I Politiken har en ung forfatter – ja, navnet er ligegyldigt (hvem faen er det!) –  angrebet brugen af Dannebrog og nationale symboler i forbindelse med EM. Det er ”banal nationalisme”. Han har helt ret. Nu skal I høre.

Forleden var jeg i København. København interesserer mig faktisk ikke rigtigt. I det mindste er det en by, jeg er mindst lige så frastødt af, som jeg er tiltrukket. Når jeg en sjælden gang befinder mig i det københavnske natteliv, svinger barometeret kraftigt i retning af det første.

I hvert fald indtil det lykkes at finde en af disse herlige lommer, der godt nok er både i og af nattelivet, men som samtidig slår en tryllekreds om mig, så jeg mest af alt slipper for at forholde mig til den evigt bevægende mængde af maddikeagtige menneskekroppe, der søger udveksling eller ganske åbenlyst står i begreb med netop dette. Ikke at der er noget i vejen med det. Men mængden. 

Det er som en dårligt blandet drink.

Men i det føromtalte forleden var der altså fodbold. Danmark vandt, I ved. I Baku. Mod tjekkerne, der også var i Baku. 

Ikke at jeg forstod, hvordan alle disse folkeslag var havnet i Baku. Jeg havde undret mig over det, da jeg så kampen i fjernsynet. Halvtomme tribuner. De fåtallige danske fans samlet i et mindre område af den aserbajdsjanske diktators Colosseum. Tjekkerne var angiveligt et andet sted. Men hvem ved? Hvordan genkender man en tjekke? Når man altså ikke er i Prag og bare sådan kan antage, at folk i det hele taget og generelt er tjekker? 

Ellers syntes tilskuerrækkerne at have været præget af spredte grupper af mennesker i neutrale farver. Måske var det tvangsudskrevne fårevogtere eller hjemsendte soldater fra Aserbajdsjans overfald på den kristne armenske enklave Nagorno-Karabakh, som landets hellige krigere for ganske nyligt har hærget. I Rom fik de hjemsendte soldater deres eget jordlod. Måske man i Baku kan spise dem af med billetter til en ottendedelsfinale? Det og så udsigten til de berømte 72 jomfruer – eller rosiner – i det hinsides. 

Jeg deler det vilkår med størstedelen af verdens befolkning, at jeg ikke ved meget om Aserbajdsjans indre liv. Til gengæld ved jeg heller ikke meget om fodbold. Når det kommer til fodbold, tilhører jeg de sidste dages hellige. Eller det er måske for meget sagt. Hellig bliver jeg ikke engang på den sidste dag. Jeg er tilskuer ikke bare til kampen, men også til tilskuerne. Mit forhold til fodbolden går gennem flere led. Det er en andenordensobservation. Mindst. 

Alligevel er det ikke sådan, at jeg ikke kan mærke glæden over, at det går Danmark vel. Det kan man vel ikke lade være med. 

Helt bogstaveligt. Det store flertals brændende interesse for fædrelandets store sejre er jo så insisterende, at det for tiden næsten er national apostasi at hejse flaget alt for højt på sin nok nationale, men sportsligt indifferente flagstang. 

Men ud over det næsten intimiderende i den nationale enighed føler jeg også en mærkværdig glæde, som altså – det håber jeg står nogenlunde klart – har den allermindst tænkelige tilknytning til sporten. Så den må jo komme af noget andet.

Men tilbage til det føromtalte forleden, hvor jeg altså var i København. Der fandt jeg mig pludselig midt i dette berusende virvar af rødt og hvidt, mere eller mindre lødige kampsange og radikal anderledeshed. Det var hen-rykkelse i ordets egentlige forstand. 

Det var rulletrapper fyldt med mennesker af enhver slags, men først og fremmest unge, der trallede højt i kor med alt, hvad øjeblikket gav dem at arbejde med. Det var ikke meget. Resultatet var derefter, men begejstringen ikke. 

Det var en spækket rådhusplads, hvor fællesskabsrusen havde sat enhver regel og norm – og naturligvis enhver antiseptisk coronaregulering – ud af kraft. Det er sådan her, kommunitarisme ser ud, tænkte jeg. Så skyndte jeg mig at springe til siden for en flok kommunitarister, der var på vej ind i min bane. Jeg mener, at forfatteren Jacob Paludan et sted har skrevet noget om, at der ikke er sympati med ham, som bliver kørt over af sporvognen. For det er jo fremskridtet, og der må man ikke stå i vejen. 

Det samme gælder med øjeblikkets levende fællesskab. Hvis du står i vejen for det store ”vi”, er det med at komme til siden i en vis fart. 

Lidt senere på aftenen kom dette ”vi” stavrende ned ad trappen til en beværtning, hvor jeg havde indfundet mig sammen med et beskedent selskab. Den levede folkeligheds ”vi” havde dér fundet kødelig form i en dannebrogsindsvøbt mand i 20’erne. Hans blik var så fjernt, som kun kombinationen af vi-følelse og rusmidler kan gøre dette sjælens spejl.

Også han trallede. Og så skålede han. Han slog sin flaske ind i folks glas. Han råbte skål. På et tidspunkt splintrede han ved denne fremgangsmåde et ølglas i hånden på en ung herre, hvis bentøj herved blev velsignet med fællesøjeblikkets øldåb. Det skal jo ikke kun være en fest for ganen.

Men tilbage til den unge mand i Politiken. Hans pointe er, at den banale nationalisme er skidt. Både fordi den er national, og fordi den er banal. Udtrykket ”banal nationalisme” stammer i øvrigt fra historikeren Michael Billig. Det peger i al sin enkelhed på, at det nationale genskabes gennem symboler vi støder på i det daglige. Det er en god pointe. Delvist. 

Men banalt betyder her bare dagligdags. Det peger på nationalt fællesskab som en praksis. Polemikken er ikke imod banaliteten, men troen på, at det nationale er noget, man kan skabe ved at skrive en afhandling om sproghistorie og grænsedragning. Det nationale er netop ikke bare en intellektuel konstruktion. 

Det er, som om der er noget, der aktiveres inden i os gennem symbolerne. Men den slags forstår man nok ikke, hvis man skriver i Politiken?

Det nationale lever i et konkret fællesskab. Det er noget, vi gør. Banaliteten er i den forstand netop dets styrke. Måske kan vi også sige, at selv det mest banale kan fremkalde det nationale vi. Selv det mest banale. Det vidner om fællesskabet som urkraft, uomgængelighed og dybt menneskelig trang. Intet over og intet ved siden af. Det var nok derfor, jeg også – en kort stund – kunne mærke glæden over sejren i Baku.