Som den lyshårede og kjolebærende del af Kontrasts redaktion er det klart, at jeg, som desuden tidligere har ejet omkring et halvt hundrede dukker, skulle ind og se “Barbie”. En sjov, familievenlig sommerfilm. Eller vent. Det viste sig lidet overraskende at være en trojansk hest, for dagene hvor en film bare kan være fornøjelig underholdning, er slut – alt er en kulturkamp for den ekstreme venstrefløj.
Derfor er præmissen for filmen selvfølgelig også, at den Stereotype Barbie (spillet af Margot Robbie) – der lever i parallelverdenen Barbieland med en masse andre Barbies - menes at være dén uafhængige kvinde, der har frigjort alle andre, virkelige, kvinder. Hvilket tilsynelandende er mislykket, fordi Barbie faktisk i stedet er et redskab for det patriarkalske og kapitalistiske system, og da den virkelige verden i filmen har afvist Barbies budskab, som i det store hele handler om, at kvinder bør styre alting, ligesom de gør i Barbieland; hvor en sort Barbie for eksempel er præsident, bor i det lyserøde hvide hus, og svarer på alle spørgsmål fra journalist-barbierne med ”Jeg har ingen kommentar”.
Pointerne er ikke subtile og implicit gemt mellem linjerne. Tværtimod bliver ordet ”patriarkat” brugt mere end ti gange, ligesom der er en ”Sugar-daddy Barbie” og en ”Doktor Barbie”, der sågar spilles af en transkvinde med en dybere stemme end Lars Løkke.
Filmen starter således med Helen Mirrens fortællerstemme, der forklarer, at ”Back in the day girls would only play with dolls, that looked like babies. This could be fun. At least for a while anyway – ask your mother”. Familiefjendskheden er gennemgående i filmen, som udstiller Hollywoods ønske om at hjernevaske ungdommen til at tro, at de lever i en uretfærdig og patriarkalsk verden, hvor kvinder repræsenterer alt godt, og mænd repræsenterer alt ondt. Og Kens rolle er selvsagt derefter.
Så da Barbie og Ken (spillet af Ryan Gosling) tager til den virkelige verden, fordi de skal finde pigen, der leger med den Stereotype Barbie, bliver han inspireret af ”virkelighedens patriarkat”, som han tager med tilbage til Barbieland, der nu skal hedde “Kendom”. Publikum får herefter vist, at det er utroligt dårligt, at alle Kens nu reparerer biler, spiller guitar og mansplainer helt vildt ved at forklare Barbierne, hvordan de bedst kan investere deres penge. Det er i sandhed toksisk maskulinitet. Eller noget.
Hvordan det lykkes Ryan Gosling og de andre Kens så hurtigt at rage al magten til sig, når nu de hele filmen igennem er blevet portrætteret som udelukkende værende hjernedødt tilbehør til Barbie, bliver ikke forklaret. I det hele taget er hverken karaktererne eller plottet specielt sammenhængende. Men kulissen og kostumerne er flotte, ligesom man sporadisk støder på en enkelt sjov replik eller to.
Dét er vel det pæneste, det er at sige om en film, som misser muligheden for en smuk afslutning, hvor man kunne have valgt at fokusere på, at mænd og kvinder på trods af vores forskelligheder er lige, men i stedet vælger at lade Barbierne indføre matriarkatet igen med en bemærkning om, at Ken måske kan få et enkelt ministerie – men bestemt ikke en højesteretsplads.
Det var selvfølgelig heller ikke på noget tidspunkt pointen med filmen, at den skal være konsistent. Eller underholdende for den sags skyld. Pointen er, at budskabet med en lyserød hammer skal bankes fuldstændig fast i hovederne på børn helt ned til syv år – hvilket er aldersgrænsen for filmen, som Berlingske for resten har givet fem ud af seks stjerner og har beskrevet som ”ret clever feministisk satire.” og ”virkelig sjov og vældig opfindsom, samtidig med at filmen har en hel masse på hjerte om både kvinde- og manderollen”. Suk.
Filmen er både blevet døbt kvindernes ”Fight-Club” og et feministisk manifest. Men uanset hvad man kalder det, så er der ingen tvivl om, at det er - omend usammenhængende - woke propaganda, som venstreorienterede vil elske lige så meget, som de synes, at Barbie er et udtryk for noget kapitalistisk og strukturelt kvindeundertrykkende.
“Barbie”-filmen repræsenterer nemlig meget af det, som der er galt med den postmoderne verdens syn på samfund og køn. Jeg kan faktisk kun komme i tanke om én god ting ved filmen; Hollywood forsøger tydeligvis ikke at skjule deres dagsorden. Og det gør dem lettere at kritisere.
