Det er blevet en fast del af nogle politikeres ordforråd at tale om den ene krise efter den anden. Gang på gang bliver mindre problemer oppustet til store kriser – ikke for at løse dem, men for at signalere handlekraft og fastholde magten.
Det er et strategisk spin, der skræmmer befolkningen til at tro, at kriserne kun kan overleves med politikeren for bordenden. Denne tilgang er ikke blot uærlig; den er også uetisk, fordi den skaber frygt i en tid, hvor vi burde samles om reelle løsninger.