Ved 6. etape i det italienske grand tour cykelløb Giro d’Italia kørte danske Mads Pedersen sin sidste etape i den ikoniske førertrøje “Maglia Rosa” på etapen til Napoli. Dagen efter kørte feltet den første etape med store stigninger.
Men det var desværre hverken en hyldest til Mads P. for hans stor præstation etapens vinder Juan Ayuso eller Primož Roglič, som overtog førertrøjen, som dominerede mediedækningen.
I stedet blev mediernes blik rettet mod en pro-palæstinensisk demonstrant, der tre kilometer før mål løb direkte ind på vejen foran forfølgergruppen - med afspærringsbånd i hænderne og forsøgte at nedlægge rytterne.
Rytterne kørte med omkring 60 kilometer i timen på flad vej og var i livsfare. Det kunne være endt fatalt. Lige efter kom feltet, hvor demonstranten står med banneret direkte op ad dem, mens de cykler forbi. Han løber så henover vejen, mens de bageste af feltet kommer som skudt ud af en kanon lige forbi ham.
Kan ikke slås hen som 'drengestreger'
Den opførsel af en demonstrant skal ikke tages som drengestreger. I værste fald kunne flere i feltet være kommet alvorligt til skade. Deres karriere kunne blive ødelagt, eller de kunne blive sat udenfor med skader i en lang periode.
Demonstranten protesterede angiveligt imod den påståede etniske udrensning, som de propalæstinensiske demonstranter mener, staten Israel gør sig skyldig i. Men ironien er til at tage og føle på:
Demonstranten valgte at stoppe en hollandsk og en fransk rytter, som kører på hold, der ikke har nogen som helst tilknytning til Israel. Jeg går ud fra, at målet var at blokere nogle ryttere fra danske Jakob Fuglsangs hold nemlig Israel Premier Tech, som er ejet af en halv-israeler. Og heldigvis lykkedes det ikke demonstranten at vælte eller skade nogen.
Og til dette års Tour de France var der også palæstinensiske sympatisører der hoppede ind over barrieren og satte de sprintende rytters liv i fare.
Israel - den evige syndebuk
Den slags episoder afslører demonstrationernes meningsløshed, demonstranternes selvovervurdering og beviser hvor uciviliseret hele den propalæstinensiske bevægelse er.
Hvis det virkelig handlede om at markere sig mod staters undertrykkelse og onde handlinger, burde demonstranterne i det mindste være konsistente og ikke bare gå efter den evige syndebuk den jødiske stat Israel.
Hvor er protesterne mod statsejede cykelhold som: UAE Team Emirates, Astana Qazaqstan Team eller Team Bahrain Victorious? Hvorfor ser vi ikke bannere mod de Forenede Arabiske Emirater, hvor kvinder mangler basale rettigheder og 132.000 mennesker er slave gjort?
Hvor er opråbene mod, at der bliver begået tortur i Kasakstan? Og hvor er vreden over Bahrain, hvor 6,7 ud af 1.000 mennesker er fanget i moderne slaveri. Der kommer ikke nogen, fordi det er som om, at én stat og ét folk altid skal være syndebukken.
Aktivisme båret af had
Propalæstinensere kæmper ikke for retfærdighed, for “menneskerettigheder” eller for de børn, som dør i krigen. Nej den propalæstinensiske bevægelse er skabt og båret af had og symbolpolitik, som rammer tilfældige ofre.
Det begyndte med terrorangrebet mod de israelske atleter under OL i München i 1972 begået af palæstinensere. Deres støtter i dag fortsætter aktivismen.
Når cykelryttere, sportsarrangementer og almindelige borgere bliver mål for denne aktivisme, så går det ud over demonstranternes troværdighed og underminerer selve grundlaget for deres sag.
Man vinder ikke sympati ved at bringe andres liv i fare. Man får folk til at vende sig væk. Hvis man vil kæmpe for menneskelige rettigheder, må man starte med at respektere andre mennesker, også når de sidder på en cykel på de italienske landeveje.
