Regeringen har netop lanceret sit udspil om decentralisering af de videregående uddannelser.

Som borgerlig må man hilse udspillet velkommen med stor entusiasme. Sund borgerlighed er netop i sit udspring lokalt orienteret og kritisk mod offentligt sanktioneret monopoldannelse. Dertil kommer, at mange borgerlige er blevet opmærksomme på de problemer, der udgør fra koncentrationen af den såkaldte kreative klasse i de største byer.

Alt dette har at gøre med den geografiske skævhed, som ikke er et resultat af markedskræfterne, sådan som CEPOS-liberalister ville hævde, men derimod af bevidste politiske valg.

Derfor skal en decentralisering af de videregående uddannelser ideelt set være med til at adressere problemet med den geografiske skævvridning af Danmark, samtidig med at det ikke går ud over uddannelses- eller forskningskvalitet.

Kvalitet … schkvalitet!

Allerede her har jeg tabt nogen. At dømme efter holdningen blandt mange akademikere og universitetsansatte på sociale medier skal uddannelsespolitikken netop ikke være med til at løse Danmarks geografiske ulighed.

Det må kun dreje sig om kvalitet. Og kvalitet er her lig med, at deres arbejdspladser bliver, hvor de er. Det har den behagelige bivirkning, at de ikke selv behøver at pendle.

I en vis forstand er det nemt at affeje dette institutionelle selvforsvar.

For det første er det tankevækkende, at de selvsamme universitetsmiljøer har våndet sig vældigt over kravet om at sikre forskningens og undervisningens kvalitet mod politiserede forskningsmiljøer og offentligt ansatte forskeraktivister. Her var det ikke sådan lige at måle kvalitet.

Det er heller ikke umiddelbart muligt at måle uddannelsers kvalitet på, hvorvidt de er i stand til at få kandidater i arbejde. I det hele taget lukker de universitære miljøers vurdering af, hvad der er kvalitet, sig ganske tæt om sig selv: Kvalitet, det er netop det, der er. Truslen mod kvalitet er alt, hvad der kommer udefra.

Ja, det er vel med lidt god vilje en slags ureflekteret konservatisme, men fortæl endelig ikke det til dine akademikervenner!

Akademisk interessepolitik

Alt dette er der ingen, der for alvor kan undre sig over. Man kan heller ikke rigtig være forarget over det. Det handler om interessepolitik. Det handler om, at de privilegerede vil beskytte deres privilegier.

På den måde er der ikke forskel på universitetsmiljøet anno 2021 og et smedelaug anno 1850. Der er intet forgjort i det. Universitetsmiljøernes modstand kan sammenlignes med djøfernes modstand mod den minimalistiske udflytning af statslige arbejdspladser fra København for et par år tilbage.

Sagen er helt enkel: Hvis du har etableret dig et sted, købt hus, opbygget en social omgangskreds, måske lagt dig et par børn til, der endda går i skole, ja så er det forbundet med store personlige omkostninger, hvis der pludseligt stilles krav til din mobilitet.

Det må man nødvendigvis have forståelse for.

Men lige så meget sympati man må have for de fastansatte på universiteterne, lige så lidt kan man tillægge deres vurdering nogen særlig vægt.

Universiteterne har undergravet sammenhængskraften

Vi er altså tilbage ved spørgsmålet: Er det rimeligt at inddrage de videregående uddannelser i en politik, som ikke handler om de videregående uddannelser i sig selv, men om Danmarks sammenhængskraft og opgøret med geografisk skævhed?

Svaret må blandt andet komme an på en vurdering af, hvilke konsekvenser den aktuelle uddannelsesstruktur har for skævvridningen af Danmark. Og her er det helt åbenlyse svar, at de videregående uddannelser og særligt universiteterne har en markant og negativ effekt.

Tag en hvilken som helst udkantskommune og se, hvordan aldersfordelingen er. Jeg fortæller dig, hvad du vil se:

Ligesom på landsplan er der en tendens til, at vi ikke rigtigt formår at reproducere os selv. Schade!

Men alligevel vil du se, at der er mange børn og helt unge. Hvorfor? Fordi Udkantsdanmark er præget af sunde, traditionelle familieværdier. Her bliver kort sagt avlet. Og så tager rigtig mange unge en uddannelse. Det er også godt.

Men det betyder så, at de i de fleste tilfælde flytter væk. Det er det andet, du vil kunne se i aldersfordelingen. Årgangene på mellem 20 og 30 år mangler simpelthen. De er i Århus eller i København. Endog i Odense. 81 pct. af pladserne ligger i de fire store byer. Og andelen har været stigende.

Derfor betyder den nuværende uddannelsesstruktur – sammen med det forhold at stadig flere tager en lang videregående uddannelse – at store dele af Danmark bliver åreladet år efter år.

Vi taler om geografisk skævhed. Det er sandt. Men det er også en lidt slidt kliché. Det lyder som et bord, der er lidt skævt, så æblerne triller ned på gulvtæppet.

Sandheden er mere dramatisk, nemlig at vi har reduceret store dele af dette land til at være en slags organlager for de store byer. Hvert år kommer de og høster. Indtil den dag, der ikke er mere at høste.

Decentralisering giver øget frihed

Jeg indledte med at beskrive decentralisering som en borgerlig mærkesag. Mange borgerlige brænder også for det. Man kan notere sig, at Venstres Morten Dahlin har meldt sin velvilje til konstruktive forhandlinger. Venstre har tidligere vist, at partiet er en medspiller, når det handler om regional ansvarlighed.

Hvor Konservative står, er uklart. Rasmus Jarlov har givet udtryk for den kendte liberalistiske holdning, at politikerne ikke skal blande sig, og at folk alligevel flytter fra landet. Det er åbenbart Jarlovs opfattelse, at alt uden for de store universitetsbyer er ”landet”. Man kunne dårligt finde det mentale aftryk af den geografiske skævhed i vores elite udtrykt klarere. CEPOS har naturligvis afvist forslaget som ”socialistisk planøkonomi når det er værst”. Ren Nordkorea, I ved. Lenin før NEP.

Sagen er imidlertid, at en uddannelsesstruktur, hvor unge har muligheden for at vælge et lokalt alternativ, giver mere og ikke mindre frihed. De fleste unge vil gerne blive i deres lokalsamfund eller i det mindste i nogenlunde regional nærhed. Derfor har vi også set, at Aalborg Universitet, siden det blev oprettet, har været i stand til at rekruttere lokalt og løfte en landsdel. Det, folk ønsker, er social mobilitet, ikke nødvendigvis geografisk.

Forskere har de endda også. For som enhver i forskningsverdenen ved, så er arbejdsmarkedet allerede hypermobilt. Selv har jeg de sidste næsten tre år pendlet fra Aabenraa til Trondhjem.

Flyt RUC og lav et universitet i Sønderjylland

Hermed er vi også ved det punkt, hvor jeg kunne have ønsket mig andet og mere. I regeringens udspil bliver der udflyttet en mængde konkrete uddannelser, typisk erhvervs- og såkaldte velfærdsuddannelser. De universitære uddannelser skal universiteterne selv flytte for at undgå besparelser.

Det er et incitament. Det betyder igen, at udflytningens succes i høj grad afhænger af, hvilke valg universiteterne træffer. Og tør man stole på det?

Her havde det været at foretrække med en klar politisk prioritering. Og lad mig gerne sætte konkret navn på visionen. Et universitet i Sønderjylland og en flytning af RUC til Kalundborg eller Næstved. Dermed ville størstedelen af Danmark have regionale universitetsalternativer. Som det er nu, risikerer vi et kludetæppe.

Men det er bedre end ingenting. Et første skridt og et vigtigt første skridt.