Efter liberalismens sejr i den kolde krig blev der erklæret ”historiens slutning” af Francis Fukuyama, en hidtil ukendt amerikansk forfatter, som blev verdenskendt for sin artikel og bog med netop denne titel.
Jeg er et barn af Fukuyama. Igennem hele mit liv er jeg blevet fortalt, at verden tilhører de unge, at verdensfred var opnået, og at vi ikke behøvede at tage stilling til noget. For der var ikke længere nogen ideologisk strid mellem nationer eller konkurrerende samfundssystemer eller nogen lurende krig mellem religioner.
Hvad skete der så?
Fukuyama og hans danske disciple lovede os en fremtid af uendelige muligheder. I stedet fik vi en evig offerkultur, hvor vores danmarkshistorie, vores identitet og kultur blev forsøgt dekonstrueret af en elite, hvis primære drivkraft måske især var et for dem selv skjult selvhad. Bag de skinnende facader på universiteter og mediehuse, i NGO’er, ja, selv i regeringskontorerne sad de og nedgjorde alt, der var dansk, mens de hadede sig selv.
De lovede os et globalt samfund i evig fred, tolerance og empati. I stedet fik vi en selvopfundet krig mod alt, hvad der er normalt, hvidt, mandligt og vestligt. Omfavn verden! Giv plads til de nye borgere! Vær åben!
Vi skulle ikke tage stilling, vi skulle blot være fordomsfrie. Vi skulle bare ”fejre diversitet”, mens vi i praksis blev bedt om at underkaste os en kollektiv skyld for fortidige synder, vi aldrig begik.
Vi skulle acceptere, at vores hjemlige kultur og vestlige civilisation ikke længere var noget at være stolt af, men en forbrydelse, der skulle afsones gennem grænseløs selvkritik og massiv demografisk omvæltning.
Elitens forræderi
Dette var et forræderi mod en hel generation af unge mænd, der vokser op i et samfund, hvor alt er tilladt undtagen at være stolt af, hvem man er.
Vi er blevet frarøvet enhver form for naturlig autoritet, enhver form for fælles historie og enhver form for kulturel sammenhængskraft.
I stedet for at blive oplært til at være arkitekter bag vores egen skæbne med skyldig respekt for det, vores forfædre har skabt, bliver vi opfordret til at dekonstruere os selv til intet andet end en tom, skyldbetynget skal.
Mens vi blev distraheret med ligegyldige identitetspolitiske kampe, blev grundpillerne i vores samfund, som suverænitet, national identitet og familiesammenhæng, undermineret bag vores ryg.
De snakkede om ”inklusion”, mens de i virkeligheden udelukkede os.
De talte om ”tolerance”, mens de var fuldstændig intolerante over for enhver form for afvigende mening.
Opgøret kommer
Nu står vi så her med et samfund i opløsning, med en udhulet velfærdsstat, med en kultur, der hader sig selv, og med en fremtid, der ser mørkere ud end nogensinde før.
Og hvem bliver bedt om at rydde op i rodet? Os, de unge mænd, som systemet har svigtet fra dag ét.
Men vi er ikke ofre. Vi er konsekvensen.
Konsekvensen af et establishment, der har levet i en fantasiverden, og som nu står over for en voksende hær af unge mænd, der er trætte af at blive kaldt problemet, når vi i virkeligheden er en del af løsningen.
Vi er de sidste, der kan huske, hvad det vil sige at være en samfundsbærende kraft, og de første, der er klar til at genopbygge det, de har revet ned.
Historien er langt fra slut. Den er lige begyndt. Og denne gang er det os, der skriver det næste kapitel.
