Da jeg var 15 år gammel, var mine forældres papir ved at være på plads i forhold til deres statsborgerskab, som automatisk ville sikre os, børnene, et statsborgerskab ligeså. Men da jeg var 15 år gammel, stjal jeg og et par klassekammerater en kasse is fra skolens SFO. En lille ting, men noget, som blev politianmeldt, og som faktisk gav mig en plet på min straffeattest. Sådan er det. Uanset hvor lille en forseelse det end var, så var det teknisk set indbrud og tyveri. Punktum.
Det betød, at mit statsborgerskab blev udsat i fem år, mens mine forældre og søskende alle blev statsborgere. Da jeg så havde mulighed for at søge om statsborgerskab, var jeg i mellemtiden startet i lære som maler og havde afsluttet min folkeskole med gode karakterer.
Men jeg husker også, at jeg, siden jeg var en 15-årig kriminel og op til den dag, jeg stod på udlændingekontoret, havde været omgivet af det helt forkerte miljø. Og, hvis ikke jeg havde stoppet op, nok var kommet i fængsel og havde kostet samfundet penge og uskyldige mennesker smerte.
Men på daværende tidspunkt var den nye dansktest netop trådt i kraft. Jeg husker jeg stod på udlændingekontoret iført malertøj. Og damen bag skranken fortalte mig, at jeg skulle tage en test. På daværende tidspunkt blev jeg så prinsessefornærmet og tænkte: Mig? En dansktest?
Jeg har boet her hele mit liv og taler flydende dansk. Og det resulterede i, at jeg faktisk valgte at droppe ansøgningen. Jeg havde jo permanent opholdstilladelse, og det var fint. Jeg ville ikke finde mig i den behandling.
På intet tidspunkt kiggede jeg indad eller forsøgte at forstå, hvorfor man havde indført denne test. De var alle bare racister. Der gik nogle år, og jeg var i mellemtiden brudt ud af islam, et islamisk ægteskab og et islamisk tankegods.
For mig betød det, at jeg begyndte at se livet anderledes. Begyndte at se mennesker anderledes. Jeg begyndte at forstå, at naturligvis kunne alle og enhver ikke bare få det danske statsborgerskab. Det var noget, man skulle knokle for at opnå og knokle for at bibeholde, når først man havde fået det.
I 2018 tog jeg mig sammen og kom rent faktisk så langt i processen, at jeg kun manglede en enkelt underskrift og et lille gebyr for at kunne få dansk statsborgerskab.
Men noget slog mig. Det danske statsborgerskab er ikke det stykke papir værd, det er skrevet på, hvis man bliver ved med at give det ud til folk, der aldrig skulle have haft det, eller ser det som en ret at få. Bare fordi man bor her, eller tager en uddannelse her. En gratis uddannelse, vel at mærke.
Jeg kommer selv fra et miljø, hvor jeg har mødt og kendt folk, som aldrig skulle have haft dansk statsborgerskab. Vi ser folk hos Hitzb ut-Tahrir, hvor mange af dem har dansk statsborgerskab. Vi bøvler i dag med ISIS-sympatisører, som drog afsted for at slå os ihjel, og de har dansk statsborgerskab.
Jeg blev igen fornærmet og stædig. Jeg er en mand af principper, og hvis jeg skal kunne se mig selv i øjnene, så tager jeg ikke det statsborgerskab, før det får den værdi, som det fortjener. Punktum.
