Debat

16.10.24

Klimadebattens sande ansigt viser sig, når privatfly går på vingerne

Debatten om privatfly har endnu engang vist, at det handler om at udskamme få mennesker fremfor at vise vejen til en grøn fremtid. Et forbud er symbolpolitik, der på en god dag blot giver en rar følelse i maven.

For nylig slog Danmarks Radio et stort brød op med deres afdækning af de riges brug af privatfly. I en ny skræmmekampagne sigter DR mod samfundets laveste fællesnævner med overskrifter som ’virkelighedsfjernt’ og en quiz om velhavende menneskers CO2-udledning.

Hermed slår DR hårdt på tromme for den uproportionelle hetz, der føres mod en gruppe mennesker i toppen af vores samfund, der bruger privatfly, når arbejdet fylder, men tiden er knap.

Menneskene, som udskammes i DR’s temaserie, er typisk topdirektører i de største virksomheder, der til sammen beskæftiger flere hundrede tusinder, hvis ikke millioner af mennesker.

Det er virksomheder som Grundfos, Danfoss og Vestas, som er vitale for den grønne omstilling samtidig med, at de sender den største skattecheck til staten, når politikernes grønne regning skal betales.

Det har desværre ikke fået SF til at lægge våbnene fra sig, og på deres Instagram tordner de mod danske virksomheder i dyb forargelse over, at nogle få mennesker med mange penge i tegnebogen vælger at transportere sig med eget fly.

Men for virksomhederne er det vigtigt at kunne komme hurtigt ud i verden, når de skal pleje interesser ved kunder, leverandører eller andre interessenter, og her kommer rutefly ikke altid til undsætning.

Vi kan ikke forvente, at Bestseller vil ligge i Brande, Grundfos i Bjerringbro eller Danfoss i Nordborg, hvis de ikke må transportere sig med eget fly.

Tværtimod er det stort set umuligt at beholde nogle af de største virksomheder ude i provinsen, hvis vi forbyder deres vej ud til den globale verdenshandel.

Fremfor den store forargelse, der primært hersker på venstrefløjen, kunne kræfterne i stedet være brugt konstruktivt. For det var selvsamme venstrefløj, der sidste år skrabede penge ud af flybranchen med en grøn afgift, men prioriterede indtjeningen til en forhøjelse af ældrechecken.

Det er årligt 600 millioner kroner, man i stedet for kunne have brugt på at udvikle bæredygtigt brændstof – noget Lego ironisk nok prøver at fremskynde.

Ofte fremstår man som en ussel og og usympatisk kapitalist, når man forsvarer folk med misundelsesværdige lønninger, som belaster vores alles klima.

Men jeg mener ikke, det er privilegieblindt at insistere på, at vi skal have en ordentlig debat om, hvordan vi løser klimaudfordringerne.

Det får vi ikke, hvis vi hellere vil udskamme individer for at få det bedre med os selv i stedet for at kigge på, hvad vi skal gøre som samfund.

Det er symbolpolitik at forbyde privatfly, og det giver muligvis en god følelse i maven, men det rykker ikke noget på klimaet.

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter