Den 7. september skrev to medlemmer af Venstres Ungdom her i Kontrast, at overvågningsstaten ikke er løsningen på vores svenske problem.

Selvom jeg på et grundlæggende plan er enig i, at ansigtsgenkendelse er en krænkelse af privatlivets fred og individets rettigheder er det et nødvendigt onde, og et redskab, vi må tage i brug.

En endnu større krænkelse af privatlivets fred og individers rettigheder er nemlig i mine øjne at blive udsat for grov vold og drabsforsøg. Der kan ikke være nogen uenighed om, at Danmark står med et alvorligt problem, når svenske bander flytter deres konflikt til dansk grund, og sender deres ”soldater” over grænsen for at begå de groveste og farligste forbrydelser.

Derfor er vi også tvunget til at tage skrappe midler i brug, for at kunne modstå den trussel. Her er ansigtsgenkendelse et effektivt redskab, som kan være til uvurderlig hjælp for politiet.

De to VU’ere glemmer også den nuance, at teknologien kun må tages i brug i de mest alvorlige sager af kriminalitet: drab, voldtægt og sager af betydning for statens sikkerhed. Der er altså ikke tale om, at vi skal til at bruge ansigtsgenkendelse imod helt almindelige danskere i helt almindelige situationer.

Kriminalitetsbilledet i Danmark har skiftet karakter, og derfor bliver vores efterforskningsarbejde også nødt til at følge med. Det gør os ikke til ofre, og det ødelægger ikke vores privatliv. Det kan tværtimod være med til at forhindre, at helt uskyldige danskere bliver ofre for, og mister livet i de svenske banders konflikt.

Deres kynisme og umenneskelighed skal møde hårde modsvar og skal straffes hårdt, men det lader sig ikke gøre, hvis ikke vi kan fange de kriminelle.

Jeg bryder mig sjældent om at forsvare socialdemokrater eller deres politik, eller tale imod andre borgerligere, men i det her tilfælde må jeg stå fast på, at hvis vi ikke kan leve, kan vi heller ikke have et privatliv.

Overvågning er et onde, men i lyset af den aktuelle kriminalitetssituation er det et nødvendigt onde.