Debat

20.12.22

Premium

Claes Theilgaard: Top-topskatten er et hævntogt mod de mest produktive

Med den nye top-topskat bryder Moderaterne og Venstre med tidligere borgerlige regeringers forsøg på at sænke den højeste marginalskat, mens de fremmer socialdemokratisk misundelsespolitik.
Lars Løkke Rasmussen, Mette Frederiksen og Jakob Ellemann-Jensen ved regeringsforhandlingerne på Marienborg (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)
Lars Løkke Rasmussen, Mette Frederiksen og Jakob Ellemann-Jensen ved regeringsforhandlingerne på Marienborg (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)

Det lød umiddelbart godt, da den nye SVM-regering lagde fra land med topskattelettelser. Topskatten har alt for længe været en hellig ko i dansk politik, som det har været tæt ved umuligt at gøre noget ved. 

Jeg forstod derfor godt, at Jakob Ellemann-Jensen var stolt, da han på pressemødet, hvor regeringen blev præsenteret, kunne fortælle, at 250.000 danskere nu kan se frem til at skulle betale mindre i topskat. Men skuffelsen lurede lige rundt om hjørnet. 

I en umage regering som den, vi nu har fået, vokser træerne nemlig ikke ind i himlen. I stedet er aben fra Moderaternes teknokratiske skatteudspil fulgt med i form af en ny mellemskat og en ny "top-topskat". 

Bliver SVM-regeringens idéer til virkelighed – hvad de jo nok gør, da regeringen har flertal – vil de nye satser for topskat fremover blive, som følger: Tjener du 618.370 til 750.000 kroner om året, skal du betale 7,5 procent i topskat. Tjener du mellem 750.000 og 2.500.000 kroner, skal du betale 15 procent i topskat. Og tjener du over 2.500.000 kroner, skal du betale hele 20 procent i topskat.

Det betyder at de dygtige, flittige danskere, der belønnes for deres arbejde med mere end 2,5 millioner kroner årligt, fremover skal lide under en marginalskat på 60,5 procent. Det er fuldstændigt forrykt, og det er et brud på en positiv politisk udvikling, der ellers har fundet sted i løbet af de sidste mange årtier. 

I 1986 var den øverste marginalskat på hele 72 procent, og siden har skiftende statsministre så løbende sænket denne til et niveau på 56 procent. At den nu stiger igen, og at Venstre, "Danmarks Liberale Parti", legitimerer dette bør vække bekymring. Det kan være et varsel om nye tider, hvor de rigeste skal flås stadigt mere.

Og hvad er så problemet i det? Er det ikke blot godt, at de rigeste betaler noget ekstra til statskassen? At "de bredeste skuldre bærer de tungeste byrder", som man siger. De fleste danskere, der jo er født, opvokset og opdraget i velfærdsstatens Danmark, vil nok svare en eller anden variant af ja til dette spørgsmål. 

Men selvom top-topskatten og lignende skattekorstog mod de rigeste i vores samfund nok er populære, er de langtfra gavnlige. Den slags risikerer nemlig at skræmme dygtige, flittige og initiativrige mennesker ud af landet. Det er f.eks. det, der sker i Norge i øjeblikket, hvor milliardærer flygter fra en stadigt højere formue- og udbytteskat. Omvendt gør høje skatter det også mindre attraktivt for udlændinge at arbejde og slå sig ned i Danmark. Læg dertil, at top-topskatten stort set ikke giver nogle indtægter til statskassen, og det bør stå klart, at der alene er tale om skadelig, socialdemokratisk symbolpolitik.

Der er således gode, pragmatiske grunde til at være imod top-topskatten. Den primære grund til at jeg er imod skatten – og til at du også bør være det – er dog ikke pragmatisk, men derimod principiel og moralsk.

Når folk hylder Danmarks høje skattetryk og skriger på stadigt højere skatter – i hvert fald for dem, der er rigere end dem selv – glemmer de, at skat er et voldsomt indgreb i den enkeltes liv. Skat opkræves altid med tvang og ultimativt med truslen om, at bevæbnede mænd banker på din dør og slæber dig i fængsel, hvis du ikke betaler. Derfor er skat et nødvendigt onde, der bør begrænses.

I sin klassiker "Anarchy, State and Utopia" fra 1974 argumenterede filosoffen Robert Nozick for, at beskatning af arbejde er at sammenligne med tvangsarbejde. Ifølge Nozick er der moralsk set ingen forskel på at tvinge en person til at arbejde uden løn og så at tvinge vedkommende til at aflevere sine indtægter fra en dags arbejde.

Det er ilde hørt i Danmark, men Nozick har en vigtig pointe. Når man opkræver skat, tvinger man nemlig andre mennesker til at arbejde for andre end dem selv. I tilfældet med top-topskatten tvinger man den hårdtarbejdende direktør til at arbejde for "Dovne Robert" og hans ligesindede.

Et samfund bør vurderes på, hvordan det behandler sine svageste, lyder det ofte. Og det kan der måske nok være noget om, men i mine øjne bør et samfund i højere grad vurderes på, hvordan det behandler sine stærkeste. 

Hvordan vi behandler de individer, der arbejder hårdt, tager risici, opnår ekstraordinære resultater og som resultat heraf belønnes med enten høje lønninger eller store formuer, afslører meget om vores samfund. Den slags individer bør hyldes, ikke lægges for had og strafbeskattes. 

Top-topskatten er blot endnu et symptom på en misundelsessyge, der alt for længe har plaget det danske samfund. En misundelsessyge, som vi må gøre os fri af, hvis vi ønsker et samfund, hvor der er plads til såvel de svage som de stærke.

Premium

Dette indhold kan kun ses af medlemmer.

Månedlig betaling

49

Normalpris 99 kr./md.
Afmeld når som helst

Årlig betaling

79

Spar 20% med årsabonnement
KUN 948 kr./år

Ubegrænset adgang til lukket indhold: artikler, analyser, debatter, videoer, interviews

Få Kontrast Nyhedsbrev i din indbakke flere gange om ugen. Så er du altid opdateret

Adgang til Kontrasts Ekkokammer på Facebook. Del og kommenter indhold med redaktionen

Støt Kontrasts arbejde med at styrke den borgerlige debatkultur og dagsorden