Vi slutter dette forårs Prygl med floppet over dem alle: Ole Bornedals 1864, delvist baseret på Tom Buk-Swientys bog Slagtebænk Dybbøl. Og tag ikke fejl, alle sejl, som i alle overhovedet, var sat for at gøre denne produktion til en succes. Budgettet var svimlende 173 millioner kroner, hvilket gør 1864 til den dyreste produktion nogensinde i Danmarks Radios historie. Og Ole Bornedal er en god og markant instruktør, ingen tvivl om det, tænk bare på Nattevagten.
Alligevel tårnede problemerne sig op for serien, allerede inden produktionen overhovedet startede. For eksempel skulle det bankes ind med syvtommersøm, at Danmark i 2014 var en krigsførende nation. Dette blev drevet igennem med en rammefortælling om en ung pige, hvis bror blev sendt til Afghanistan. Det blev afsættet til rækker af bizarre indslag.
Bent Mejding sked i bukserne. Pilou Asbæk var officer. Onanerende smådrenge på et høloft samlede sæden i et glas. En korporal trængte gennem de tyske linjer ved at hypnotisere de tyske vagter. Sidse Babett Knudsen stillede sig med bare tæer på Nicolas Bro, mens blod på et vindue blev til Dannebrog. Det var under sidstnævnte scene, at jeg selv opgav håbet.
Disse groteske optrin lod ikke til at påvirke vore folkevalgte repræsentanter på tinge. De var mere optagede af at skrige usammenhængende af hinanden over en scene, hvor to unge mennesker har sex ude i naturen. Faktisk en af de smukkere og mere sammenhængende scener i filmen. Til gengæld var der også en scene, hvor nogle soldater havde sex med en ko, hvilket de fleste måske kunne have undværet.
Et basalt problem var, at serien var et politisk bestillingsarbejde, en del af et medieforlig fra 2010. Hermed mente partierne, at alle elementer i hver deres program burde indgå i serien. Debatten i vort folkestyres ypperste forsamling mindede om et hønsehus, der blev udsat for et kanonslag. Medieordførere skreg af hinanden, og alle brokkede sig over serien.
Bornedal skulle hermed både sørge for, at etniske minoriteter blev skildret så sympatisk som muligt, og at det blev slået fast, at udlændinge er nogle rigtig dumme svin. Serien blev igen og igen beskyldt for at være politisk missionerende, hvilket den også var, men i virkeligheden var SF og DF lige forurettede. Og resultatet blev jammerligt. Jo flere pointer en film skal bære, jo mere tynde og påklistrede virker hver pointe. Og jo tyndere og mere utroværdig bliver selve filmen.
Der var et grundlæggende problem, ingen rigtig lod til at tage alvorligt: 1864 var en skandale allerede i 1864. Såvel militært som politisk. Den militære er åbenbar, Danmark har ikke kunnet forsvare sig selv siden 1807, og selv da knap nok.
Den politiske skriger endnu højere: Det danske folkestyre var ikke engang 20 år gammelt i 1864, og den politiske teenager led af samtlige pubertetskvaler. Udenrigs- og forsvarspolitik blev afgjort af et rundforvirret storborgerskab i København, der på højstemte møder på Casino skreg op om Tysklands endeligt. De høje hatte og tykke maver anede lige nøjagtig ikke en skid om forholdene i Bustrup Forværk, med udsigt til de frosne marker langs Ejderen og en snarlig død.
Det gjorde så til gengæld Tom Buk-Swienty, der var ansat som historisk konsulent på serien. Han er en af vor tids skarpeste historikere, klog, velorienteret og skarpt formuleret. Kom han ikke med nogle indvendinger? Kunne han ikke have undgået de værste kolbøtter? Det kan være, at han faktisk gjorde. At det, vi ser, faktisk er det rensede produkt, behørigt kæmmet og med de mest pinlige og beskæmmende scener siet fra. Hvis det er tilfældet, er hele katastrofen faktisk endnu værre.
Et tredje problem ligger i selve fortællingen. Man fyrer hele tiden underlige sidekicks af, der mere laver støj på linjen, end egentlig siger noget alment om det danske samfund i 1864. Bortset fra selve den nutidige, sært malplacerede rammefortælling, skal vi høre om sigøjnerkrybskytter, anklager om bogtyveri, og hvilket kærligt og nærværende familiemenneske Bismarck egentlig var.
Dertil kommer skildringen af Carl Lundbye, der som krigsminister i 1864 fremstilles som en nærmest utilregnelig koleriker. Han opfatter sig som David i kamp mod Goliat, genialt fortolket af Søren Pilmark, og må skrigende ledsages ud fra London-forhandlingerne. Bortset fra, at hvis man kiggede ind i folketingssalen i 2014, var der ikke sket så meget siden gamle Carl Lundbye: De skreg stadig af hinanden på grund af 1864.
I femte afsnit følger vi det beskæmmende tilbagetog fra Dannevirke. Brødrene Peter og Laust bikser og bakser med en kanon, der skrider ned i en å. Deres fordrukne og uduelige officer (Pilou Asbæk) skriger og truer soldaterne ned i vandet for at få kanonen op, med det resultat, at en soldat drukner i det iskolde vand. Marchen er 88 kilometer lang, men skildres som en endeløs, strabadsfyldt dødsmarch. Hårdt og koldt, helt sikkert, men der var næppe nogen, der druknede.
Når vi kommer til Monrad, Johanne Luise Heiberg og hendes sidste, profetiske optræden på Det Kongelige Teater inden krigens udbrud, når serien så parodiske højder, at de fleste tilbageværende nok stod af. Havde de to et forhold? Jame, rager det os 150 år senere?
Ikke nævneværdigt, selv om det da naturligvis er morsomt, hvis hun havde en så bizar smag, hvad mænd angik. Han render altid rundt med panden skruet godt ned i kinderne, til overflod udstyret med overfrakke, galocher og paraply. Nicolas Bros indiskutable talent fortjente virkelig en bedre anvendelse.
Betegnende nok ved filmen ikke rigtigt, hvordan den skal slutte. Så man konstruerer en slutning, hvor den unge, smukke pige bliver gift med den uduelige officer og proprietærsøn, der har haft PTSD siden 1848. Et eller andet sted er ringen måske sluttet, men oven på Dannevirke, Mysunde, Sankelmark og Dybbøl virker det nærmest som en prut i en kop ymer.
Det var som nævnt forårets sidste Prygl fra Preben. Har du læst de foregående fredages Preben Prygler? Ellers kan du indhente det forsømte her.
