En ung mand rejser sig op i auditoriet. Han er velklædt. Ikke fordi nogen har bedt ham om det, men fordi han har forstået, at visse steder kræver visse former. Han har lyttet længe. Til ordene, til rytmen i det sagte — og det usagte. Der er powerpoint-slides og metodiske referencer.
Der er småironiske kommentarer og politisk korrekte, inkluderende vendinger. Alt fremstår pædagogisk, korrekt, letfordøjeligt. Og alligevel: Noget skurrer.
Han glider hånden hen over bordets træoverflade — et næsten anakronistisk møbel, massivt, ikke fabriksfiner. Han vil mærke det. Bekræfte, at noget endnu står fast. Og han spørger, stille, men med en intonering af krav: Hvornår ved man egentlig noget?
