Danmarks Radios politiske serie Borgen vender tilbage her i februar, og det forlyder, at Grønland spiller en central rolle i den nye sæson. En fin lejlighed til at se nærmere på, hvilken rolle landet og folket spiller i DR’s dækning i den virkelige verden. Af denne dækning kan man ikke lære så meget nyt om Grønland, men alt for meget om problemer i journalistik.
Der sker nemlig noget spøjst med journalister, der kommer til Grønland. De er gået ombord på flyet pænt opdraget af moderne trendenser. Nu skal vi have grønlændernes stemmer frem, tænker de. Nu skal vi op af fortidens racistiske grøft og gøre noget andet end danskerne før os, som kun så disse mennesker som fordrukne eskimoer. Nu skal det handle om grønlænderne selv. Det lyder jo smukt. Hvad sker der så?