Valget er udskrevet, og selvom fokus naturligvis vil være på dem, der er på valg, er der en anden og større gruppe, der også får nyt job på baggrund af valgresultatet: Jeg tænker på dem, der bliver ansat til at arbejde bag kulisserne i partierne.
Jeg har selv været en af dem.
Efter Nye Borgerlige kom i Folketinget i 2019 tog jeg et spring fra at være gymnasielærer til at være politisk konsulent på Christiansborg. Som de fleste andre danskere havde jeg ingen anelse om, hvad det indebar at sidde i et politisk sekretariat. Forud for min ansættelse havde jeg aldrig været aktiv i partipolitik. Mine erfaringer med politik bestod af sociale sammenkomster i Konservativ Ungdom, lidt paradoksalt, da jeg på det tidspunkt var en både voksen og færdiguddannet mand.
Det skal ikke handle om mine relationer til politikerne i Nye Borgerlige her. For der er ikke noget at udsætte på nogen. Det var en skøn tid med skønne mennesker. Jeg vil hellere fortælle om, hvad man opdager ved at komme udefra og blive ansat i magtens højborg.