7. juli kunne man her på Kontrast læse Rune Selsings debatindlæg ‘Et forsvar for Naser Khader’. I det indlæg skriver Selsing, at selv hvis kvinderne i DR’s artikel taler sandt, så har Naser Khader ikke begået overgreb.
Vi ved ikke, om kvinderne taler sandt. Men vi ved, at lige præcis den analyse fra Selsing er forkert. Hvis kvinderne taler sandt, burde Naser Khader være i fængsel.
I sit indlæg gennemgår Selsing de fem sager, som DR har præsenteret i deres artikel om Naser Khaders påståede overgreb.
Jeg er enig med Selsing i, at der er detaljer i historierne, som kan virke underlige. Der er også handlinger eller begivenheder, der – som beskrevet – ikke er overgreb i juridisk forstand, selvom de uden tvivl har været grænseoverskridende.
Men ser vi f.eks. på sagen med kunstner Karen Dirks, så beskriver hun et regulært voldtægtsforsøg, hvilket Selsing lader til at overse. Det resulterer i, at Selsing laver en noget misvisende gengivelse af historien i sit forsvar for Khader.
I DR-artiklen beskriver Dirks, hvordan Khader siger, at han lige vil vise hende noget. Det ”noget” viser sig at være soveværelset. Det var ikke lige noget, Dirks havde behov for at se.
Hun beskriver det selv sådan her: ”Jeg siger ‘Nej, det skal jeg ikke. Det skal jeg ikke’. Så bliver han voldsom og tvinger mig ned på sengen.”
Det gengiver Selsing sådan her: “(han) viste hende ind i sit soveværelse. Her lagde han hende fysisk ned på sengen”.
Væk er Dirks’ brug af ordene ”voldsom” og ”tvang”, ligesom der heller ikke var plads til hendes klare verbale afvisning af at skulle ind i soveværelset.
Dirks fortsætter: “Jeg kæmper som en gal. Jeg kan huske, at han forsøger at knappe sine bukser op. Han virker bare så målrettet. Han er en meget stor mand, og han lægger sig oven på mig. Jeg bliver fuldstændig chokeret. Jeg sparker. Og så kommer jeg fri af ham, løber ned ad gangen …”
Det beskriver Selsing således: “(Khader) begyndte at tage bukserne af. Hun ville ikke, men kæmpede sig fri og forlod lejligheden.”
Herefter kommer Selsing så med sin vurdering af begivenhederne. Det, at Khader tvinger Dirks ned i sengen, kalder Selsing for ”offensivt, men ikke ulovligt”.
Det tror jeg ikke, han har ret i. Det, Karen Dirks beskriver, er et voldtægtsforsøg.
Ifølge Dirks sagde hun tydeligt nej. Der er absolut intet samtykke til at blive voldsom og tvinge hende ned på sengen. Heller ikke til at ”lægge hende fysisk ned på sengen”, som Selsing kalder det.
Selsing tillægger det også en eller anden retfærdiggørende mening, at Khader til sidst “respekterer” hendes manglende samtykke. Det er selvfølgelig godt, at Khader ikke gennemfører en voldtægt, men det ændrer bare ikke på, at det beskrevne var et voldtægtsforsøg.
Hvis en kvinde siger nej, men alligevel tvinges ned på en seng og må sparke sig fri, så er det et overgreb. Også selvom manden ikke gennemfører sit forehavende.
Sådan er det jo med voldtægtsforsøg. Mange af disse ender med så meget modstand, at gerningsmanden opgiver, selvom han i kraft af sin fysiske overmagt kunne have eskaleret yderligere og tvunget sin vilje igennem.
Havde Dirks gjort mindre modstand og ”kun” sagt nej (hvilket ofte er den eneste modstand, kvinder kan eller tør yde), så var hun blevet voldtaget.
Lad mig lige igen slå 100% fast: Vi ved ikke, om Karen Dirks eller nogen af de øvrige kvinder taler sandt. Men Selsings egen præmis er, at selv hvis de taler sandt, har Khader ikke begået overgreb. Det er den analyse, som ikke giver mening, hvis altså ordet ”overgreb” skal give mening.
Vi ønsker at leve i en verden, hvor det voldtægtsforsøg, som Dirks beskriver, betragtes som et overgreb. Og det er heldigvis også den verden, vi lever i.
Vi ønsker til gengæld også at leve i en verden, hvor det er domstole, der dømmer folk for forbrydelser.
Det er derfor ikke rimeligt at sige, som var det et faktum, at Khader har forsøgt at begå voldtægt. Det har vi ingen mulighed for at vurdere, og mig bekendt er ingen af sagerne blevet anmeldt.
Er Khader så færdig i politik?
Jeg har stor sympati for Selsings budskab om, at politikere er mennesker, som kan begå fejl og have tvivlsomme karaktertræk. Det har vi alle. Men hvornår disse brister bliver så store, at de er diskvalificerende, må i sidste ende være op til partiet og til vælgerne.
Konservative og deres vælgere må tage bestik af den samlede mængde historier og den forelagte dokumentation. De må foretage en helhedsvurdering af overgrebssagerne sammen med sagerne om, at Khader kontakter sine moddebattørers arbejdsgivere for at få dem fyret. Tror de på ham som kandidat til Folketinget for Det Konservative Folkeparti?
Det tvivler jeg på.
Indlægget er afledt af Facebook-debat; Christian Marcussen kan følges her.
