”Vi er en regering, der har det meget, meget klare mål at skabe de nødvendige forandringer,” sagde Mette Frederiksen på et pressemøde forleden, og igen skurrede klichéen i ørerne for undertegnede.
Det var selvfølgelig det med nødvendigheden, og hvad vi er ”nødt til” at gøre. Irriterende i sig selv og som et symptom på et større problem, især nu i den teknokratiske højsæson med en bred regering. Kort efter sin genudpegning som finansminister havde Nicolai Wammen ligeledes varslet “nødvendige reformer”.
Det retoriske trick er effektivt. I princippet kan man ikke være uenig i, at politikere med flere gør det nødvendige. Nok så vigtigt ligger det implicit i formuleringen, at ens modpart logisk bliver iscenesat som tilhænger af det unødvendige. Hvem kan dog gå ind for det?
