Udlændingedebatten bærer præg af, at vi alt for ofte skal begynde med Adam og Eva igen og igen. Helt åbenlyse og kvantitativt særdeles velbelyste kendsgerninger bliver med uelegant arrogance glemt, fordi det åbenbart er ideologisk afgørende for især liberale at påstå, at arbejdskraft udefra gavner modtagerlandet i langt de fleste tilfælde.

Det er ukorrekt i Danmarks tilfælde, som jeg vil vise her, men først til nogle af Thomas Bernt Henriksens påstande i Berlingske, som er hentet fra Økonomiministeriets ”Økonomisk redegørelse” fra i år.

Først et langt citat
Thomas Bernt Henriksen skriver bl.a. i Berlingske den 30. august på baggrund af redegørelsen:

”Migrantarbejderne har siden 2015 bidraget med over 40 procent af væksten i dansk økonomi. Migrantarbejderne bidrager årligt med 150.000 kroner til de offentlige finanser hver - asylansøgere giver et underskud på over 100.000 kroner. Migrantarbejdere stabiliserer dansk økonomi, fordi de i en lavkonjunktur bliver fyret først. Beskæftigelsen for migrantarbejdere er fire gange så konjunkturfølsom som for danskere i job.

Migrantarbejdere bidrager til en yngre arbejdsstyrke. Cirka 80 procent af migrantarbejderne er 15- 64 år sammenlignet med 62 procent for danske statsborgere. Med alt det, vi ved, må man stille spørgsmålet og åbne debatten om, hvorfor vi kun har 400.000 migrantarbejdere og ikke 800.000, en million eller tre millioner? Jeg forstår det faktisk ikke.”

Det lidt lange citat tjener til at vise to ting: For det første Thomas Bernt Henriksens ligegyldighed for Danmark som danskernes eneste hjem på denne jord og for det andet hans helt ukritiske gengivelse af Økonomiministeriets fremstilling.

Et mønster siden 1960'erne
Og hvorfor nu det? Fordi hverken ministeriet eller Thomas Bernt Henriksen orker at tænke frem i tiden og regne på, hvad konsekvenserne bliver, når mange af disse migrantarbejdere fra hele verden gerne vil blive i Danmark, og hvor mange af dem vil søge og få familiesammenføring. Sådan er det nemlig gået siden 1960’erne og de såkaldte gæstearbejdere, og det vil det gøre igen, tyder alt på.

Skønmaleriet i Økonomisk redegørelse er et øjebliksbillede og tager ikke højde for, hvad indvandringen vil betyde på længere sigt. Både Thomas Bernt Henriksen og Økonomiministeriet går ud fra, at når konjunkturerne vender, så vender indvandrerne hjemad. De går også ud fra, at deres medbragte familier vil opfostre børn, der vil ligge på niveau med danskernes børn i forhold til uddannelse og jobs. Det ved de ikke noget om, og erfaringerne fortæller en helt anden historie.

Efterkommere af indvandrere har hidtil klaret sig dårligere end danskere, og de er tilmed mere kriminelle end deres forældre.

I disse tider modtager vi rigtig mange indvandrere fra Iran, Indien, Nepal, Bangladesh og Pakistan. De kommer for at arbejde, men det afhænger virkelig af, hvilket samfundslag de kommer fra i forhold til, om de vil klare sig godt her over tid. Og igen, så har vi slet ikke talt om de kulturelle og sociale spændinger, som indvandring fra disse lande fører med sig. Det har vi ellers efterhånden et ret klart billede af fra England.

For 16 år siden beregnede Nationalbanken ud fra den såkaldte DREAM-model, hvordan forskellige typer af arbejdskraft ville påvirke de offentlige finanser på længere sigt. Nationalbanken opererede dengang i 2008 med fire typer af indvandring samt to, hvor den ene handlede om den strukturelle arbejdsløshed og den anden om ”perfekt integration” af indvandrere og efterkommere, hvilket aldrig kommer til at ske.

Skal vi se på konklusionen, Thomas Bernt Henriksen?
Tre af de fire typer indvandring ville få en negativ effekt på de offentlige budgetter. Kun såkaldt ”superindvandring” gav i modellen et overskud. Herom skrev Nationalbanken:

””Superindvandring” omfatter indvandrere, der først kommer til landet efter endt uddannelse, har en erhvervsfrekvens på 100, ikke medbringer deres familie og forlader landet igen inden pensionsalderen.”

Det er faktisk meget nemt at forstå. Det danske velfærdssystem er indrettet sådan, at det meget hurtigt går i minus, hvis ikke arbejdskraften udefra er i snit mindst lige så godt og helst bedre og mere relevant uddannet end den danske. Det er ikke tilfældet og bliver det næppe nogensinde, fordi danskerne som folk i forvejen er et af de dygtigste i verden, sagt helt uden pral, bare som en konstatering.

Klassisk vrøvl fra liberale
Det er særpræget, om end sigende, at man med jævne mellemrum skal tilbagevise dette vrøvl om udenlandsk arbejdskraft som en velsignelse for dansk økonomi. Velsignelsen er mildest talt stærkt begrænset, og så skal jeg denne gang undlade at dokumentere de omfattende skader på Danmark af kulturel art, der finder sted, når den etniske sammensætning ændres hurtigt over tid.

Dette sidste og allervigtigste vil dog helt sikkert være spildte Guds ord på Balle-Lars i skikkelse af Thomas Bernt Henriksen og de andre rent liberale.