Hvad betyder mest for menneskers oplevelse af tilfredshed med livet? Et stort spørgsmål, vi naturligvis ikke er bange for at tage op på dette ydmyge sted. For spørgsmålet angår den aktuelle debat om sammenhængskraft, frihed og velstand.
I FN’s seneste World Happiness Report (WHR) ligger Danmark nummer to på ranglisten over lande med størst livskvalitet eller ”lykke”. Nu kan man mene, at undersøgelsen angår rent subjektive oplevelser, og at de parametre, hvorefter man måler, er biased til fordel for individualistiske kulturer, dvs. Vesten. Friheder vægtes ganske vist højt, men der måles også på sociale netværk eller sammenhængskraft. Undersøgelsen er heller ikke rent idiosynkratisk. Der tages højde for syv forskellige faktorer – blandt andet personlige friheder, fællesskaber, velstand, tillid – der tilsammen med god grund antages at påvirke livskvaliteten.
Tre forhold er bemærkelsesværdige: 1) Med få undtagelser topper de protestantiske lande listen, og Israel er det eneste land på top 20, der ikke er kristent. 2) Costa Rica er det eneste land uden for Vesten, der er med i top 20. 3) Velstand betyder meget, men de mest velstående lande i verden er ikke engang i top 20.
Undersøgelsen kaster lys over debatten om, hvorfor vælgerne foretrækker Socialdemokratiet frem for de borgerlige. En hyppig indvending mod Socialdemokratiet er den liberale, at Danmark gøres mindre velstående og mindre frit.
Det er argumenter, der fremføres af bl.a. erhvervsmændene Lars Seier Christensen og Søren Kenner. Jeg kan godt følge kritikken, blot vil jeg fokusere mindre på frihed og velstand og mere på, at velfærdsstaten overtager flere af civilsamfundets kernefunktioner.
Den liberale kritikers største problem er, at han undervurderer menneskers behov for at føle sig hjemme i en kultur og i en stat, de kan identificere som deres. Det betyder på en måde mere end økonomi. Og her spiller indvandringstemaet en stor betydning.
Her er mit selvoplevede eksempel: Jeg tjener månedligt omkring 35.000 før skat, ikke prangende, alligevel vil jeg gerne gå ned i velstand for at kunne ”være mig selv”, dvs. føle mig hjemme i mit eget land blandt mit eget folk med den tryghed, sikkerhed og tillid, der følger med. Indvandringen er med til at ødelægge denne sammenhængskraft.
Jeg flyttede med min familie fra København til en mindre provinsby for nogle år siden, bl.a. fordi vi gentagne gange oplevede chikane (rettet især mod min kone), skolerne var dårlige, og så var der alle episoderne med vold og voldtægt, der dog ikke ramte os personligt. Vi flyttede til en af de mest homogene byer i landet og har ikke fortrudt det et sekund. Og det skønt mange ting er ringere, fx kulturtilbuddene og restauranterne, og andet er besværligere, fx afstanden til arbejdet, som også koster mere i transport.
Liberale giver sjældent overbevisende grunde til, at styrkeforholdet mellem et mere nationalkonservativt Socialdemokrati og en liberal borgerlighed med Ellemann som statsministerkandidat skulle ændre sig. Og det skyldes de liberales betoning af et bestemt frihedsbegreb.
Danskerne føler sig meget frie. De føler, der har masser af materielle goder, tryghed i ansættelserne, mange frihedsrettigheder: De har ret til at blive skilt, få abort, udleve deres seksualitet og til at ytre sig (indtil videre!). Der findes vel ingen friere lande end Danmark, målt på det, der virkelig betyder noget for danskerne.
Man kommer ikke langt med at appellere yderligere til den form for frihed. Til gengæld underkender liberale netop det punkt, hvor danskerne føler, de mister reel frihed i disse år – tryghed, sikkerhed, tillid, følelsen af at høre hjemme. Liberale vil gerne have mere frihed, men formel frihed er en ting, reel frihed en anden. Hvad hjælper fx en styrket, privat ejendomsret, hvis man ikke føler sig fri i det omgivende, offentlige samfund?
Danskernes frihed begrænses i disse år på grund af indvandringen. Eksemplerne er talrige, her blot nogle få fra hverdagen: Børn, der hele tiden må færdes mindst to og to af frygt for at blive overfaldet af bandemedlemmer helt ned til 12 år, og de, der bliver overfaldet, tør ikke anmelde det, selv i gode kvarterer i de større byer. Voksne, der ikke længere tør tage S-toget. Kvinder, der bliver spyttet på, råbt ad, seksuelt forulempet, selv på åbne gader. Områder i boligkomplekser, hvor man ikke længere kan drikke en øl nede i gården uden at blive chikaneret.
Det er et stykke reel frihed, der tages fra os, hver eneste dag, og livet bliver hver gang en smule mindre lykkeligt.
Socialdemokraterne viser, at de passer bedre på Danmark end de borgerligt-liberale. Derfor vil de bevare magten, indtil de borgerlige finder et modsvar, der handler om livskvalitet og sammenhængskraft.
Se også den relaterede diskussion i Interviewet på Kontrast, hvor Kasper Støvring mødte Tom Jensen, chefredaktør for Berlingske.
