Fodbold interesserer mig ikke det fjerneste, hverken som tilskuer eller udøver. Misforstå mig ikke: Jeg har intet imod hverken spillet eller dets fans. Alle bør have en hobby, og fodbold er selvsagt bedre end opiumsrygning, capoeira eller fusionsjazz.
På grund af min manglende interesse for spillet går jeg meget lidt op i, hvilke depraverede regimer der har forgyldt denne eller hin moralsk og økonomisk bankerotte sportsorganisation til at henlægge turneringer til deres baghaver.
Jo jo, jeg synes da også, det er for dårligt, at FIFA er blevet bestukket til at henlægge VM til det islamismestøttende regime i Qatars migrantarbejderkirkegårde forklædt som stadioner. Det burde de lade være med.
Men eftersom internationale sportsorganisationer er domineret af en uheldig kombination af diktaturregimer og bundkorrupte mennesker, kommer det nok ikke til at ske. Så da verden er stor, problemerne mange og livet kort, tillader jeg mig at overlade kampen mod FIFA til dem, der går op i fodbold.
Indtil tirsdag, da formand Gianni Infantino - der ikke personligt har spillet fodbold, men til gengæld været i fedtefadet for at købe madrasser og en trappemaskine til sig selv på FIFAs regning - erklærede, at Rusland og Ukraine burde indstille kamphandlingerne, mens der bliver spillet fodbold.
“Fodbold og verdensmesterskabet tilbyder jer og verden en enesteående platform for sammenhold og fred verdens over”, sagde Infantino henvendt til de stridende parter. Man må nemlig forstå, at spørgsmålet om, hvilke landes driblemaskiner der er mest effektive, er af en så enorm væsentlighed, at det bør være afgørende for verdensfreden.
Kombinationen af skamløshed og selvovervurdering er i særklasse. I ramme alvor forventer FIFA’s formand, at den russiske invasionshær, der ønsker at udslette den ukrainske nation, og de ukrainske styrker, som gør deres bedste for at forhindre dette, skal sætte sig ned og trille tommelfingre i et par uger, fordi der bliver trillet bold i en ørkenstat.
Hvad værre er: En våbenhvile vil være en fordel for Putins overfaldshær. De russiske tropper er pressede og har hårdt brug for tid til at omgruppere og forstærke deres forsvarslinjer inden vinterens komme, mens man kæmper for at gøre russernes tvangsindskrevne rekrutter kampdygtige. Som George Orwell så koncist bemærkede for længe siden, ender vestlig pacifisme meget let med at blive profascistisk i praksis.
