FN’s 17 verdensmål, der samlet set kan betragtes som en rendyrket og kondenseret udgave af de sociale menneskerettigheder i Verdenserklæringen af 1948, er umærkeligt gledet ind i stort set samtlige vestlige organisationer og institutioner gennem de seneste par årtier. Og det mest bemærkelsesværdige ved dem er, at de to kerneværdier, de to absolutte kardinalmål i den vestlige civilisation, nemlig frihed – forstået som negativ frihed – og demokrati – forstået som det repræsentative demokrati – simpelthen ikke findes iblandt.
Ja, man hørte rigtigt: simpelthen ikke findes iblandt! Det vil sige, at de sociale og kollektivistiske rettigheder i dag helt og holdent har erstattet, for ikke at sige udraderet, de individuelle, civile rettigheder. Dem vores vestlige civilisation siden Ruder Konges tid har hvilet på – og uden hvilke den slet og ret ikke ville findes længere.
Det kan også formuleres på en anden måde: De 17 verdensmål erstatter det, der i sidste ende er fundamentet for vores vestlige kultur, nemlig de 10 bud, som vi kender dem fra Bibelen. Hvad er nemlig den mest iøjnespringende forskel på de 17 verdensmål og de 10 bud?
Det er jo, at de 10 bud netop er henvendt til det enkelte menneske med sin du-form: ”Du må ikke myrde”. ”Du må ikke bryde et ægteskab”. ”Du må ikke stjæle”. ”Du må ikke vidne falsk mod din næste” Og så videre. Vel vidende, at vi er fejlbarlige mennesker, der gør det alligevel. Men med Guds senden sin søn til jorden af kærlighed – og måske medlidenhed med os og vores håbløse karten rundt – tilgives vi alligevel for vores uundgåelige synder.
Det gør det muligt for os at leve i den uperfekte suppedas, livet er, den tid vi nu engang skal være her.
Hvor forskellige er disse bud ikke i deres grundform fra de 17 verdensmåls anonymiserede og kollektivistiske ingen-form. ”Afskaf fattigdom”. ”Stop sult”. ”Ligestilling mellem kønnene”. ”Bæredygtig energi”. ”Fred, retfærdighed og stærke institutioner”. Som et udpluk af dem lyder. Logisk nok at frihed og demokrati simpelthen ikke kan være iblandt. For frihed og demokrati kan overhovedet ikke tænkes uden et begreb om individet, det enkelte menneske som grundstenen i kulturen. Programerklæringer, der helt og holdent udvisker individet, er derfor pr. definition anti-vestlige.
Men vigtigst af alt: De 17 verdensmål giver – som al totalitaristisk og revolutionær-utopisk planstyring – løfte om et kommende paradis på jord.
Og her findes måske i virkeligheden den allerstørste forskel på dem og de 10 bud – jævnfør også Edmund Burkes kritik af Den Franske Revolution og dens udmunding i et barbarisk og blodigt ragnarok som følge af drømmen om i en vis fart at realisere paradis på jord. Koste hvad det koste ville. Om så tilsidesættelse af den basale respekt for enkeltmennesket og dets autonomi og værdighed.
Den tilgangsvinkel, som er selve DNA’et i vores vesterlandske samfundsform, og uden hvilken den slet og ret ville opløses. Den tilgangsvinkel, som i bund og grund er kristent humanistisk. Stikmodsat når feministerne i dag forsvarer, at bevægelsen smadrer mennesker undervejs mod verdensmålet ”Ligestilling mellem kønnene”. Som journalist Rikke Viemose for nylig gjorde i Berlingske.
Vi lader den lige stå et øjeblik til almindelig eftertanke!
Huntington tog imidlertid fejl på ét punkt: Civilisationernes sammenstød, der endte med Østens sejr over Vesten – eller i hvert fald: tvingen Vesten i knæ – kom ikke til at foregå med et gigantisk brag. Vestlig civilisation bukkede derimod under med en ynkelig piben, en lallen ligefrem. Fordi man blindt, bevidstløst og uden modstand – ja, sågar med jublen! – overlod husets nøgle til fjenden.
Hvordan kunne det da overhovedet lade sig gøre, spørger man måske sig selv? Som i al succesrig krig – eller forbrydelse – skete det, fordi fjenden forstod at forklæde sig så godt, at man aldrig genkendte ham eller hende. Fjenden tog nemlig en camouflageuniform på, der på overfladen bestod af brands, vi med rette kan være stolte af som europæere og vesterlændinge at have bygget op: FN, EU – eller UEFA for den sags skyld. Først og fremmest tog fjenden den camouflageuniform på, som mere end noget andet signalerer vestlig civilisation, nemlig menneskerettighederne.
Men kigger man lidt ind bag forhænget, bag camouflagedragten, er indholdet i mellemtiden blevet skiftet ud. De civile menneskerettigheder er helt og holdent erstattet med de sociale. Vestlig humanisme og demokrati er helt og holdent erstattet med wokebevægelsens totalitære barbarisme og antihumanisme. De 10 bud er helt og holdent blevet erstattet med de 17 verdensmål.
Hvad er der da at gøre for den enkelte dissident, den enkelte ubændige frihedselsker, den enkelte tyranhader i denne situation?
Der er to valg: Man kan smide sig ned på jorden og overgive sig til overmagten. Underkastelse, som Michel Houellebecq kalder det. På mange måder det oplagte, snusfornuftige valg. Som en del da også vælger.
Eller man kan kæmpe imod. På den præmis, at der ikke denne gang er nogen som helst garanti for, at det vil være David, der går af med sejren.
Men dog alligevel med en vis vished om én ting: nemlig at hvis man ikke gør det, hvis man ikke stepper op og kæmper imod, så er det stensikkert Goliat, der vinder.
