Hvad har lort, røde pølser, deforme kroppe, død, depravation, idioti, ondskab og nonsens med hinanden at gøre? Svaret er, at de alle er gennemgående temaer i moderne kunst. Misforstå mig ikke: ikke al moderne kunst er dårlig, og ikke al moderne kunst er præget af ovenstående karakteristika. Men alt for meget er.

Indtil cirka 1850’erne var kunstfrembringelsen præget af en stræben efter skønhed gennem hårdt tilegnede færdigheder. Caravaggio, da Vinci, Rembrandt, Michelangelo og Bernini (samt vor egen guldalderkunstnere) kunne ikke have tilvirket deres mesterværker uden en meget betydelig indsats på skuldrene af tidligere mestre inden for deres fagområder. 

Fælles for kunsten før dette skelsættende årti var, at den stræbte efter præcision og tilnærmet objektiv skønhed i kunstfrembringelsen. Med Monets, Manets, Degas’ og Renoirs entre på den franske kunstscene fik vi impressionismen, som på afgørende vis afveg fra tidligere tiders bestræbelser på præcision. Det var nu ikke længere en naturtro gengivelse af skønhed, en væsentlig livsbegivenhed, en påmindelse om livets forgængelighed, et skæbnesvalg eller noget andet evigt gyldigt, der skulle videreformidles. Nu var der blot tale om en leg med beskuerens følelser eller snarere en videregivelse af en sindsstilstand – en impression.  

Jeg sætter selv stor pris på mange af impressionisternes værker (jeg kæmper med en frankofil tilbøjelighed), og hvis blot udviklingen var standset der, var denne klumme mindre relevant. Det første problem med denne udvikling opstod, da den tidligere stræben efter objektiv skønhed blev sløjfet til fordel for udtværet vurdering af, hvad der var godt og dårligt. Impressionisternes værker var altså (efter min mening) gode, men de banede vejen for en relativistisk glidebane, hvis slutdestination vi først i dag kan skimte. 

Alt blev herefter gradvist mere subjektivt. Intet var godt. Intet var dårligt. Intet grimt. Intet smukt. Hvis du synes, at det er kunst, så er det kunst. 

Men det blev værre endnu. For hvor der stadig var kunstnere med klassisk tilgang, blev disse gradvist mere udskældt og udgrænset som småborgerlige og udtryk for dårlig smag. Deres værkers udtryk stod i vejen for fremskridtet og menneskelig fornyelse. Kulturradikalismens og det moderne gennembrud i 1870’erne (herhjemme med Brandes-brødrene og efterfølgende de stærkt venstreorienterede Poul Henningsen, Otto Gelsted og Hans Kirk) medvirkede til at vende tidligere tiders kunsttilgang og kunstpåskønnelse fuldstændigt på hovedet. 

Hvor tidligere tiders kunst tilstræbte objektiv skønhed og præcision og nuancer, skulle kunsten nu nærmest tilstræbe enkelthed og konformitet – i arkitekturen eksemplificeret ved funkisbevægelsen herhjemme og Le Corbusiers arkitektur i Frankrig. Sidstnævnte ønskede i sin såkaldte Voisin-plan at rydde blandt andre 3. og 4. arrondissement i hjertet af Paris til fordel for 18 gigantiske ens og monotome skyskrabere til arbejderklassen. 

Kunst af tvivlsom værdi

Men det blev værre endnu. For tilsyneladende nærer en meget stor andel af kunstnere et venstreorienteret livssyn (ligesom Le Corbusier). Mange af de mest succesfulde moderne kunstnere har dermed kunnet bruge manglen på objektive standarder for kunst samt den totale opløsning i kølvandet på det moderne gennembrud til at videreformidle en sørgelig kerne af kollektivistiske dogmer.

Ifølge kollektivismen er mennesket skrøbeligt, uheroisk, dyrisk, ondt og hensynsløst, når det lades ureguleret til sig selv. Hvis vi derfor accepterer kunstnernes påstand om, at de på en eller anden måde tilbyder et prisme til at fange eller opfatte menneskets sjæl, er det ikke overraskende, at så megen kunst i dag svælger i menneskelig dårskab og elendighed. 

Jens Galschiøts skulpturer af menneskets indre svinehund, Christian Lemmerz' figurer af døende og rådnende mennesker eller Michael Kviums malerier af deprimerende mennesker med unaturligt deforme kroppe, ondskabsfulde blikke og røde pølser i hænderne er udtryk for, at vi er ved at nærme os slutdestinationen. 

Som så meget andet er kunstmarkedet styret af udbud og efterspørgsel. Det skal jeg være den første til at sige, ligesom jeg skal være den første til at forsvare, at man må købe præcis den kunst, man ønsker at hænge op i sin stue. Men jeg vil ligeledes være den første til at sige, at meget af denne kunst er af tvivlsom værdi – uagtet kunstnernes ofte utvivlsomme håndværksmæssige talenter. 

Når der derfor findes rundkørsler i hele Danmark, hvor kommunen for ofte anseelige beløb har betalt en kunster for at placere store, grimme rustbunker og meningsløsheder, eller når private i stuerne eller virksomheder i bestyrelseslokalet hænger moderne kunst af tvivlsom karakter og med særdeles tvivlsomme budskaber (hvor sådanne overhovedet kan findes), skyldes det enten manglen på kunstnerisk forståelse eller slet og ret, at man ønsker at signalere sin accept af det sørgelige kollektivistiske budskab.

Budskabet er, at mennesket inderst inde er grimt og derfor implicit har brug for at blive underlagt en stærk statsmagt for ikke at gøre skade på andre. Det er også, at menneskelige fremskridt kun skabes gennem en styret konformitet, fordi det enkelte menneske blot er viljeløse klumper af kød, som styres af drifter. Budskabet er derfor i sin kerne anti-humanistisk, ligesom alle stærkt kollektivistiske samfund har vist sig at blive.

Der findes mennesker, som siger, at de betaler deres skat med glæde. Det er et gratis, men også falskt budskab, som skal vise, at de har de ”rette” meninger og har tilstrækkeligt overskud til at ”tænke på andre mennesker”. At ingen af dem formentlig ville betale en krone i skat, hvis de var sikre på ikke at blive udtaget til skattekontrol, er sagen uvedkommende. Rent signal uden indhold.

Men der er formentlig en parallel psykologisk forklaring på, hvorfor mennesker og virksomheder køber og placerer anti-humanistisk kunst i deres stuer og bestyrelseslokaler. Se! Jeg tjener penge, men jeg husker, at mennesket er grimt i sin kerne og har brug for styring fra oven. Når man flager dette budskab, placeres man på den sofistikerede hylde, og ens aflad for succes i livet og/eller på arbejdsmarkedet kan accepteres af kollektivisterne og dem, som har dårlig samvittighed over at tjene penge.

Det er derfor, at der findes så meget dårlig kunst. Lad være med at købe det.