For nylig faldt jeg over Socialdemokratiets valgprogram fra 1945 ved navn Fremtidens Danmark, som primært er forfattet af Jens Otto Krag – hvilket fik mig til at sondre over, hvorfor tidens Socialdemokrati trives i disse krisetider. For det moderne Socialdemokrati, som primært er formet af efterkrigstidens mål om fred, solidaritet og stabilitet, er i sin grundessens et dystopisk parti, som anser sig selv som et beredskab mod sine egne udsete dårligdomme i samfundet.

Mens fortidens kvaler befandt sig i frygten for 1930’ernes økonomiske ustabilitet, der skabte grundlag for nazismen, har man rykket sig over i kølvandet på coronakrisen til at gøre den kulturelle sammenhængskraft til katalysator for stabilitet og solidaritet. 

Siden det var fuld beskæftigelse, kontrol af industri og handel samt en stærk offentlig sektor, som skulle holde kapitalismen fra sine udskejelser og markante udsving, har man genfundet sig selv i en mere kulturel konservativ form. I og med at man har accepteret og omfavner sin position som iværksætter og beskytter af velfærdsstaten, ønsker man nu at hindre det frie valg og de grænseløse ambitioner – til fordel for at konstant at bero på og alarmere om, at krisen venter om hjørnet.

Alt dette kan specielt ses hos chefideologen og nuværende boligminister, Kaare Dybvad Bek, som 12. juli erklærede krig mod 89’ernes tro på den frie og grænseløse verden (som senere uddybet i Interviewet på Kontrast).

I sammenhængskraften, nærheden og stabilitetens navn har man på samme måde, som man begrænsede den økonomiske frihed under Jens Otto Krags øgning af skattetrykket og stigende central kontrol af økonomien, nu taget skridtet videre til det kulturelle. Man har iværksat en ny model for elevfordeling i gymnasier, udflytning af statslige job og universitetsuddannelser samt nedrivning af boligblokke. Alt sammen med den hensigt at blande befolkningen i rige med fattige, indvandrere med etniske danskere, københavnere med jyder. Eftersom det skal skabe større forståelse mellem samfundsgrupper og forene os som folk. 

Socialdemokraterne må have indset, at de er løbet ind i en mæthed af den offentlige sektors størrelse, og den årlige minimale ommøblering af de offentlige finanser ikke er tilstrækkelig for at forblive relevant. En skæbne, som mange andre socialdemokratiske partier er løbet ind i rundtomkring i Europa, hvor tiden lader til at være løbet fra de rosenrøde. Men ikke for det danske Socialdemokrati, som på den økonomiske front må siges at have ”sejret ad helvede til”, som fagforeningslederen Thomas Nielsen sagde i 1982 til LO's ekstraordinære repræsentantskabsmøde. 

I stedet har de i deres iver for at gøre sig relevant og efter en tørke siden Nyrup-perioden, og kun en kort periode med Thorning, bevæget sig ind på den kulturelle banehalvdel. Nu er fjenden ikke længere den erodering, som de økonomiske nedture i kapitalismen fordrer, men består i noget mindre målbart og perifært. Det eksisterer i det kulturelle, hvor lighedsambitionen, som er socialdemokratismens DNA, også skal have et skvæt socialdemokratisk kontrol. Flexicurity med høje skatter og høje overførselsindkomster er ikke længere nok for at udligne os danskere. 

Nu skal akademikerne til de dybe provinser, og vi river folks boliger ned, som vi ikke finder tilstrækkeligt integrerede eller indordnet. Selvom vi i dansk tradition altid har været til kulturel og personlig frihed siden pornoens frigivelse, med følge af en stor stat, hvor sikkerhedsnettet var højt og skatterne tilsvarende, bevæger vi os nu ind i et rødbrunt rædselskabinet. Når vi ikke længere kun er tynget økonomisk, skal det nu også bestemmes, hvor vi arbejder, går i skole og bor – med den simple forklaring, at det er med et højere formål. Det formål, hvor man bekæmper forskelle mellem borgerne og kvæler diversiteten, så leverpostejs-Danmark ikke bare er flertallets ønske, men skal blive altomfattende.

For det er det, som Socialdemokratiet er. Et parti, som faciliterer det beredskab, der skal modstå ustabilitet, udskejelser og forandring. Et dystopisk parti, som afskyr den frihed, som ikke lægger sig i slipstrømmen med almenvellet, men er præget af frie valg og de grænseløse ambitioner, som vi i 1989 nidkært og håbefuldt skuede efter, da Berlinmuren faldt. Men ikke Socialdemokratiet, som nu her, over 30 år efter frihedens trang brød grænserne, har erkendt sit konservative DNA. Der har den konsekvens, at man prygler individualiteten for at fremme almennyttige goder, som flertallet ikke nødvendigvis får særligt meget positivt ud af, ud over en følelse af at blive hørt og set.

Og selvom man fra Socialdemokratiet maner til krig mod det grænseløse samfund, så er det de samfund, som har givet mulighederne for at være sig selv, bevæge sig frit, vælge frit, som har skabt de muligheder, vi har i dag. For i modsætning til kommunismens planøkonomiske facetter, hvor borgere også blev ”ommøbleret” for at optimere samfundet, er det kapitalismen og det liberale demokrati, som har skabt velstand, muligheder og en reduktion af den determinerende sociale arv, som Socialdemokratiet også altid har kæmpet imod.

Et Socialdemokrati i krisetider er altid et parti, som bør frygtes. Det er her, det slår sine folder og er bedst til at opnå folkets gunst, til at reducere de personlige og økonomiske friheder, vi har til gode. Socialdemokratiet har ikke ændret sig meget siden Fremtidens Danmark fra 1945, men bare skiftet sit fokus og fortsætter sin krig mod den individuelle frihed, vi besidder – lige indtil vi er en samlet enhed uden autonome identiteter bortset fra velfærdsstatens fællesskab. Det er en dystopisk måde at føre politik på. Modsat Kaare Dybvad Bek ville jeg personligt ønske, at vi havde samme håbefulde ambitioner for fremtiden, som man havde i 1989!