Debat

18.04.24

Hold modernisterne langt væk fra Børsen

Freddy Hagen spilder mange ord på en kritik af vores begreb om modernisme, skriver Kasper Støvring i et svar, som trækker en tråd til Børsen, der ikke længere findes. Branden er en aktuel påmindelse om at bevare alle de goder, der truer med at gå tabt, herunder nation og lokalsamfund, skove, have, søer og dyreliv, kunsten, troen og alt andet godt og skønt.
Børssalen som den så ud før branden (Wikipedia Commons).
Børssalen som den så ud før branden (Wikipedia Commons).

I sin klumme om min og Thomas Kluges bog Det moderne er fortid spilder Freddy Hagen mange ord på en kritik af vores begreb om modernismen. I forordet skriver vi udtrykkeligt, at bogen ikke er en kunsthistorisk bog, og vi nævner ud over Duchamp ingen navne på modernister. Vi er nemlig slet ikke interesseret i modernistisk billedkunst som andet end et symptom på et kulturelt forfald i lighed med andre symptomer, man kan finde i fx arkitektur og identitetspolitik.

Vi er dog ganske klare i definitionen af, hvad vi anser som problemet i det moderne og dens eksemplariske kunstform, modernismen, og det er netop den grundlæggende, progressive historiefilosofi: Forestillingen om, at vi hele tiden bevæger os frem mod større frigørelse og derfor må smide alt det gamle lort, der spænder ben for fremskridtet, på historiens mødding. Skønhed, kristendom og fædreland fx.

Hvis Hagen er interesseret i min forståelse af modernismen, kan han læse min bog Mytisk modernisme, hvor jeg på over 300 sider skriver om de såkaldte modernister i litteraturen som bl.a. T.S. Eliot, Thomas Mann, Ernst Jünger, Villy Sørensen og Ole Sarvig, der netop ikke abonnerede på den type historiefilosofi og derfor efter mine vurderinger er betydningsfulde og på sin vis også opbyggelige forfatterskaber.

Hagens gennemgang af vores kulturkritik (ja, "vores", for bogen er en fælles tekst skrevet med min pen) er alt for rodet og misvisende til, at jeg kan formulere et nogenlunde kort og enkelt svar. Men læseren kan jo bare læse bogen.

Mandag den 15. april
Til gengæld vil jeg gerne fremhæve et perspektiv, der aktualiserer vores bog, nemlig branden på Børsen.

Det er overvældende at være vidne til den forfærdelse og sorg, der har grebet så mange almindelige mennesker, men også politikere, medie- og erhvervsfolk. Stort set alle kan se betydningen af de skønne ting, der binder os sammen i et historisk og kulturelt fællesskab.

Men ofte kan vi som folk først for alvor se betydningen af disse skønne ting, når de er gået tabt. Det er en stærk påmindelse om at bevare alle de goder, der truer med at gå tabt – ikke blot skønne bygninger, men også stærke lokalsamfund, vores trygge og tillidsfulde nation, skove, have, søer og dyreliv, kunsten, troen og alt andet godt og skønt.

I koret af stemmer, der gerne vil genopbygge Børsen, melder der sig imidlertid også modernistiske arkitekter, der taler om at bringe Børsen ind i vores tid. Så ved vi godt, hvad klokken er slået. Så skal der rejses et hæsligt monument over arkitektens narcissisme. Lad os få et kaktusspir over et Børsen med en stor glasfacade og rene linjer uden dekorative elementer.

Nej! Hold for Guds skyld modernisterne på lang afstand af Børsen.

Det gode ved Børsen beroede på, at bygningen var unyttig. Den havde jo udtjent sin funktion som børs. Sådan er det med skønheden. Den er ikke til nytte. Den har derimod værdi i sig selv. Ligesom smukke blomster og sommerfugle, et kønt ansigt hos dem vi holder af, Chopins nocturner og Kluges malerier.

Det skønne i bygningen bestod også i det teknisk perfektionerede håndværk, Børsen var præget af. Flere har udtalt, at det ikke kan lade sig gøre at genopbygge Børsen på samme måde i dag, fordi der ganske enkelt ikke findes lige så dygtige håndværkere. Arkitektur som håndværk er - ligesom i modernistisk kunst - blevet ringeagtet. Grimhed erstatter skønhed.

Jeg håber ikke, det er så slemt. Under alle omstændigheder varmer det, at så mange gode kræfter nu vil bidrage til at genopbygge Børsen som en af de skønneste bygninger i vores land. Lad os håbe, det holder. For kendetegnet på en stærk kultur er ikke alt det gode og skønne, der allerede er skabt, men selve det at det stadig skabes.

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter