I den udstrækning jeg har kendt til Simon Spies, har han altid slået mig som en mærkelig skikkelse fra et sært årti. Hans mærkværdigt nasale nordsjællandske gnækken kombineret med auraen af grisefest og infantilt humoristisk Hudibras-terminologi som “morgenbolledamer” og “Villa Fjolle”, har jeg altid fundet belastende. Men jeg husker, hvordan der særlig i mine bedsteforældres generation, som var unge i 50’erne og 60’erne, var en enorm fascination af og interesse for ham.
En del af den er tydeligvis rykket ind i eftertiden, som både spillefilm, teaterforestillinger og nu den nylige dokumentar om de nævnte “morgenbolledamer”, som de fleste nok ville kalde piger frem for damer, viser. Men det gode spørgsmål er ikke så meget, hvorfor Spies gjorde, som han gjorde – svaret er, at han var rig og kunne – men hvorfor det både i samtiden ikke var genstand for fordømmelse.
