Lad mig få sagt det med det samme: Trump gjorde meget godt.
Som præsident førte han en stærk udenrigspolitik, sænkede skatten og italesatte den farlige migrationskrise ved grænsen til Mexico. Dertil fandt Trump sig rent ud sagt ikke i noget bullshit fra venstreorienterede journalister og woke ”akademikere”. Han svarede igen på deres socialkonstruktivistiske pseudohypoteser – og jeg elskede det.
Men Trump har desværre vist sig at være kontraproduktiv for sagen, der trods alt er større end ham selv. Som for eksempel når han sluttede sin præsidentæra i vanære med at nægte at acceptere valgresultatet.
Som flere politiske kommentatorer i ind- og udland har bemærket, så ser det efterhånden ud, som om Donald Trump er den eneste mand i verden, som det stadig mere woke demokratiske parti i USA er i stand til at vinde over. Det beviste midtvejsvalget sidste år og dertil det faktum, at Trump siden sin sejr i 2016 har tabt to midtvejsvalg og et præsidentvalg.
Men hvem skal man så sætte sin lid til i amerikansk politik? Mit bud er Ron DeSantis, som af flere er blevet kaldt “Trump med hjerne”. Den Harvard-uddannede advokat og tidligere officer, som bliver præsenteret som ’DeFuture’ af Rupert Murdochs medieimperium.
Han er republikansk guvernør i Florida og minder egentlig meget om Trump. De er begge kulturkrigere, der har opdaget, at kritik fra mainstream-medierne ofte kan veksles til støtte fra konservative borgere. Fællestrækkene var netop grunden til, at Trump hjalp DeSantis med at blive valgt i Florida i 2018.
Men Ron DeSantis er ikke en ”solbrændt videreførelse af trumpismen i lidt mindre larmende og populistiske klæder”. Han er ikke bare en Trump light.
Where woke comes to die
Først og fremmest er DeSantis bedre til det politiske håndværk end Trump. Han har lagt handling bag Make America Great Again-sloganet, og det resulterede blandt andet i, at han sidste år blev genvalgt som guvernør i Florida med knap 60 procent af stemmerne. Han har implementeret konservativ politik på tværs af linjen og vist, at det virker, når man opstiller kandidater, der er gode til det politiske rugbrødsarbejde.
Som han selv sagde i sin kampagnelancering: ”At regere handler ikke om underholdning. Det handler om at levere resultater. Og vores resultater i Florida har været uden sidestykke.”
Et af de resultater er loven med titlen ”Parental Rights in Education” – af kritikere kaldet for ”Don’t Say Gay”. En lov, der begrænser klasseværelsesdiskussioner om sex og kønsidentitet for børn i børnehavealderen og til og med 3. klasse. Som DeSantis så ofte siger:
“Florida is where wokes comes to die”.
Men Trump og DeSantis adskiller sig ikke kun stilistisk. Der er noget, der tyder på, at sidstnævnte er mere traditionel republikansk, når det kommer til økonomi. Han lægger større vægt på en regeringsform med lave skatter og reguleringsniveau, hvilket også er definerende for Florida. Som den amerikanske økonom Steven Blitz har sagt:
”DeSantis might talk about tariffs in China and ‘China killing us’ because he has to, but you see his priorities in how he runs his state: little to low tax, few social services, low regulations and big benefits to firms that open or relocate to Florida, but without bending over backwards for globalization.”
Ganske sød musik i mine ører.
Det er bestemt ikke, fordi Ron DeSantis ingen svagheder har. Han er for eksempel utrolig akavet på et ganske tåkrummende plan. Bestemt ikke en people person, som man – alt andet lige – må indrømme at Trump er. Det forlyder for eksempel, at DeSantis ikke kan finde ud af at se folk i øjnene, når han taler med dem, og at han under et besøg i New Hampshire i den forgangne måned ikke slap heldigt fra møderne med de lokale, da han nærmest ikke var i stand til at sige “goddag”, uden at det lød som en forberedt replik.
I den mere alvorlige afdeling af svagheder er spørgsmålet om, i hvor høj grad DeSantis vil støtte ukrainernes kamp mod Rusland. Mistanken skyldes, at Florida-guvernøren har kaldt Ruslands invasion af Ukraine for en ”territorial strid” og tilføjet, at det ikke er i USA’s vitale interesse at blive mere viklet ind i krigen i Ukraine.
Bekymringen er berettiget. Men – som Anna Libak fint har beskrevet her – er USA først og fremmest optaget af Kinas stigende indflydelse. Og eftersom Kina og Rusland er allierede, vil et vestligt nederlag til Putin i Ukraine også være et vestligt nederlag til Kina. Og dét tror jeg ikke, at man skal tro, at DeSantis vil lade ske. Særligt ikke eftersom DeSantis var en af de største kritikere af Barack Obamas manglende støtte til Ukraine tilbage i hans præsidentperiode.
Spørgsmålet er så, om DeSantis evner at omsætte sin lokale succes og opbakning til en national ditto. Jeg er optimistisk, selvom meningsmålingerne lader til at vise, at Trump vil slå de andre republikanske kandidater, medmindre Nikki Haley – USA’s ambassadør ved FN under Trump – og den tidligere vicepræsident Mike Pence samler sig bag DeSantis.
Forklaringen må være, at der er en relativt stor gruppe republikanske vælgere, som er loyale over for Trump, fordi de føler – hvilket jeg egentlig vil give dem ret i – at Trump var deres redningsvest i en periode, hvor de var ved at drukne i politisk korrekthed og blev udskammet som en ”basket of deplorables”, hvis de for eksempel ikke syntes, at migranter var Guds gave til jorden.
Igen, det vil jeg ikke fortænke dem i. Men det bliver et spørgsmål om, hvorvidt man ønsker at støtte en kandidat ud fra sin hjerne eller ud fra sit hjerte. Ron DeSantis har al den rigtige politik – og han er en familiefar med tre børn, som ingen pornoskuespiller-skandaler har i bagagen. Hvem har mon størst chance for at slå Joe Biden?
Primærvalgene for de republikanske kandidater kommer til at løbe af stablen i staterne fra februar til juni. Vinderen stiller derefter op mod Joe Biden til præsidentvalget i november næste år. Som sagt: Jeg elsker Donald Trumps overhalinger af venstrefløjsere. Men jeg vil hellere vinde kulturkampen på lang sigt. Og der er det kommende præsidentvalg en vigtig brik.
