En gang om måneden arrangerede fritidshjemmet på Christianshavn en fælles tur på biblioteket i Lagkagehuset. Jeg glædede mig helt sindssygt, lige til vi kom derop.
Vi fik ganske enkelt at vide, at tegneserier var rationerede. Den pædagog, der kom med beskeden, hed Ina. Grundet hendes særlige hovedbeklædning kaldtes hun Ina Inkahue. Hun meddelte skarpt, at der kun måtte lånes højst fem tegneserier, og kun hvis vi samtidig lånte fem ”rigtige” bøger. Som meget andet undertrykkelse var det helt sikkert gjort i den bedste mening. Man ville rette børns og unges læselyst mod noget lødigt.
Grundene var legio: Anders And var voldsforherligende, og Onkel Joakim var et knæfald for amerikansk kapitalisme. Basserne hyldede amerikansk militarisme. Den spanske serie Flip og Flop burde man ganske enkelt ikke læse: Franco havde kun været død i to år.
Bandlyst var også Tintin på grund af Hergés klare afstandtagen til kommunismen med Tintin i Sovjet (og selvfølgelig var Tintin i Congo også et problem). Lucky Lukes fremstilling af indianere, afrikanere og kinesere fik alle alarmklokker til at ringe, da det gik op for magthaverne: Lederen af gul stue, Kirsten, kendt som Kirsten Kedelig, skreg forarget over, at indianerne i Lucky Luke fremstilledes som drikfældige:
“DET VAR DE HVIDE, DER LÆRTE INDIANERNE AT DRIKKE!!”
Men historierne om rødhuden Umpa–Pa blev åbenbart ikke taget alvorligt nok af Tankepolitiet. De gik derfor under censurens radar og havde nemmere ved at blive kendt og elsket af små frihedskæmpere. I serien figurerede de onde Pjatfødder. Deres krigsråb bestod i at spille med to fingre på underlæben. ”BLBLBLBLBLBLBL!” sagde det, når Pjatfødderne gik til angreb.
Ina Inkahue prøvede at læse højt for os, men i sit valg af bøger trådte hun meget forbi målgruppen. Vi var for rå og uregerlige til Mio, min Mio og Historien om Peter Kanin. Jeg har set hende læse for et tomt rum, hun ikke anede var tomt.
Men på værkstedet herskede et vidunderligt menneske, Henrik Høvl. Han var den eneste mandlige pædagog, der holdt ud i mere end tre måneder på Fritidshjemmet. Han lærte os at lave egyptiske sfinkser af ler. Han lærte os at tage billeder med hjemmelavede kameraer i papkasser. Han sejlede dragejolle og arrangerede dåseskjul. Han var inderligt elsket. Jeg var kronisk mørkeræd, til jeg på en koloni kom på natløb med Henrik, og han lærte mig at snige mig i skoven. At jo mørkere det var, jo bedre.
Og på værkstedet samlede Henrik Høvl bunker af børn til Gåder i Mørket. Han elskede altså tegneserier, og han kunne lave pjatfodslyden “BLBLBLBLBLBLBL” med en helt særlig rullen. Det gjorde den snærende. Og truende. Han brugte den tit, når Kirsten Kedelig gik forbi for at kontrollere. Og det var altså den slags glædelige oplevelser, som nu skulle begrænses af det system med at rationere tegneserier.
Det foregik sådan, at al udgang fra biblioteket foregik gennem skranken. Og her havde Ina Inkahue og Kirsten Kedelig taget opstilling. De blev de selvbestaltede posekiggere. Der var tre år, til Jakob Stegelmann fik gennemtvunget Så er der tegnefilm. Der var seks år, til Hej P3 startede. The Voice fandtes ikke. Vore små sjæle skreg på underholdning. Og nu blev den rationeret.
Hvor der er en vilje, er der imidlertid en vej: Et dusin små rødder (hvoraf i hvert fald undertegnede var så udspekuleret, at han i en alder af 11 år måtte betegnes som decideret farlig) satte lynhurtigt valget af tegneserier i system. Det gjaldt om at forhindre dubletter: Den enkeltes smag inden for tegneserier var underordnet, så længe der kom 60 FORSKELLIGE albums ud af det.
Dette havde faktisk en stærkt dannende effekt, der ikke var forudset af Unge Pædagoger: Med en måned at slå ihjel og med kun 60 hæfter blev man faktisk tvunget til at læse ting, der måske ikke var ens førstevalg, men var okay, fordi det faktisk udvidede ens horisont. Det var på denne måde, at jeg stiftede bekendtskab med Linda og Valentin og de vidunderlige historier Storbyen, der druknede, Velkommen til Aflofol og Herskerens Fugle såvel som Bob Morans Den Gule Skygges Dukker og meget mere.
Det har været hårde forhold for Tankepolitiet. Jeg ser dem endnu stå som en flok gnavne toldere for at sikre, at vi også tog fem ”rigtige” bøger med. Det var særligt Ina en udpræget pine at kontrollere disse bøger, siden de små rødder ærlig talt var skideligeglade med, hvilke bøger de tog med tilbage.
De tog bare fem styks for at kunne komme afsted med det tilsvarende, maksimale antal tegneserier, og de ”rigtige” bøger var mildest taget en broget liste: Jeg mener, det var sådan nogle bøger som Skilmisseret, Fuchsiaens Pleje, Skønvirke i Danske Provinsbyer, Sådan Spiller Man Tuba, Jeg Holder Grib og lignende.
Til at starte med nød Ina Inkahue ellers rollen som selvbestaltet posekigger, og hendes ansigt lyste af ekstatisk begejstring, når hun tømte posens indhold ud på skranken (jeg tror ikke, hun havde en kæreste). Men som vores system blev sat i værk, og paraden af besynderlige titler skred frem, stirrede hun mere og mere forvildet på Filateli for hver Mand og Hjortens Flugt og Skovmårens Kønsliv uden helt at fatte de snedige mekanismer, der var på spil.
En inderlig fred – et nirvana – herskede de næste par dage på Fritidshjemmet: 12 små rødder flød i sofaerne, så totalt fordybet i hvert sit tegneserieunivers, at min bedste ven kom til at sige ”HUBA!” som Spirillen, da nogen kaldte på ham. På midten af bordet stod et stort svajende bjerg af ”rigtige” bøger. De samlede et godt, tykt lag støv. Tegneserierne læstes til gengæld i smadder, beskuet af fire gnavne pædagoger.
Den eneste pædagog, der ikke var gnaven, var Henrik Høvl. Han strålede som en sol, mens han gennemgik de kulørte guldkorn. Alene dette gjorde ham naturligvis suspekt i Kirsten Kedeligs øjne. Og snart efter blev Henrik Høvl fyret på en eller anden teknikalitet om antallet af børn i værkstedet. Jeg mente dengang – og mener endnu i dag – at pædagogerne var misundelige på hans store popularitet hos os unger.
Men kan oprør knægtes? Næppe, det er i hvert fald svært. Mælkebøtten finder bare et andet sted. Jo voldsommere tvang, jo mere kreativt bliver oprøret bare. Som satiren under besættelsen, og som dissidenterne før Murens fald. Vesterhavsbunkere eller Berlinmure, betonen flækker altid til sidst.
Kan humor knægtes? Jeg tror det ikke. Selv i den tykkeste beton skyder der jo tit en mælkebøtte frem. Og selv i det mest frelste og gnavne, munkemarxistiske system, finder humoren, glæden og spændingen en vej. Både i den store og den lille undertrykkelse.
Flere år senere traf jeg Henrik Høvl under karnevallet i København. Jeg udtrykte på manges vegne min sympati med ham. Han grinede bare, det skulle jeg ikke tænke på. Han var nu en meget efterspurgt fotograf og havde skabt en karriere på det. ”Det er meget vigtigere, at du ikke glemmer Pjatføddernes krigsråb fra Umpa-pa,” sagde han. Og så satte vi begge fingrene til læberne og spillede en hilsen til Ina Inkahue, Kirsten Kedelig og alverdens tankepoliti:
“BLBLBLBLBLBLBL!!!”
