Debat

Barsel for voksenbabyer

14. sep. 2021

De nye barselsregler er et socialkonstruktivistisk projekt, der indskrænker familiernes ret til at bestemme over deres eget liv. Det kan samtidig blive en politisk vindersag for de borgerlige, der vil og tør stå imod, skriver Mikkel Andersson.

Så blev det både juleaften og fødselsdag for den yderste venstrefløj, der med EU og arbejdsmarkedets parter som indirekte penneførere får opfyldt sin hede drøm om at øremærke en del af den barsel, der hidtil primært har fulgt barnet, til fædrene. Nu er det staten, der pædagogisk udstikker retningslinjerne for det gode familie- og børneliv, frem for at lade familierne indrette sig, som det er bedst for dem selv.

Den underliggende idé er, at mænd og kvinder i virkeligheden er ens som grupper betragtet. Det eneste, som gør, at deres livsvalg adskiller sig fra hinandens på gruppeplan, er diskrimination og sexistiske strukturer. Den hypotese er både uplausibel og let fjollet, selvom det kan være kontroversielt at sige, nu hvor store dele af de overuddannede klasser har overbevist sig selv om, at køn er en social konstruktion. Men adfærden på tværs af køn divergerer, ofte ganske markant, blandt alle pattedyr, som må formodes ikke at være underlagt noget socialt konstrueret patriarkat. Det er svært at se noget meningsfuldt biologisk eller evolutionært argument for, at homo sapiens skulle være den eneste art, som det ikke gælder for. 

Og nej, den rystende banale konstatering siger intet om noget som helst individ og er ikke et argument for at sende kvinder til kødgryder eller mænd på storvildtsjagt. Det siger kun noget om en statistisk normalfordeling på en klokkekurve, som kan bidrage til eksempelvis at forklare, hvorfor flere kvinder tiltrækkes af job, der involverer omsorg og pleje, mens flere mænd interesserer sig for job, der involverer ting. Men der er selvsagt masser af kvinder, som ikke gider barsel, og mænd, der gerne vil tage en hel masse. Mennesker er med andre ord forskellige, endnu en banal konstatering. Det er et argument for at give det enkelte menneske mulighed for bedst muligt at leve det liv, som han eller hun finder meningsfuldt for sig selv og sine kære.

Hvis det involverer, at en part tager al barsel, er det fint, og hvis det indebærer, at forældrene deler det lige over (som tilfældet var, da undertegnedes ældste barn blev født), fordi det er, hvad der passer deres familie bedst, er det også fint. Ikke to familier er ens, og naturligvis ved de enkelte forældre langt bedre end nogen parlamentariker, hvad der er bedst for netop deres barn og familie.

Hvis man derfor laver økonomiske incitamenter, der tvinger folk til at indrette sig på måder, der ikke stemmer overens med det, de selv ville foretrække, fordi man har en halvbagt ideologisk doktrin om, at mænd og kvinder lider af falsk bevidsthed og/eller er underlagt usynlige strukturer, i en grad så de ikke magter at træffe kompetente valg om deres egen familie og børn, så er man endt der, hvor ideologi betyder mere end konkrete, virkelige mennesker. Og det får naturligvis konsekvenser.

For man vil uden tvivl se langt flere fædre og mødre, der tager henholdsvis langt mere og langt mindre barsel fremadrettet. Som økonomisk liberal ved jeg udmærket, at man får mere af den adfærd, man belønner økonomisk, og mindre af den, man straffer. Incitamenter virker. Man vil dog også få flere af de situationer, hvor den samlede mængde barsel bliver mindre, da det enten på grund af livssituation, økonomi (særlig relevant for iværksættere, små selvstændige og freelancere, som den danske funktionærmodel i forvejen er parodisk ringe tilpasset til) eller andet ikke er muligt eller ønskværdigt at udnytte dele af den øremærkede barsel. Konsekvensen er, at en række børn kommer tidligere i institution, end det ellers ville have været tilfældet. For enlige forældre, typisk mødre, vil det naturligvis være en uundgåelig konsekvens, at barnet får mindre tid med forælderen og mere i institution.

Det er forståeligt, at erhvervslivet er begejstrede for aftalen, da virksomhedernes indlysende interesse er at minimere medarbejderfravær, men sværere at forstå, hvorfor lønmodtagere og deres organisationer skulle være tilsvarende begejstrede. Medmindre man selvfølgelig opfatter sig selv og sine medborgere som så svage, at de ikke magter at tage ansvar for deres egen families velfærd. Hvis man mener det, så er den nye barselsordning forståeligt nok ikke målrettet til barnet, men derimod de voksenbabyer, der er dets forældre.

Det interessante bliver at se, hvordan de borgerlige partier tager imod dette udspil. Socialdemokratiet har fikst nok gjort en dyd af nødvendigheden og ladet arbejdsmarkedets parter om at implementere en bunden opgave leveret af EU. Da EU’s nærhedsprincip åbenbart ikke er mere nært, end at lovgivere i Bruxelles skal diktere danske forældres spædbørnepasning, pålagde man her for nogen tid siden medlemslandene at øremærke 9 uger barsel til fædre. Hvis man fra borgerlig side vil gøre op med dette, skal man ikke alene gå imod arbejdsmarkedets parter, men også reelt erklære, at man vil ignorere et pålæg fra EU. 

Selvom det langtfra er givet, at det bliver nogen folkelig vindersag for borgerlige at modsætte sig de progressives sociale ingeniørkunst udi barsel, så er muligheden der oplagt. Når konsekvenserne går op for særlig socialdemokratiske kernevælgere, og implementeringen bliver praktisk realitet frem for luftige hensigtserklæringer, er mit gæt, at begejstringen i en befolkning, der har svinget frem og tilbage mellem støtte til øremærket barsel, vil blegne en smule.

Og mon ikke også, at der særlig blandt de mere traditionelt orienterede arbejdervælgere, som S ellers så ihærdigt bejler til, og som færdes uden for de progressive københavnske brokvarterer og direktionsganges osteklokker, er nogen mindre begejstring for denne model? At Venstre, der har rigelige EU- og pseudofeministiske samt kvotebegejstrede værdivenstreorienterede i deres rækker, vil tage det opgør, er nok tvivlsomt. Men spændende bliver det at følge.

Til sidst en ekskurs omkring ordet ‘tvang’, som flere fans af den nye ordning mener, det er groft urimeligt at benytte om den nye ordning. For, må man forstå, folk kan jo bare fravælge barsel, og så de er jo slet ikke tvunget til noget! Men i gængs dansk sprogbrug, ikke mindst i medierne, anvendes tvang relativt gennemgående og ukontroversielt om, at man som sanktion fratager folk offentlige ydelser, hvis de ikke agerer på en bestemt måde. 

Det kan for eksempel være ledige, der “tvinges i aktivering”, børn, der “tvinges i institution”, eller pensionister, der “tvinges” til at sælge aktier, sygeplejersker, der “tvinges” til at arbejde på covid-afdelinger eller studerende, der “tvinges” til at møde op til eksaminer, flytte væk fra de større byer og alt muligt andet. 

Imidlertid er der ingen af de ovenfor nævnte grupper, der er tvunget til noget som helst, hvis man med tvang kun forstår, at de med magtanvendelse eller trussel herom bringes til at gøre noget bestemt. Forældrene i eksemplet kan lade være med at sende deres børn i institution (og miste børnechecken), pensionisten kan lade være med at sælge sine aktier (og blive modregnet i sin pension), sygeplejersken kan lade være med at arbejde på covid-afdelingen (og være nødt til at finde et andet job) de ledige kan lade være med at deltage i aktivering (og miste kontanthjælp), og de studerende kan lade være med at møde op til eksamen eller flytte til en mindre by (og dermed miste adgangen til en given uddannelse) osv.

Jeg er helt med på at diskutere det ønskværdige i en generel undladelse af den brug af tvangsbegrebet med henblik større sproglig præcision. Det kan der være gode argumenter for. Men hvis man vælger at tærske langhalm på anvendelsen af ordet i en sammenhæng, hvor man mister ret til skattefinansieret barsel, men ikke gør vrøvl over de tilsvarende anvendelser, hvor “tvangen” dækker over fratagelse af offentlige ydelser, så virker det mere som selektivt semantisk feinschmeckeri og villet uvidenhed end et forsøg på at forholde sig til den forhåndenværende problemstilling.

Del artiklen

Vi tilstræber en engageret og argumentorienteret debat med et skarpt fokus på bolden fremfor manden og frabeder os derfor personangreb, skældsord og motivanalyser samt uargumenterede vredesudbrud. Rigtig god debat. :-)

Bliv opdateret, når der er nyt fra Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få dit ugentlige overblik over nyheder.

Bliv medlem af Kontrast og kickstart det borgerlige Danmark!


Kontrasts medlemmer er et borgerligt fællesskab:

1. Forstå verden og se kontrasten: Du får fuld adgang til videoer, interviews, analyser og artikler på Kontrast.dk.

2. Du inviteres til fester, debatter og saloner, hvor du møder landets skarpeste tænkere og skribenter.

3. Du får adgang til Kontrasts Ekkokammer på Slack og til artikelkommentarer.

4. Du får direkte indflydelse på, hvilke emner Kontrast skal behandle.

5. Dit medlemskab er dit bidrag til fokus på de vigtigste spørgsmål inden for velfærdsstat, indvandring, kultur m.m.

null

Årlig betaling

23 kr./uge



1.200 kr./året.

Månedlig betaling

10 kr./uge

de første fire uger.

Derefter 119 kr./måned. Kan kun købes indtil 26. september.

Månedlig betaling

28 kr./uge



119 kr./måned.