Siden 1918 er valgretsalderen til Folketinget kun gået én vej: nedad. Senest blev den i 1978 sat ned til de 18 år, den også er i dag, hvilket betyder at vi står i den længste periode siden Grundlovens indførelse, hvor der ikke er ændret på valgretsalderen.
Det medfører naturligvis, at valgretsalderen bliver til et debatemne, for når status quo har varet for længe, ønsker de progressive kulturradikale kræfter i samfundet at ændre den.
Desværre går debatten alene på at sætte valgretsalderen yderligere ned, med det altdominerende forslag værende til 16 år.
Senest da en lang række venstreorienterede ungdomspolitikere skrev i Børsen om, at man til det kommende valg til Europa-Parlamentet skulle sænke valgretsalderen til 16 år.
Ideelt set bør valgretsalderen dog sættes op. Om den er på 16, 18 eller 20 år, er arbitrære tal, man blot har fundet på, og dermed kan vi se, at det er nemt at ændre på tallet. Der ikke findes gode argumenter for det ene frem for det andet.
Argumenterne man typisk hører, når unge under 18 argumenterer for, at de skal have stemmeret, så fremhæver de, at de også har en holdning til samfundet og det trods alt er dem, der skal overtage samfundet i fremtiden.
Men med de argumenter, så kan du jo argumentere for, at man skal have stemmeret fra man bliver født.
Skribenterne selv mener, at afgangseksamen fra folkeskolen bør være kriteriet, fordi folkeskolen ruster os til at deltage i demokratiet på lige fod med andre borgere.
Til det kan vi jo så spørge, om det så ikke skulle betyde at stemmeretten kom med eksamensbeviset, frem for ved 16-årsfødselsdagen, når nu man kan fylde 16 både før og efter at have gennemført grundskolen.
Tillige kan vi tilføje, at det må betyde, at indvandrere bliver afskåret fra at stemme, fordi de ikke har gået i dansk folkeskole, og derfor ikke er rustet til at deltage i det danske demokrati.
Det samme må gælde danske børn, som har taget deres grundskole i udlandet. Og hvad med børn, der har gået på privatskole?
Valgretsalderen bør sættes på et sted med en reel mening bag. Når man er 18 år, og dermed endnu mere når man er 16, er hjernen slet ikke færdigudviklet endnu, og man har dermed ikke endnu evnerne til at overskue konsekvenserne af sine handlinger.
Når man ikke evner at risikovurdere, konsekvensberegne eller følelsesregulere ordentligt, er det ikke forsvarligt, at man skal stå med så stor en beslutning, som det er at stemme til valg.
Ved at sætte valgretsalderen til 26 år placerer man den dermed ikke arbitrært, men på en alder, hvor der ligger mening bag. Når man er fyldt 26 vil hjernen være så godt som færdigudviklet, og da vil man være klar til at kunne overskue konsekvenserne af, hvor man placerer sit kryds.
Ligesom man vil være mere tilbøjelig til at sætte krydset ud fra en gennemtænkt og rationel overvejelse, frem for at gøre det impulsivt og ud fra sine umiddelbare, ukontrollerede følelser.
En valgretsalder på 26 år er altså den eneste, der ikke er arbitrært defineret, men bygger på saglige og reelle argumenter. Derfor skal vi ikke debattere hvorvidt valgretsalderen skal sættes ned eller bevares hvor den er, men i stedet sætte den op.
Vi unge vil altid have en holdning til forskellige emner, om end det til tider og i visse aldre er få ting, hvor holdningerne for alvor skinner igennem.
Ved at sætte valgretsalderen højere end den er i dag, så giver vi de unge længere tid til at lære og forstå samfundet samt sætte sig ind i samfundssituationen.
Den ene af os er 20 år gammel, og må sige, at han personligt oplever, at vi unge bare ikke ved nok om samfundet, og alle forholdene der ligger bag forskellige situationer.
Den anden af os er godt nok selv 26, men har til gengæld fortrudt sine stemmer ved samtlige valg siden han fyldte 18. Endda til trods for selv at have været kandidat tidligere.
For med valgretten følger også retten til at opstille, men 18- og 16-årige, er simpelthen heller ikke gamle nok til at skulle bære det tunge og vigtige ansvar at være folkevalgt.
Selvom de progressive ikke kan lide at høre det, så ved ældre mennesker somme tider mere end vi. Den store livserfaring, som de ’voksne’ har, trumfer altså de få 16 årige ungdomspolitikere, der tror, de skal redde verden.
Vi må både som unge og samfund anerkende, at årene mellem 16 og 26 er i sandhed er nogle dannelses år, hvor vi som unge finder os selv og lærer at forstå verden.
Vi kan begge allerede sige, at vi er helt andre personer, end da vi var 16 år. Og netop i disse år blev vi politisk aktive, og begyndte dermed vores rejse med at forstå samfundet. En rejse, der ikke får meningsfuld betydning før i midt 20’erne.
Debatindlægget er skrevet af Af Jonas Lauge og Lucas Emil Zukunft, begge medlemmer af konservativ ungdom
