Der hviler en form for forbandelse over mennesket, eller i hvert fald mennesker, som de er flest. Vi hader at indrømme fejl, og det er ovenikøbet sådan, at jo større fejlen er, des sværere har vi ved at indrømme, at vi tog fejl.
Hvis flere ville erkende dette faktum, ville vi i øvrigt begå i det mindste lidt færre fejl, men det er vel netop en del af forbandelsen.
Jeg tænker konkret på de vesteuropæiske eliter i bred forstand igennem de sidste mindst 60 år, ja faktisk siden 1948, som er året, hvor Storbritanniens parlament Underhuset vedtog den katastrofale beslutning at gøre alle personer fra det hastigt afviklende britiske imperium til en slags britiske undersåtter.
De ville så følgelig kunne forlægge residensen fra deres fattige hjemlande til de britiske øer, især England.
Meget vand er løbet i stranden siden da, og i disse år begynder vi for alvor at betale prisen for eliternes monstrøse fejltrin i form af at give tilladelse til masseindvandring fra den tredje verden og op til landene i Vesteuropa.
Det er dette, der fører til den ultimative form for hjemløshed for europæerne; nemlig den, der kommer af at miste sit eneste hjemland på jorden.
Vælgerne vil have deres hjemland tilbage
Vi venter fortsat på, at vinden vender, og at der bliver færre og ikke flere fra verden udenfor Europa i vore hjemlande. Noget er der dog sket, og senest er det netop Storbritannien, der oplever det.
Et af de ældste politiske partier i verden - efter nogle definitioner det ældste - The Tories, eller Det Britiske Konservative Parti, skal håbe på en form for mirakel, hvis de skal undgå at blive fortid efter det næste valg i Storbritannien.
Der er egentlig ikke noget mærkeligt ved det, hvis man ser ud over dele af Vesteuropa. Det samme er nemlig allerede sket i Italien og Frankrig, og det er delvist sket i Tyskland. I de to første lande er partilandskabet grundlæggende forandret.
Det samme i Frankrig og Italien
De gamle partier i især Frankrig, Socialisterne og Republikanerne, er forsvundet fra scenen, efter at de tilsammen fik 6,53 pct. (sic!) af stemmerne i første valgrunde til det seneste præsidentvalg i 2022.
I Italien var partiet Italiens Brødre indtil 2022 et uinteressant lille parti med godt fire pct. af stemmerne ved valget i 2018. Med 26,4 pct. ved det næste valg i 2022 er partiet blevet regeringsbærende, og partiet står i målinger temmelig konstant til knap 30 pct. af stemmerne.
Partierne fra efterkrigstiden og Berlusconis Forza Italia er dels forsvundet, dels et mindre/mellemstort parti med lidt under ti pct. af stemmerne. I Tyskland er der ikke sket helt samme vilde udvikling, men AfD er med over 20 pct. af stemmerne en faktor, der får de neurotiske tyske eliter til at lyde mere og mere autoritære, fordi tyskerne ikke har levet op til tilliden.
Man må for demokratiets skyld ikke håbe, at AfD forbydes, men udelukkes kan det ikke.
Næste valg kan blive enden for The Tories
Næste land bliver så Storbritannien, efter alt at dømme. Der er ganske vist hele fire år til næste valg, men De Konservative/Tories har til gengæld sjoflet deres vælgere så groft i deres lange regeringsperiode 2010-24, at vælgerne ikke længere over en dørtærskel stoler på, at Tories vil andet end at accelerere indvandringen yderligere.
Det britiske valgsystem minder en del om det franske, men det britiske er mere ”den rene vare” og gør det fuldt ud muligt for De Konservative at blive stort set udslettet ved det næste valg, skulle målingerne holde indtil 2029, med mindre der kommer valg før.
Den vildeste måling fra juni i år giver Reform, Tories’ afløser, 377 mandater, et stort flertal, mens De Konservative reduceres til 29 pladser. Det kan man da kalde tørre tæsk.
Det kommer frygteligt sent, vælgernes hævn over deres uduelige eliter, der har skabt denne eksistentielle trussel imod stort set hele Vesteuropa, men den kommer og efter alt at dømme med eftertryk.
