”Intet Nyt Fra Vestfronten” er mit bud på verdens vigtigste bog. I 1980erne tog fredsbevægelserne den til sig som et pacifistisk manifest. Det var et overgreb på værket. Det er langt fra missionerende. Det er på ingen måde Erich Maria Remarques ærinde. Han var ikke moralist. Han var realist.
Beskrivelsen af skyttegravene under første verdenskrig er ligefrem men aldrig formanende. Der er gådefuld uhygge men ingen slørende stoflighed. Det er ukunstlet nærværende, så rædslerne fremstår ubestridelige. Det var derfor, at den var farlig for Hitlers dødsmaskine. Det var derfor, at stormtropper brændte den på store bål i 1933.
Plads til kunst er den største trussel mod despoter
Fornyet forsvar i Europa er nødvendigt. Vi må dæmme op for Rusland og Kina. Men Putin og Xi Jinping ved frydefuldt, at undtagelsestilstand og forøgede udgifter til militæret ryster økonomierne. Oprustning belaster velfærdssamfundet. Den sker på bekostning af kultur, der kan være systemkritisk.
Den største trussel mod despoterne er plads til kunst, der udfordrer paradigmerne. Reformation, oplysning, fri ytring er idéhistorisk Europas største bedrifter. De indgår i et vidtgående våbenkapløb, og her er vi langt foran.
Lovenes ånd
Lad os kaste et blik på en af pionererne. Den franske purist Charles-Louis Montesquieu var i 1700tallet en ihærdig tilhænger af kristendom og religionsfrihed, men den stridslystne baron skrev samtidig berømt: ”Kristus´ rige har som intet andet forårsaget borgerkrige og blodsudgydelse”.
Fanatiske monarker forskruede i middelalderen tro og mission. Kirken blev alibi for grådig imperialisme. Biblen var et mordvåben. Det satte Montesquieu sig for at ændre i. Tyranni med krucifikset som alibi og centralistisk megalomani skulle slutte, og forfatteren udtænkte sit revolutionerende princip om magtens tredeling i sin bog ”Om Lovenes Ånd”.
Tredelingen
Det er i særklasse bemærkelsesværdigt, at han kobler lov og ånd. Montesquieu anfører smukt forskel på lov og diktat. Lov er åben for fortolkning. Lov er en etisk forpligtigelse. Det er ikke et dekret. Lov skal tværtimod sikre en dialektisk dynamik. Det er liberalisme i sin essens.
Ludvig d.14 mente som bekendt totalitært, at ”staten, det er mig”, så reformerne var første stormløb på autokrati og enevælde. Han gør op med hermetisk indsnævrede korridorer i magtens midte. Den lovgivende, den udøvende og den dømmende deling er parlamentarisk vingefang. Det åbner horisonterne. Det former civilisation og retfærd. Hos Montesquieu er lov et frihedsbegreb.
Propagandaen savner sjæl
Han var inspireret af den engelske filosof John Locke, der klogt skriver; ”Det statiske og gentagende er kedeligt. Det retningsløse og tilfældige er forvirrende. I midten af dette befinder kunst sig.”
Når kunst er propaganderende lukker den sig i eget rundhyl. En flod skal bruse på bjergsiderne; Lad d den være understrøm. Der må være et sigte i ytringen, men når budskaberne er for åbenlyse, mister de sjæl. Det mystiske er til enhver tid det mest interessante.
Montesquieu beundrede den stramme komposition i klassisk musik. Her ser han en lovbundethed i kunstens kerne. Den sætter sig ikke i luftvejene, den er tværtimod forløsende. Påbud er ikke det samme som lov. Påbud er diktaturets credo. I lov folder ånd sig ud. Lad fantasien komme til magten. Den truer også fjenden.
