Når det kommer til begrebet fascisme, skal man passe på, hvad man siger. Ordet er som en stor rød lygte, der blæser til alarm og udrykning. Når man betegner en bevægelse eller en position som fascistisk, svarer det til, at man rejser sig i teateret og råber ildebrand. Med en megafon. 

For mit eget vedkommende tror jeg, at de to mest citerede ting, jeg nogensinde har sagt, har handlet om fascisme. Den ene gang var, da jeg i Stram Kurs’ storhedstid i et kortere interview til Videnskab.dk afviste, at man kunne kalde Rasmus Paludan for fascist. Det blev en citathistorie med forskellige variationer af overskriften Historikere: Nej, Rasmus Paludan er ikke nazist.

Det medførte en del vrede reaktioner fra Twitter, hvor alle tilsyneladende ved væsentlig mere om mellemkrigstidens radikale positioner end jeg. Det var 8. maj 2019. 

Den anden var, da jeg af en Ritzau-journalist blev stillet det samme spørgsmål. Det blev til en endnu mere citeret historie med forskellige versioner af overskriften Historiker kan se paralleller mellem nazisme og Stram Kurs. Det var den 9. maj 2019. Det medførte, så vidt jeg husker, ikke vrede reaktioner på Twitter. Mærkeligt nok.

Her står vi altså ved et problem. Fascismebegrebet har så voldsom en kraft, at man slet ikke behøver at sige, at det brænder i teateret. Man behøver blot at overveje, om teateret kan brænde – fordi det eksempelvis er bygget af træ – og straks vil panikken brede sig: ”Brand! Brand! Det brænder!” 

Hvordan kan vi tale om fascisme?
For nyligt udgav det konservative tidsskrift First Things en artikel af en af fascismeforskningens grand old men, historikeren Stanley G. Payne. Ret beset er der tale om en anmeldelse af den konservative historiker Paul Gottfrieds bog Antifascism – the Course of a Crusade. Gottfried er ikke min kop the, men artiklen er værd at læse. Om ikke andet, fordi den er skrevet af Stanley Payne.

Hans bog A history of Fascism fra 1995 hører til blandt de allermest autoritative inden for det forskningsfelt, som sædvanligvis kaldes generisk fascisme. Altså forskning i fascismen som en ideologi med distinkte træk, der gør, at den kan skelnes mere eller mindre klart fra andre ideologier. 

Denne tilgang til fascismen er blandt andet kendetegnet ved at opfatte såvel italiensk fascisme som tysk nationalsocialisme som variationer over generisk fascisme. Den er også kendetegnet ved at insistere på, at fascismen ikke hører en specifik epoke til eller er bundet til sine historiske udtryk. Fascismen kan vende tilbage, og – mere relevant – træk af fascismen kan vende tilbage.

Fascismen er antikonservativ
Der eksisterer en slags prototypisk fascisme. Fascismen har forskellige udtryk i forskellige sammenhænge, og i praksis træder den frem i mere eller mindre radikale og kohærente former. Der er også forskel på, om fascismen er en bevægelse i opposition til et regime, eller om den selv udgør regimet. 

I første tilfælde vil den typisk være mere radikal, tættere på sit prototypiske udtryk, mens den i det andet tilfælde vil være mere ”konservativ” i forståelsen systembevarende, ikke mindst fordi dens magt, trods sine radikale ambitioner, historisk set oftest hviler på et kompromis med eksisterende eliter, der i mellemkrigstiden typisk var autoritære traditionalister.

Ifølge Payne er kernen i fascismen dog hverken dens autoritære træk eller dens dyrkelse af vold, men derimod den forestilling om en antropologisk revolution, skabelsen af et nyt menneske. Payne skriver:

“all fascist movements emphasized the creation of a “new man” who would live by spirit and will more than by reason. Fascists rejected materialism and mere egalitarianism in favor of doctrines of vitalism, nationalism, and the primacy of willpower. Their other most distinctive feature was a “therapeutic” doctrine of violence, which held that violence of the right sort was a positive moral good, stimulating bravery, self-­sacrifice, loyalty, and self-­discipline as permanent norms of human existence.”

Fascismen er altså i sin grundform en dybt antikonservativ ideologi, et faktum, de tidlige fascister i øvrigt var meget bevidste om og udtrykkeligt dyrkede. 

Fascisme som skældsord
Problemet med fascismebegrebet er ifølge Payne – og Gottfried – at det i praksis, historisk, også er indlejret i en anden sammenhæng, hvor det slet og ret er et politisk skældsord. Payne fremhæver fascismebegrebets efterliv, efter fascismen (stort set) gik til grunde i 1945:

“Yet the term never dies, for its sibilant and sinister sound, together with its very indeterminacy of meaning, make it ideal for indiscriminate stigmatization, though at the price of becoming an “empty signifier,” devoid of precise content other than disapproval. Later usage would have little—ultimately nothing—to do with historical fascism, other than as the vaguest symbolic reference.”

Dette er ikke en kontroversiel pointe, men velkendt og alment accepteret af enhver, der har beskæftiget sig med fascismen. 

Mere kontroversiel er den næste pointe, som Payne henter fra Gottfrieds analyse af antifascismen. Nemlig at fascisme ikke blot indgår som et generelt politisk skældsord, men også er indlejret i en specifik revolutionær ideologi, som Gottfried kalder antifascismen. 

Antifascisme som revolutionær bevægelse
Antifascisme er ikke modstand mod fascisme. I den forstand er de fleste af os antifascister. Antifascisme er i denne analyse netop revolutionær form for politisk radikalisme, der instrumentaliserer vores generelle frygt for fascismens genkomst til at drive sine egne ideologiske mål igennem. 

Det handler, skriver Gottfried, om en historisk revisionisme, som vil henføre fascismens forbrydelser til antifascismens egentlige modstander, nemlig vestlig civilisation. Det er netop denne antifascisme, der i de senere år er kommet til udtryk i moderne identitetspolitisk aktivisme, såkaldt wokeisme. Her er det aldrig fascismen specifikt, der er på anklagebænken, men altid Vesten i det hele taget. Alle afvigelser fra wokeismens dogmatik er et skridt på vej til Hitler.

Uanset om man er enig i denne analyse eller ej, er det værd at være opmærksom på den måde, fascismebegrebet bruges i såvel den politiske og akademiske debat. I hvert fald, hvis man ikke køber den “antifascistiske” pointe, at fascismen var et udtryk for Vestens sandeste og inderste væsen.

I hvert fald hvis man er af den opfattelse, at Vestens ikke fik sit essentielle udtryk i fascismen. Ja, måske er det netop i den erkendelse, at en egentlig antifascisme må tage sit udgangspunkt? For selvom den revolutionære antifascisme ikke er en form for fascisme, rummer den en radikalisme og en mobiliseringhunger, der uvilkårligt driver tanken i retning af Nürnberg.