Mon ikke det store flertal af danskerne burde sende en kærlig tanke til 90’ernes og 00’ernes danske debat om udlændingepolitikken, når man ser nyheder fra de igangværende engelske optøjer, eller læser om dødspatruljer af svenske teenagere med indvandrerbaggrund i aktion i Danmark. For sagen er jo, at på trods af vores mange problemer med integration og kultursammenstød, så kunne det have været meget værre.
Vi skal ikke se længere væk end Malmø eller over Kanalen til Storbritannien, for at finde langt større koncentrationer af indvandrere fra kulturfremmede lande. Kigger man mod syd, så er der også der lande, der har langt større problemer end Danmark. Tyskland var nærmest som en tyrkisk hjemmebane under sommerens EM, og OL i Paris kunne kun afholdes med hjælp fra et gigantisk opbud af sikkerhedsstyrker og politi.
I dag bakker et stort flertal af danskerne og de danske partier op om den stramme udlændingepolitik, som nok kunne være endnu strammere, men som trods alt formodentligt har sparet Danmark en del problemer gennem årene.
Men, hvem skal vi egentligt rette taknemmeligheden imod? Hvem skal vi hædre for indsatsen for at bevare et genkendeligt Danmark, uden de konflikter som vi ser andre steder?
Én skiller sig ud blandt andre hædersmænd
Der er flere, man kunne pege på: Søren Krarup og Glistrup i 80’erne, de socialdemokratiske borgmestre, der først gjorde opmærksom på de konkrete problemer, VK-regeringen under Anders Fogh Rasmussen, som efter 2001 for alvor tog i problemet. Det er alle gode bud, men for mig peger pilen først og fremmest på Dansk Folkeparti, og specifikt på Pia Kjærsgaard.
Uden Dansk Folkeparti, og uden Kjærsgaard havde Danmarkshistorien simpelthen set anderledes ud. Pia Kjærsgaard var den rigtige person på det rigtige sted: en folkelig og bramfri politiker, der formåede at gøre udlændingespørgsmålet centralt for danske vælgere, og som formåede at bryde igennem den humanistiske mur af selvgodhed med en krads og nødvendig politisk realisme.
Det er svært at nævne ret mange andre politikere, måske siden Jens Otto Krag, der har sat et så markant, positivt aftryk på dansk politik.
Utak er verdens løn
Det absurde er, at Dansk Folkeparti næppe kommer til at føle den taknemmelighed. En af de ting man som lærer i samfundsfag i gymnasiet kan regne med fra nye elever, er, at de ikke bryder sig om DF. De ved stort set intet konkret om dansk politik og danske partier, men det ved, at de ikke bryder sig om Dansk Folkeparti.
Mit gæt er, at eleverne her afspejler en grundholdning der findes hos lærere, pædagoger, medier og andre mulige andre steder, hvor man kan opsamle holdninger som ung dansker.
Nutidens danske partier, nogle få undtaget, ved dog godt, at Pia Kjærsgaard og Dansk Folkeparti havde og fik ret. Det kan helt simpelt se ved at se på opbakningen til den politik, som DF blev kaldt racister for at ville indføre i 90’erne.
For mange mænd
Der er meget snak om køn og ligestilling i disse dage. Herunder har der været talt om kønsrepræsentationen i de opstillede statuer i det offentlige rum; der er for mange mænd.
Man kunne derfor passende starte med at opføre en statue midt i København, af det 20. århundredes vigtigste kvinde i dansk politik. Også selv om jeg ikke er helt sikker på, at Pia K. selv ville synes om ideen.
