Den engelske dronning Anne Boleyn i 1533-1536 var som sine forældre og den kongelige slægt en hvid kvinde. Det er hun ikke i en ny serie på den britiske tv-kanal Channel 5, hvor Anne Boleyn bliver spillet af den sorte skuespiller Jodie Turner-Smith. Det var det seneste skud på stammen, hvor en hvid karakter i mangfoldighedens navn bliver erstattet af en farvet skuespiller. Det er tidens tendens i kunst, hvis formål angivelig er mangfoldighed.
Den amerikanske Academy of Motion Picture Arts and Science, som bl.a. står for Oscar-uddelingen til store film, lancerede allerede sidste år nye regler for film, der kan opnå en Oscar som årets bedste. Ifølge de nye regler, som træder i kraft i 2024, skal disse film kvalificere sig efter politisk korrekte målestokke.
For eksempelvis at leve op til 'Standard A' skal mindst en af filmens hovedpersoner eller en vigtig birolle være besat af en person fra en minoritet, eller mindst 30 procent af de resterende skuespillere skal være fra en minoritet, eller mindst et af filmens temaer skal berøre en minoritet. Minoriteter er ifølge Akademiet kvinder, mennesker af en anden hudfarve end hvid, socialt svage personer, fysisk eller mentalt svage personer samt personer fra segmentet LGBT+.
En film kan også gøre sig et håb om en Oscar ved at leve op til en såkaldt Standard B, som betyder at mindst to kreative ledere, eksempelvis castingleder, scenograf eller kostumedesigner, komme fra en “underrepræsenteret gruppe”, f.eks. en etnisk gruppe, LGBTQ+ eller være kvinder. Eller kvalificere sig ved at opfylde Standard C eller Standard D, men også her er betingelsen at filmen et krav om en blandet sammensætning af teams.
De tyske delstater Hamburg og Schleswig-Holstein indførte kort tid efter identitetspolitiske elementer som krav for at modtage filmstøtte. Flere andre er fulgt efter, heriblandt Det Danske Filminstitut, hvor ansøgerne om støtte til film- eller tv-projekter fremover skal redegøre for, hvor mange personer med anden etnisk baggrund end dansk der er involveret i projektet. Der er foreløbig ikke tale om et krav, men mon ikke det blot er spørgsmål om tid?
At påstå, at en films kvalitet fremover ikke handler om et kunstnerisk indhold, men om inklusion og mangfoldighed, ville formentlig være overdrevet, da det ene ikke nødvendigvis udelukker det andet. Det er blot et faktum, at et projekt på et højt kunstnerisk niveau ikke kan opnå støtte, og hvis det alligevel lykkes at gennemføre projektet, vil sådan en film være afskåret fra eksempelvis at gøre sig håb om en Oscar.
I virkeligheden sker der det, at man begrænser den kunstneriske frihed og kreativitet. Altså at man i mangfoldighedens navn begrænser mangfoldighed.
Lyder det ikke helt vanvittigt? Hvor er egentlig forskellen mellem det, vi er vidner til nu, og tiden i Østeuropa under Sovjetunionen, hvor der også var klare regler for, hvilke film eller anden kunst, gjorde sig fortjent til støtte fra staten? Dengang skulle kulturen afspejle de kommunistiske værdier, det brave socialistiske menneske. I dag en misforstået og falsk mangfoldighed.
Regler og påbud i kunsten kan IKKE forsvares, uanset om de handler om socialisme, nationalisme, kristendom, etniske eller seksuelle minoriteter eller om noget helt andet. En monokultur bringer aldrig noget godt med sig, og det må nærmest være en pligt for ethvert tænkende menneske at råbe op.
Gør vi det ikke nu og ikke klart siger fra, er det kun spørgsmål om tid, hvornår vores børn og børnebørn oplever f.eks. Snehvide spillet af en transseksuel afrikaner. Ikke fordi jeg har noget imod transseksuelle afrikanere, men jeg har noget imod at blive påduttet noget, andre har bestemt som værende det korrekte syn på samfundet. Jeg har prøvet det før og kan berette, at det ikke er specielt sjovt.
