DET SIDSTE MENNESKE er den tyske filosof Friedrich Nietzsches begreb for artens udviklingsmæssige blindgyde – mennesketypen, som lever i modsætning til alt stolt liv.
Det sidste menneske kender intet til vovemod eller store aspirationer. Komforten er hans omdrejningspunkt. Hans motivation er blindt bundet op på fornøjelse, hans handlinger betinges af andres accept.
Ikke engang det sidste menneskes hedonisme kan gøre ham sprælsk. Han føler tamt, at han har krav på forlystelse, men vil hverken anstrenge sig eller risikere for meget for den. Livet skal være nemt.
Det sidste menneske findes på højrefløjen. Det er den konservative, som gerne vil ses som fin og dannet. Den liberale, som kun tænker på penge.
Men det er på venstrefløjen, det sidste menneske for alvor huserer. Hvor hans gavmildhed kan finansieres gennem de fælles kasser, og hans godhed kan effektueres gennem påståede politiske holdninger.
Det sidste menneske findes også på universiteterne. På de såkaldte klagestudier, hvor det, snarere end at dygtiggøre sig, gælder om at synes, det er synd for nogen. Sorgerne går altid i samme retning. Løsningen er altid mere stat. Den åndelige autopilot er det sidste menneskes forlorne selvrealisering ophøjet til akademisk metode.
Det sidste menneske er ikke politisk og dog i overvældende grad at finde på venstrefløjen. Her spiser han med ved bordet, når der serveres letkøbte krænkelser over andres ageren og omkostningsfrie signaler om egen dyd. Men er det sidste menneske *fornøjet* med tingenes tilstand?
Politik har som en svampekoloni bredt sig til samtlige af samfundets afkroge. Den forstilte standpunkttagen er ikke længere parlamentarikerens prerogativ, men en nuvunden del af af lægens patientpleje, sosu-assistentens hjemmebesøg og skolelærerens ude-hjem-kontakt. Nu om dage forventes det sidste menneske at mene noget om *alt*. Skal Danmark have en klima-ø? Skal børnene hjem fra Syrien? Det er et tungt ansvar at påføre det vegetative intellekt.
Det sidste menneske har i det overpolitiserede samfund lært, at han ikke kan stole på sine politiske intuitioner. Det kunne jo være, han selv var racist. Hvad nu hvis *han* nu blev udstødt? Så er det sikrere at hyle med på den ansvarsfri moraliseren.
Hans afstandstagen til folk, som forbryder sig mod nutidens pieteter er således kun én side af sagen. Det sidste menneskes facilt moralske standpunkter er *også* motiveret af hans frygt for selv at blive udstødt. Egentlig vil han blot gerne accepteres og skal i øvrigt helst ikke have klinket noget. Hans medløbende afsværgelser af folk, som begår tankekriminalitet, er motiveret af frygt og desperation. Bag fromheden gemmer der sig en trang til at få taget ansvaret fra sig – en trang til at blive regeret.
Det er her, det sidste menneske ser sig om efter fikspunktet, som kan kanalisere de tusinde hvad’er over i det enkelte hvem. Hvem kan dog lette hans uvillige skuldre for ansvaret for at finde vej i det overpolitiserede morads?
Det er her, den myndige leder gør sin entré. Det sidste menneske kan ikke gøre sig selv roligt. Han er naturligvis demokrat, fordi andre er det. Men higer i virkeligheden efter en stærk leder.
Netop derfor er det borgerlige projekt om at demaskere Mette Frederiksen også dømt til at fejle. "Hvis blot folk kan bringes til at se, hvor vækstdræbende hun i virkeligheden er, vil flertallet forlade hende," messer man til sig selv, mens en knugende fornemmelse i brystet fortæller en, at det muligvis ikke er sandt.
”Men de må da kunne se, hvor iscenesat hun er!” udbryder man i frustration, i en forgæves forventning om, at det sidste menneske da snart må blive rationelt. Som lægen, der forsøger at forstå på patienten, hvordan man egentlig udfører en bypassoperation, kaster man den myndighed, som forventes af en, tilbage i hænderne på en mennesketype, som ikke ønsker den.
Det sidste menneske vil så gerne følge det storartede, men hans blik er kun trænet for, *hvem* der fremstår som storartet, og ikke for, *hvad* der reelt er storartet. Således følger han den leder, som fremstår tilpas med magten, præcis som han lytter til den musik, som andre har godkendt, og billiger den billedkunst, der præsenteres for ham som dybsindig.
Skal blå blok have fat i det sidste menneske, er det nødvendigt at stille med sin egen myndige figur. Klippen, det politiskes bølger brydes på, inden de når det sidste menneskes tyndranglede skuldre. En kandidat, man trygt kan overlade ansvaret til, og selv suge lidt styrke fra, når talen til det månedlige middagsselskab falder på politik, og genusfællerne spørger: "Hvem stemmer du egentlig på?"
Når det sidste menneske kan ytre den borgerlige kandidats navn uden blusel, uden behov for omstændelige, "fornuftige" forklaringer, og uden at måtte slå blikket ned i sit vinglas, ved vi, at vi går bedre tider i møde.
Denne tekst er gengivet fra et opslag af Ryan Smith på Facebook.
