Jeg kan ikke være den eneste, der har bemærket det.
Det er ikke længere muligt med det blotte øje at se forskel på en politiker, en erhvervsmand, en NGO-formand, en statslig embedsmand, en kommunal mellemleder eller en ansat i mediebranchen – alle går de klædt i de samme hvide eller blegblå skjorter uden slips, udefinerbart mørke bukser, en uskyldig frisure og i stangvare-blazere, der som oftest er prydet med den nærmest obligatoriske verdensmålsnål. Lad os kalde det organisationsfidusernes uniform.
På de gammeldags erhvervsbosser, kontorchefer og fagforeningspampere kunne man i det mindste se forskel på slipsene. I dag ser de ikke bare ens ud, de lyder også ens, når de taler. Det hele er det samme.
Hvordan kan det dog være?
Et bud kan vi finde hos en forlængst afdød amerikansk tænker ved navn James Burnham. Han var en frafalden trotskyist, der i løbet af sit liv blev større og større modstander af kommunismen og tilhænger af det frie samfund. Han skrev en række bøger, der er værd at læse, men her vil jeg bruge den analyse, som han fremlagde første gang i bogen The Managerial Revolution fra 1941. Man kan læse en kortere gennemgang af hans tanker her.
Hans analyse var, at magten i de vestlige samfund var ved at forskubbe sig fra det traditionelle borgerskab til en ny administrerende klasse af ”managers”. En analyse ikke ulig dem, Joseph Schumpeter og Ludwig von Mises fremsatte i samme periode, og som man på dansk også kunne se mindelser om i Jørgen S. Dichs pointer om den herskende klasse i den offentlige sektor fra 70’erne.
Det er svært at oversætte “managers” i Burnhams forstand direkte til dansk, det har en snert af bl.a. ”bureaukrat”, ”funktionær”, ”bestyrer” og ”mellemleder” over sig. Men jeg har valgt at kalde dem for ”organisationsfiduser” som cadeau til min gamle underviser Christian Bjørnskov, der flittigt brugte udtrykket om universitetsbureaukrater.
Fidusmageri og konsensus
Organisationsfiduserne taler ofte om noget om det grønne, noget om verdensmålene, noget om diversitet, lidt mere om diversitet, og så selvfølgelig puljer, puljer, puljer fra statskassen. Man fortæller gerne ihærdigt og længe om alle sine visioner for at lave verden om. Men kun på nogle punkter, på andre skal man ikke stikke snuden frem.
En stor virksomhed som Nordea er hunderæd for at udgive noget, der modsiger (den evigt skiftende) konsensus blandt magthaverne om coronavaccinernes effekt på at forhindre smittespredning. Også selvom alle mente det samme en måned senere.
Store spillere som DI og Dansk Erhverv går også vældig stille med dørene, når det handler om at udfordre socialdemokratisk politik. Man skal jo være gode venner med magthaverne, og i øvrigt passer det især de store meget godt, at vi i stedet for reformer og fri konkurrence får regulering og puljer, hvor organisationsfiduser i politik og embedsværk kan uddele milde gaver til de organisationsfiduser i erhvervslivet, der er mest følgagtige.
DI, ét af organisationsfidusernes flagskibe, har under stor fanfare fremsat et ”gender diversity pledge”, der grundlæggende handler om at indføre kvindekvoter i virksomhederne. Og stort set alle nationale og internationale virksomheder er på pletten med stort set identiske budskaber, når det handler om Pride eller Black Lives Matter – men selvfølgelig kun i Vesten.
Det samme med den politiske konsensus om, at rygerne skal jages. Salling Group vil ”medvirke til at skabe en røgfri generation”, og Coop begyndte allerede i 2018 at gemme cigaretterne bag de komiske forhæng, der siden har spredt sig til andre butikskæder. Man hjælper hjertens gerne med at drible politiske sager i mål og trække dem ned over hovedet på befolkningen. Find selv på flere eksempler, de er overalt.
Men hvor man beskytter status quo, når det handler om den omklamrende socialdemokratiske tryghedsstat, hvis tentakler rækker længere og længere ud i hele samfundet, slår man sig samtidig op som systemkritisk kæmper for social retfærdighed, når man ruller det ene ”stunning and brave” tiltag ud efter det næste.
Fidusernes fællesskab
Den centrale mekanisme er det, Burnham kaldte for “adskillelsen af ejerskab og kontrol af produktionsmidlerne”, som ifølge ham var ved at udhule den traditionelle kapitalisme.
På den ene side gjaldt det, at virksomheder sjældnere og sjældnere blev styret af ejerne, men derimod af et stort ledelseslag af lønmodtagere. Samtidig udvidede staten via regulering sin indflydelse over virksomhederne, og begge dele flyttede magten fra ejerne til organisationsfiduserne, typisk med fine eksamenspapirer (i enten tekniske, erhvervsøkonomiske eller samfundsvidenskabelige uddannelser) fra de samme universiteter. På den måde var en ny elite ved at blive skabt.
Med “elite” mener jeg (og Burnham) ikke én eller anden bøhmand fra bodegasnak, men noget rimelig nøgternt, nemlig en gruppering af mennesker med nogenlunde ensartede interesser, der udøver markant større indflydelse på samfundsudviklingen, end deres lille antal burde tilsige.
Traditionelt har de vestlige samfund, inklusive Danmark, været præget af flere forskellige eliter, der har konkurreret eller direkte bekæmpet hinanden, samtidig med armlægninger mellem eliter og organiserede massebevægelser.
Men det er, som om det hele er ved at smelte sammen til samme klasse af organisationsfiduser. De ligner hinanden mere og mere, omgås hinanden stadig mere, bor oftere og oftere ved siden af hinanden, og de deler i højere og højere grad det samme verdensbillede, som formidles via det, Curtis Yarvin har døbt ”katedralen” – medier plus den akademiske verden.
Sådanne organisationsfiduser (inklusive mig selv som kandidat i statskundskab) er uddannet til at organisere og optimere systemer, processer og/eller data. De laver analyser, beregninger, strategier, rapporter, skemaer. Og det skal på ingen måde forstås som pseudoarbejde, det er ofte (men ikke altid) afgørende funktioner i vores moderne samfund. Det er alt fra at optimere produktionen af æggebakker over at lede en avisredaktion til at implementere EU’s vandrammedirektiv.
Organisationsfiduserne er kort sagt kvalificeret til på mange forskellige måder at skære virkeligheden op i små dele og arrangere dem i den optimale orden. Og når det nu er det, de laver til daglig, er det ikke så underligt, at tilgangen kryber ind i det generelle verdensbillede. Alting må da kunne organiseres.
Grænsen er forsvundet
Sådan bliver politiske emner og problemer til simple processer, der skal optimeres, så de bidrager mest muligt til at opfylde de højere mål, de ser det som naturligt at have også i politik. Denne højere erkendelse af det gode lader sig ikke slå ud af hverken principielle indvendinger eller befolkningens modstand. De finder det ofte trættende, at andre sidder fast i “gammeldags” ideologier.
Selvom udviklingen ikke gik så stærkt, som James Burnham forudsagde for 80 år siden, fortjener hans analyse af organisationsfidusernes fremmarch at blive genoplivet, også i lille Danmark, i en æra af woke kapitalisme, verdensmål og coronakonsensus.
Indtil for få år siden kunne man høre virksomheders lobbyister og repræsentanter sige med nogenlunde troværdighed, at deres fedteri for magten handlede om at imødegå endnu mere regulering og endnu større indgreb. Men nu kan det slet ikke blive indgribende nok, og virksomhederne tager gerne selv affære, hvis politikerne ikke vil regulere dem sønder og sammen.
Der er ikke længere nogen grænse, hvor politikken stopper, og den egentlige og kedelige dagligdag begynder. Med lovgivning er der jo alle mulige hindringer såsom Grundlov og partshøringer og forskellige interesser, som kan stå i vejen for at realisere de geniale idéer om, hvordan borgerne skal leve deres liv. Men virksomheder kan jo bare gøre tingene. Droppe tobaksprodukter. Indføre kvindekvoter. Belære sine kunder om racisme.
Og det er jo egentlig ikke så mærkeligt, at grænserne for politik er udvisket, når det politiske Danmark, Forvaltningsdanmark, Erhvervsdanmark og Foreningsdanmark alle er bemandet af samme klasse af organisationsfiduser, der ser mere og mere ens på tingene.
Et borgerligt valg
Men hvorfor er det overhovedet et problem, hvad virksomheder og deslige frivilligt beslutter sig for?
Den traditionelle virksomhed er sat i verden for at tjene penge til sine ejere. Ikke for at opdrage på befolkningen og slet ikke for at hjælpe magthaverne med at få deres politik igennem. Den slags har ejerne tit haft holdninger til, og dem har de sjældent puttet med. Det nye, eller i hvert fald anderledes, er, at det er selve virksomhederne som organisationer, der nu begynder at agere politisk.
Når 7-Eleven, Zalando og lakridspiber begynder at belære dig, som er indbygger i ét af verdens mest tolerante lande i den mest tolerante del af verden, om, hvad du skal mene om seksuelle minoriteter, så er vi trådt ind i en ny fase af en politisering af samfundet.
Vi borgerlige har tit talt om, at forbrugerne bør drive udviklingen i stedet for regulering, men det er rent definitorisk det modsatte, der er tilfældet, når virksomheder frivilligt gør det, politikerne egentlig gerne ville regulere sig til, og især når det handler om at gøre det mere bøvlet for kunderne at gøre det, de til gengæld gerne ville.
Kald det gerne borgerlige tårer over at være hægtet af samfundsudviklingen, men det er dog en ejendommelig situation, at virksomhederne i dag frivilligt implementerer ting, der få for år siden ville være upopulær SF-politik.
Problemet med organisationsfidusernes fremmarch er set ud fra et borgerligt synspunkt det, at magten over samfundet centraliseres endnu mere i toppen, og at organisationsfidusernes visioner får forrang over borgernes egne ønsker og lokale fællesskabers løsninger.
Et ofte glemt borgerligt princip er retten til at leve et liv uden hele tiden at tænke på politik. Det modsatte kendetegner et ufrit samfund, hvor kommissæren, kejseren eller faraoen hvert sekund kan fatte interesse for dig og dine små gøremål. I Kina siger man ikke ”gid din røv kløede, og dine arme var for korte”, men derimod ”gid staten vil få øje på dig.”
Organisationsfidusernes fremmarch stiller os borgerlige over for et valg – vil vi blive et irrelevant heppekor for organisationsfidusernes interesser i erhvervslivet? Eller vil vi stå for en ægte og ambitiøs borgerlig vision om et samfund, hvor man godt må leve sit liv, uden at eliten hele tiden har øje på én?
