se på. Den kan være fyldt ud af rigdomme.
Krukken kan også være hul og gabende formålsløs som et partiprogram fra De Frie Grønne. Men en krukke er i alle tilfælde skrøbelig. Ja undskyld, at jeg bliver morbid her, men igennem århundrederne har magtens hoveder været udsatte.
Præsentér andet end den hirsegrød, du selv har strikket
Trump blev sidste år ramt af en patron på øret. Under den første franske revolution i 1793, guillotinerede rebellerne aristokratiet. Det var der barsk symbolik i. Skafottet fjernede hovedet fra kongefamilien og dermed også det øverste fra selve Frankrig.
Da apostlen Paulus i år 64 blev halshugget i Rom af Nero, var det netop for at udviske kristendommens ansigt. Det var for at skille troens øjne fra det hjerte, der holdt dem åbne.
Så det aftvinger respekt at vise sin dyrebare skal frem. Og det glæder mig, at det nu handler om andet end på Facebook at præsentere hirsegrød, man selv har hæklet. Hvis du ikke har andet at byde ind med, lever du ikke.
Berig verden
Det er det kedeligste, jeg nogensinde har set. Fiskerinoteringen var mere spændende. Er et billede af et marsvin på en gynge alt, hvad du har at komme med? Det er overhovedet ikke indtagende eller charmerende. Det er en tragedie. Kom nu frem i bussen. Vær overvældende. Fold dig ud. Berig verden!
For mange dukker sig. Jeg vil starte en kreds for de modige, der gerne vil væk fra anonymitet og ud over stepperne med et brugbart budskab. Foreningen skal hedde ”Anonyme Anonyme”.
