Debat

Adolf Hitler stjal min konspirationsteori

Jøderne er blevet skrevet ind i alle mulige konspirationsteorier gennem historien, men har ikke selv skabt nogen. Hvorfor er det mon egentlig sådan, reflekterer gæsteskribent, journalist Leny Malacinski.
Illustration: Gwydion M. Williams via Flickr/Creative Commons
Illustration: Gwydion M. Williams via Flickr/Creative Commons

Udgivet 16.5.21

Engang var jøderne et folk uden land. Så kom holocaust, og nu er vi et folk uden konspirationsteorier. Det er ikke nemt i en tid, hvor enhver verdensborger med respekt for sig selv har mindst én: Troen på, at Bill Gates har opfundet coronaen, at 5G-stråler overtager kontrollen med din hjerne, at hiv blev udviklet af hvide mennesker og sluppet løs i Afrika, eller at chemtrails på himlen manipulerer med dine tanker. 

Latterlige eller ej, de er udtryk for en varieret vifte af menneskelig tankevirksomhed, som stort set alle andre end jøderne har til rådighed. Samfundet ser selvfølgelig ned på konspirationsteoretikere til en vis grad, men så forestil dig, hvordan de vil se på mig i synagogen, hvis jeg dukker op og hvisker til min sidedame: “Pst … Du skal ikke tale for højt om det, men jeg tror, at dystre kræfter er ude efter os jøder.”

Adolf Hitler stjal min konspirationsteori. For os hedder det bare verdenshistorie. Jøderne er måske det folk, der optræder i flest konspirationsteorier, men paradoksalt nok har vi ingen selv. Følger man en hvilken som helst konspirationsteori længe nok, ender den uvægerligt hos jøderne, men alligevel har ingen af os taget initiativ til at opfinde vores egen. Der skal nok være jøder hist og pist, der har tilsluttet sig mainstreamteorier, men en teori, hvori hemmelige kræfter plotter fordækt og specifikt imod jøderne som folk? Det findes ikke. 

Jeg ved ikke engang, hvordan en jødisk konspirationsteori skulle se ud, og slet ikke en, der kan fylde en hel bog som Zions Vise Protokoller. Amerikanerne kan vi jo godt lide, så de kommer ikke efter os, og vi tror ikke på, at tyskerne pønser på at gøre det igen. Vi tror heller ikke, at der findes skumle, muslimske ekstremister, der i hemmelighed planlægger at slå os ihjel. Vi ved det. Det nærmeste vi kommer er en tendens til at se antisemitisme alle vegne; en sørgelig erstatning for rumvæsener, uanset hvordan man vender og drejer det. 

Problemet (set fra et jødisk perspektiv) er, at konspirationsteorier lever i disen. De er nødt til at være uhåndgribelige for at holde sig i live. De må have den flig af uforklarlighed, som ikke kan bevises og derfor heller ikke modbevises, og hvorfor flagrer det flag på månen egentlig? Her kommer holocaust ind som en af verdenshistoriens bedst dokumenterede forbrydelser og ødelægger det for os.

Det er galt nok at være normal konspirationsteoretiker, men er man jødisk konspirationsteoretiker, vil man blive kørt direkte til den lukkede. Tag for eksempel Saszeline, der først gjorde karriere som popsanger og dernæst som hovedtaler ved Men in Black-demonstrationer. På Instagram antyder hun, at coronavaccinen kan indeholde en mikrochip, der kontrollerer befolkninger og desuden risikerer at give fødevareallergi. Det sidste virker klart som det mindst alvorlige, men alligevel. Kvinden har 90.000 følgere. 

Det er en platform, jeg aldrig vil få. Konspirationsteorier sælger ikke i det jødiske miljø. Selv hvis jeg mødte op til en konspirationskonference og fra talerstolen fortalte, at seks millioner mennesker blev taget fra deres hjem, registreret og transporteret over grænser til lejre designet til maskinel masseudryddelse, ville det blegne ved siden af et sløret billede fra Area 51.

Skal man opstille en formel over forskellige gruppers tilbøjelighed til at udvikle konspirationsteorier, virker erfaring med folkedrab som en afgørende variabel. Folkeslag, der har overlevet etnisk udrensning, har efter alt at dømme lavere sandsynlighed for at tro på skjulte sammensværgelser, da det i deres tilfælde hedder krigsforbrydelser. Hvorfor skulle man anstrenge sig med at kæde 17 urelaterede hændelser sammen på sin computer om natten for at bevise, at verden er ond, når man har mistet alt i en meget synlig borgerkrig?

En anden variabel er oplevelsen af afmagt. Marginaliserede, hvide mænd, der føler de er ved at miste magten, men ikke har mistet den endnu, udvikler komplekse teorier om Hillary Clinton, pædofili og satanisme, der binder hele universet sammen i én religiøs sammensværgelse. Donald Trumps anklager om valgsvindel tog også fart, da brevstemmerne så ud til ikke at gå hans vej.

Så er der de grupper, der allerede har tabt verdensherredømmet. Muslimske konspirationsteorier tillægger os evnen til at gennemføre de mest utrolige ting. For eksempel at det skulle være muligt at sende en sms-kæde til flere tusinde jøder og forvente, at de parerer ordrer: KOM IKKE PÅ ARBEJDE DEN 11. SEPTEMBER. STIL INGEN SPØRGSMÅL. BLIV HJEMME. Vi er et kværulerende folkefærd (ikke mig personligt, men jeg kender andre), der sætter spørgsmålstegn ved alt. 

Konspirationsteorier om jøder udmærker sig desuden ved at skifte ambivalent mellem smiger og tilsvining. Hader de os, fordi vi er overmennesker, eller fordi vi er undermennesker? Fordi vi er noget særligt, eller fordi vi infiltrerer bankverdenen og medierne (ikke erhvervsskolerne, dog). Fordi vi er overbegavede, eller fordi vi ifølge nogle imamer nedstammer fra svin og aber? Det sidste er der vist enighed om.

Måske er det i virkeligheden vores problem. De, der ikke kan lide os, er åbne omkring det, og så virker det som spildte kræfter at opfinde nye fjender. Nynazister og islamister lægger ikke skjul på deres følelser, så måske burde vi vende netop det til et forspring over for de normale konspirationsteoretikere. De kommer aldrig til at få reptilerne til at indrømme, at de har invaderet Mette Frederiksens krop for at overtage Jorden. Vores fjender tilstår altid glædeligt.


null

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få dit ugentlige overblik over nyheder

Newsletter