Normalt lyder det: Hvis du vil redde dine børn, så skal du stemme på venstrefløjen på grund af klimaet. Nej, siger jeg. Hvis du vil redde dine børn, så skal du stemme på højrefløjen på grund af kønspolitikken.
Sundhedspolitik må siges at være et af denne valgkamps helt store temaer. Helt konkret kan der være tale om mange ting. Ældrepleje. Hospitaler og sygehuse. Trivsel. Vi har – med rette – diskuteret disse emner en del. Også her på Kontrast. I den forbindelse bliver børn og unges stadigt voksende mistrivsel ofte drøftet. Jeg tror, at noget af grunden til mistrivslen er samfundets nye syn på køn.
Min egen chefredaktør, Mikkel Andersson, fortalte i den seneste Den Blå Time, at det i et studie fra Aalborg Universitet blev konkluderet, at hele 44 procent af unge mellem 16 og 25 år oplever en grad af mistrivsel (egentlig er det vel mere overraskende, at der blandt dén gruppe tilsyneladende er 56 procent, der aldrig oplever en grad af mistrivsel ...).
Forestil dig et øjeblik, at vi skriver år 2040. I landets idrætshaller er kønsopdelte omklædningsrum et overstået kapitel – i hvert fald de steder, hvor ikkevestlige indvandrere ikke kommer. Mænd og kvinder deler altså omklædningsrum, så ingen føler sig udenfor. Det er ulovligt og strafbart at tiltale borgere med andre pronominer end dem, som de selv foretrækker. Regeringen har for længst fået gennemført sit forslag om, at børn ned til 0 år skal have adgang til juridisk kønsskifte, og antallet af unge under 18 år, der henvises til Sexologisk Klinik for samtaler om kønsidentitetsforhold, er fortsat i en eksponentiel udvikling.
Alene i skrivende stund – altså nu – er der sket en stigning i antallet af henvisninger til Center for Kønsidentitet på 31 procent bare fra 2020 til 2021. Ja, og så gør det sig stadig gældende, at op imod en fjerdedel af transpersoner forsøger at tage deres eget liv. Selvmordsraterne er frygteligt høje selv længe efter, at man undergået kønsbekræftende kirurgi. Venstrefløjen dominerer fortsat værdipolitikken i Danmark. Lev – eller dø – med det. For nu at udtrykke det så dramatisk som muligt.
Det lyder måske voldsomt. Måske synes du endda, at det lyder for voldsomt. Men det er et faktum, at kønsaktivister i skrivende stund får millioner af kroner for at undervise små folkeskolebørn i – endda skjult – undervisningsmateriale om kønsidentitet, hvorfor vi ser flere og flere letpåvirkelige og derfor (snot)forvirrede børn. Noget der hovedsageligt er muliggjort af venstrefløjens woke-tilhængere. Der er masser af eksempler på venstrefløjens skadelige, identitetspolitiske gidselstagen af familier i almindelighed og børn i særdeleshed.
Eksempler, som ikke hjælper dem, der rent faktisk har udfordringer med kønsdysfori, og hvor det naturligvis skal være anerkendt, at de få skal have mere og bedre hjælp og assistance, end når Københavns Kommune for eksempel ønsker at lege sprogpoliti for sine ansatte med en venlig men bestemt vejledning om, hvordan man kommunikerer kønsneutralt og i et inkluderende sprog.
Eller når socialdemokraten Laura Rosenvinge, som er medlem af Københavns Borgerrepræsentation, ”tør ikke overlade det til forældre at opdrage deres børn til, at der ikke findes normalitet, hvad køn og seksualitet angår”. Så er det skåret ud i pap. Børnene er statens. Ikke forældrenes. Lad mig spørge dig: Hvor meget synes du, at du skal have lov at bestemme i opdragelsen af dit eget barn?
Pointen er ikke at insinuere, at politikerne på venstrefløjen, som stemmer for mere identitetspolitik, mere kønspolitik, mere forvirringspolitik, er onde mennesker. Jeg er tværtimod af den overbevisning, at de mener det af god vilje, og at de tror, at de ved at være så inkluderende, forstående og rammefrisættende som muligt gør det bedste for børnene. Det gør de ikke.
Tværtimod: I takt med at vi bliver mere og mere individualiserede og mere og mere afhængige af vores telefoner, bliver børnene mere og mere ulykkelige, fordi rammerne for dem bliver mindre faste. ”Du kan blive alting,” bliver der sagt. Og med det kommer der utallige måder at sammensætte dit liv og din person på. Det seneste nye skud på dén identitetspolitiske stamme er jo så køn. Du kan være, hvem end du gerne vil være – dreng, pige, begge dele – ingen af delene. 72 procent af det ene. 28 procent af det andet. Hvor efterlader det os? Dét, der plejede at give os et anker her i tilværelsen, er i dag blevet meget abstrakt. Vi bliver uden fast holdepunkt. Uden fast fundament.
Og vi behøver ikke engang at vente til 2040 for at vide, hvor vi er på vej hen. Vi kan bare orientere os over Atlanten. I USA og Canada er der frygtelige eksempler på, at forældre får påtaler eller ligefrem fjernet deres børn eller kommer i fængsel, hvis de insisterer på at holde fast i børnenes biologi.
Vi er på vej ud på en glidebane, som kræver, at vi finder skøjterne – eller rettere stemmesedlerne – frem. Som forælder er det meningen, at du er dit barns frontlinjeforsvar. Og lige nu kan du gøre dét for dit barn, at du kan stemme på den højrefløj, som aktivt bekæmper identitetspolitikken. Politikere, der arbejder for at begrænse Normstormernes indflydelse i uddannelsesinstitutionerne. Politikere, som holder fast i, at børn, der ikke er i stand til at bestemme deres egen sengetid, heller ikke skal have mulighed for at bestemme deres eget køn.
