I en sandfarvet murstensbygning hænger der folketæpper, moldovisk kunst og sovjetiske artefakter på væggene i farverige lokaler. Her ligger kunstkollektivet NXNHOUSE, hvor leder og ejer Nikita byder kunstnere og musikere velkommen i et hus bestående af kunstgalleri, musikstudier og jamlokaler.

I bygningen, som i dag huser et blomstrende, moldovisk undergrundsmiljø i det centrale Chișinău, har Nikita boet siden han var seks år – hans mor, der var kunstanmelder, startede et privat kunstgalleri i huset i de kaotiske 1990’ere.

Men modsat Nikitas mor, som blev, rejste mange moldovere ud af landet i denne tid, fortæller den 47-årige moldover, der var vidende til 1990'ernes massive udvandring:

”Da Sovjetunionen kollapsede, blev de fleste mennesker ubrugelige, fordi de havde en sovjetisk vektor af personlig udvikling, som blev fuldstændig ustabil og ubrugelig,” fortæller Nikita og fortsætter:

“Dengang var Moldova et land under udvikling. Med kollapset havde de fleste intelligente mennesker ingen jobmuligheder, og de blev nødt til at ændre deres liv. Så de fleste forlod Moldova.

Ingen i landet havde brug for ingeniører for eksempel. Virkeligheden havde brug for sælgere nede i basaren. Moldova blev et virkelig agrarisk land, og der var et højt niveau af uvidenhed generelt i befolkningen.”

Moskva trak Nikita til sig
Og netop 1990’ernes kaotiske forvirring med arbejdsløshed og tvetydige fremtidsudsigter gjorde, at Nikita ikke selv blev i Chișinău ret længe. Han endte med at tilbringe 20 år af sit liv i Ruslands pulserende hovedstad, Moskva, hvor han arbejdede med musikevents og store venues.

Nikita udtrykker en hul længsel. Han savner på mange måder Moskvas travle businessliv og de store kunstnere:

“Der er ikke brug for mig på samme måde her i Chișinău. Jeg er for stor til byen. Det eneste sted, hvor der fortsat mangler folk, er stadig nede på det lokale frugtmarked, og det rækker mine kompetencer ikke til,” siger Nikita, mens et smørret smil omfavner hans ansigt.

Han refererer til byens marked, der giver sovjetiske associationer; her sælger ældre kvinder og mænd frugt og grøntsager i alskens farver fra deres haver uden for Chișinău, og unge mænd med kasketter sælger elektronik og off-brand tasker.

Hjemvenden
Under corona vendte mange moldovere hjem til landet, og det, som i mange postsovjetiske lande kaldes for braindrain, hvor fagligt dygtige eller specialiserede arbejdstagere forlader deres hjemland for at arbejde i udlandet, ændrede sig til det modsatte:

“Udrejste moldovere begyndte at komme tilbage - det er bedre at bo derhjemme, vente og kigge ind i en væg, end at bo et sted i Europa og betale en dyr husleje uden noget arbejde.”

Det var i denne periode, at det kulturelle liv i Moldova fik et kæmpe pust, uddyber Nikita, som selv kom tilbage til landet, da krigen i Ukraine brød ud.

Nikitas kunstkollektiv kan ses som et symbol på den multikulturelle og etniske sammenblanding, Moldova består af. Her kommer folk fra Moskva, Odesa, Kiev og Bukarest:

“I NXNHOUSE er der åbent for alle. Det er et safe space. Det er ligesom med det elektroniske radarekkosystem “Ven eller Fjende”. Et russisk missil kan ikke ramme et russisk fly på grund af det her radarekkosystem – der er det samme system i alle lande. Så, hvis der er denne her ikke-fjendtlige mentalitet hos dem, der kommer i vores arthouse, så er vi fuldstændig ligeglade med, hvem de er, og hvor de kommer fra. Der er absolut intet politisk ved dette sted.”

Ingen kender fremtiden
De politiske emner kan dog ikke fuldstændigt undgås – de dukker naturligt op blandt Nikitas bekendte og venner, men venskaberne består. Han forklarer:

“Jeg har et par venner, som støtter Rusland i krigen. Altså, de sender ikke våben eller penge til den russiske hær. Men når vi er ved at have nogle farlige samtaler siger jeg, hør her, jeg har kendt dig i 20 år, vi har 50 emner, som binder os sammen. Så lad os tale om dem. Lad os ikke diskutere, for jeg kan ikke få dig over på min side eller omvendt.”

Om fremtiden ved han ikke, hvad han skal tro, når det kommer til et spørgsmål om “en tid efter krigen”: “Ingen kan forudse, hvad der kommer til at ske. Det er kun gætteri, som er lige så godt som science fiktion, og jeg er ikke god i den genre.”

Nikitas kunstkollektiv i hjertet af Chișinău emmer af liv hver weekend, hvor nysgerrige sjæle i alle aldre mødes til kunstudveksling, workshops og intense jamsessioner.

Alle billeder og portrætter blev oprindeligt udgivet hos Magasinet rØST