Jeg har med stor interesse fulgt debatten om Qatars afholdelse af verdensmesterskabet i fodbold i 2022. Vi kan læse om feudalherrer og migrantarbejdere i Weekendavisen. Om blodbold. Nu kan vi også høre i Altinget Politik, at Qatar Airways er storsponsor for EM.
Tænk, at vi skal så tæt på kampstart, før politikerne og meningsdannerne blæser til angreb og siger, hvad de mener. Som om sport ikke altid har været politik, fra det gamle Grækenland til Hitlers Olympiske Lege i 1936. Mon ikke vi velvilligt har prøvet at undgå debatten så længe som muligt, da vi inderst inde godt ved, at dilemmaet, vi står over for, blot afspejler vores eget vægelsind og værdirelativisme.
Sagt på en anden måde: Havde det kostet 6.500 danske håndværkere, stilladsarbejdere og svejsere livet under horrible torturlignende vilkår, hvor god skulle fadøllen så være, og hvor meget nytårskrudt skulle der så til, før det var det værd, før man kunne lade sig forblænde med god smag i munden? Det næste spørgsmål, vi skal besvare, er så, om vi skal boykotte det og stå udenfor, eller deltage og søge indflydelse.
Som arabiskstuderende besøgte jeg Qatar i 2016 og havde tankevækkende oplevelser. Landet består primært af én by, Doha, som også er landets hovedstad. Her kan du blive sejlet rundt i en gondol i et indkøbscenter, næsten ligesom i Venedig. Landet adskiller sig dog fra andre lande, jeg har besøgt. Her bor et herrefolk, og manden, der skubber gondolen frem, er en slave.
Med løftet om en god stilling og en rimelig løn kommer de udenlandske arbejdere til Qatar, og ved ankomst får de så at vide, at de nølede og ikke kom tids nok. Men at der er en anden stilling, godt nok som bygningsarbejder og ikke som leder af et sjak, og godt nok til en tredjedel af den lovede løn. Derudover skylder den nyankomne arbejder jo også for flybilletten. Bag dette står den samme slavehandler, som stod på Afrikas vestkyst for 250 år siden. Samme egoistiske og asociale udbytter, som sælger sit eget folk til fremmede.
Den sportslige absurditet
I Qatar bor arbejderne i små uhumske skure, nogle gange 10 mænd i et lille rum. Der er kun ringe adgang til vand og mad. Vover de at bevæge sig ind mod centrum, den ene dag i ugen de har fri, har herrefolket en politistyrke, som jager dem væk med kæppe eller truer dem med at gå til deres arbejdsgiver. Er du turist, guides du imod den del af centrum, som er renset for disse anmassende slaver. Her er rent og pænt. Der er et marked, caféer og restauranter … Jeg har senere tænkt over, om det måske er en struktur som denne, der gør apartheid muligt? At man slet ikke ser de undertrykte?
Under mit ophold i Qatar afholdt landet et andet købt arrangement, VM i landevejscykling. Der kom ikke mere end 1.000 lokale tilskuere, for det handlede jo slet ikke om de lokales interesse for sport. Som verdensmesteren i enkeltstart, Tony Martin, udtalte lakonisk, var det en smule absurd at stå på podiet i Qatar, når der var flere pressefolk end tilskuere til stede, og selv nogle af de sidstnævnte var købt og betalt.
Jeg giver Tony Martin ret. Det var et ganske besynderligt arrangement, hvor halvdelen af de fremmødte tilskuere var udstationerede vesteuropæere. Trods gode danske resultater tog jeg derfra med en mærkelig følelse i kroppen, fordi det var så antiklimatisk. Jeg havde forestillet mig, at tilskuerne stod tætpakket som i forårsklassikerne i Europa. Men jeg var naiv. Både når det gjaldt cykelløbet, og når det gjaldt Qatar.
Qatar formår at bedrage. Det er svært at forholde sig til moderne slaveri, når den bliver præsenteret i hawaiiskjorte, og man lige har sat sig på Marriott-hotellet for at høre cubansk jazz og ryge en cigar. Men der er i den grad forskel på folk, især i forhold til herrefolk: Når der sker en ulykke, fordeles skylden ikke efter de faktiske omstændigheder, men efter et sirligt hierarki. Kører den lokale ind i dig, er det din skyld. Kører du som hvid vesterlænding ind i en asiat, er det derimod asiatens skyld.
Man fristes til at spørge, hvad det er for en syg kapitalisme, der belønner et klanfolk, hvis telte og kameler tilfældigvis befandt sig på en oliereserve på det rigtige tidspunkt, og man fristes til at spørge, hvad projektet i Qatar overhovedet handler om. Det nazistiske OL i 1936 var også en skandale, men værtslandet havde i det mindste selv fremragende atleter og sportslig tradition. I Qatar handler sport kun om at sætte et herrefolk på verdenskortet.
Det er herrefolkets mentalitet, der fører til, at arbejderne, som er hentet til landet i millionvis for at bygge stadioner m.m., bliver behandlet så skidt. De bliver slet ikke set som mennesker. De er ikke en del af det nationale projekt, men er et drivmiddel i et egotrip. Og de kan ikke bare tage hjem, for landet har et såkaldt kafala. Et værgesystem, hvor arbejdsgiveren har ansvaret for arbejderen og skal give tilladelse til at ansøge om f.eks. udrejsevisum.
Den danske mulighed
Jeg kom gennem fælles venner i kontakt med en fransk kvinde, hvis arbejdsgiver havde været voldelig over for hende, og som desperat bad mig hjælpe med at skaffe et udrejsevisum. Vi tog hen på regeringskontoret og sprang i kraft af vores hvide hud køen af asiater over. Sagsbehandleren syntes, det var fantastisk, at jeg kunne tale arabisk, og vi drak te med ham.
Jeg forklarede, at arbejdsgiveren var en voldelig skiderik. Sagsbehandleren skulle spørge politichefen, om han måtte bryde loven, og vi fandt frem til en løsning. Med en tilpas tro på egne evner og lidt held fik vi hvad vi kom efter – et udrejsevisum til den franske kvinde. Vi kom ud med et smil på læben, indtil vi kunne se, hvordan den endeløse række af psykisk og fysisk nedbrudte vestasiater kiggede ned i jorden, da vi gik forbi.
Oplevelsen sidder stadig i mig, og jeg får det skidt ved at tænke på den positive forskelsbehandling, vi fik, ligesom jeg vægrer mig, når jeg hører at vi i Danmark skulle have et diskriminerende system. Det har vi ikke. Mennesker af anden herkomst eller med andre opholdsgrundlag end statsborgerskab har uendelig mange flere rettigheder end størstedelen af verdens befolkning.
Men i Qatar er slaverne afhængige af herrefolkets nåde og er erstattelige. I denne postnationale verden er der ingen organisk, opbyggelig proces, for herrefolket og dets slaver er ikke gensidigt afhængige af hinanden, modsat i de vestlige industriarbejdersamfund, som lagde grunden til vores rettighedsbaserede velfærdssamfund. Her i Norden kan vi også selv lære af fadæsen om VM i Qatar. Vi kan lære, at vores humanisme og solidaritet i høj grad er mulig, fordi vi har noget til fælles med hinanden – og det fælles, det danske, skal vi værne om.
I forhold til VM foreslår jeg, at vi fra dansk side opfordrer f.eks. Tyskland eller Frankrig til at overtage turneringen i 2022. Derudover må vi kæmpe for, at det aldrig igen bliver muligt for FIFA at vælge et sekundaland som Qatar som vært for et VM. Den strejkerettighed, arbejdere tilkæmpede sig i det danske industrisamfund, besidder vi nu over for disse lande i form af muligheden for at boykotte dem. Den mulighed skal vi gøre brug af. Vi skal ikke give køb på helt basale principper for at være med.
Det skylder vi faktisk også resten af verden, for hvorfor skulle disse herrefolk gøre op med undertrykkelsen, når der ingen konsekvenser er?
Magnus Frank arbejder for Dansk Folkeparti på Christiansborg, skriver dog her for egen regning.
