Et studie af et samfund er et studie af dets eliter, som den indsigtsfulde Gaetano Mosca sådan cirka formulerede det for længe siden. Er man i tvivl, kan man prøve at forestille sig Antikken (mænd i toga, ja?), Middelalderen (riddere og konger, ja?) eller Oplysningstiden (kloge mænd i paryk, ja?).
Der er en grund til, at man skal grave godt i jorden efter potter og pander for at finde aftryk fra fortidens almue. Eliterne – altså de dominerende mindretal inden for samfundets forskellige prestigefyldte områder – er dem, der efterlader ting, som bliver husket og bevaret. Bøger, tekster, kongekroner, smykker, kunst og kultur.
Historien giver dem en hovedrolle, for det er dem, der skriver den. Sådan vil det også gå for vores egen tid. Og her har vi borgerlige et meget stort problem: Der findes ikke længere i meningsfuld forstand nogen eliter, der hylder grundlæggende borgerlige værdier som personligt ansvar, kernefamilien, traditioner, lokale forpligtende fællesskaber og den fri konkurrence.
Som med alle store ting i vores samtid sker de først som tragedie i USA og siden i Europa som farce. Matthew Continettis nylige bog The Right: The Hundred-Year War for American Conservatism er en fantastisk læseværdig skildring af de sidste hundrede års højreorienteret politisk historie i USA. Den bygger groft sagt på den analyse, at højrefløjen har succes, når den kombinerer folkelige ønsker med eliter, der kan omsætte og implementere dem (en kort gennemgang af pointen kan læses her).
Det kan lyde banalt, men i så fald er det jo underligt, at vi på højrefløjen på tværs af Atlanten fejler så eklatant i det. I gamle dage kunne vi forlade os på erhvervseliten, kirken, militæret, ordensmagten og det bedre borgerskab. Endda store dele af højskolebevægelsen, den akademiske verden og kultureliten.
Men skridt for skridt er de faldet fra. Kirken missionerer mest af alt for FN’s verdensmål, militæret findes stort set ikke længere, politiet er en servil bureaukratisk skødehund, og det bedre borgerskab læser Information og Politiken. Højskolerne befolkes mest af hippier og Gutmenschen. Den akademiske verden og kultureliten ligger til venstre for Fidel Castro.
Og erhvervseliten? Den foretrækker i dag en skøn blanding af woke nonsens og socialdemokratisk spytslikkeri. Og hvor alle disse forskellige eliter førhen var relativt forskellige fra hinanden, bemandes eliten i dag i voksende omfang af ensartede, universitetsuddannede organisationsfiduser.
Organisationsfiduserne er sjældent venstreorienterede på hammer og segl-måden, men de har derimod stor succes med at forme venstrefløjens politiske projekt, fordi de udgør kernen i deres politiske koalition. Det er derfor, venstrefløjen i dag går mere op i pronominer, symbolanalyser og antiracisme end Produktionsdanmark, solidaritet og arbejderklassen.
På trods af at disse organisationsfidusers idéer i bedste fald er det pureste bullshit, i værste fald decideret vestligt selvhad, vinder de alligevel. Også fordi de udøver deres uborgerlige indflydelse et godt stykke ind i de borgerlige rækker, siden der ikke findes nogen modvægt til dem. Selv hvis vi borgerlige tilkæmper os et politisk flertal, betyder det derfor frustrerende lidt, når de eliter, der former, formidler og implementerer samfundsforandringer, ikke deler borgerlige værdier.
Jeg og andre har tidligere fabuleret om erhvervslivets forræderi mod borgerlige værdier, men det gælder mange andre områder end det.
Et godt eksempel er den aktuelle kamp mod Normstormernes indoktrinering af skolebørn i København og Aarhus. Imens vi borgerlige mobiliserer massiv politisk energi på at få dem pillet af skoleskemaet igen, og måske endda ender med at få succes med det, bliver lærer- og pædagoguddannelserne mere og mere fedtet ind i præcis det samme woke tankegods.
Så ja, vi kan sagtens vinde dette ene slag og lukke Normstormerne ude af klasselokalet, men hvert år ruller der tusindvis af lærere og pædagoger af samlebåndet, som helt automatisk fortsætter, hvor Normstormerne slap.
Uddannelsesinstitutionerne, erhvervslivet, alle de kulturbærende lag er solidt i organisationsfidusernes greb. Eliterne marcherer alle i samme retning, og det er væk fra et borgerligt samfund. Og hvis vi godt kunne tænke os, at marchen en dag skulle gå i den modsatte retning, bliver vi nødt til at få nogle borgerlige eliter igen.
Det er dog nemmere sagt end gjort. For vi er jo selv skyld i det – der er ingen, der har smidt borgerlige mennesker ud af ovennævnte eliter (med universiteterne og kulturlivet som oplagt undtagelse). Vi har selv lagt vores kræfter andre steder. Og derfor kommer løsningerne ikke bare sporenstregs gennem love og beslutningsforslag, som vi kan få stemt igennem, når der igen kommer borgerligt flertal.
Men der er ting, vi kan gøre. Vi kunne eksempelvis give de kræfter, der i årevis har arbejdet for at oprette en fri læreruddannelse i Herning, lov til at give det et skud. De skolelærere, der kunne udklækkes derfra, ville næppe være sovset lige så meget ind i organisationsfidusernes ideologi. Måske ville nogle af dem endda være decideret borgerlige.
Vi kunne gøre det samme med den gamle drøm om at etablere et privat universitet i Danmark. Hvorfor ikke afsøge mulighederne? Og give sådan ét vide rammer til at tilbyde uddannelser, der ikke passer i systemets nuværende kasser. Det er nok alligevel kun et spørgsmål om tid, før den nuværende model for akademiske uddannelser kollapser.
Lad os forsøge at gøre det mindre lukrativt for en virksomhed at fedte for magthaverne og mere lukrativt at skabe vækst og arbejdspladser ved egen hjælp. Lad os luge kraftigt ud i den offentlige støtte til NGO’er, der i praksis er Enhedslistens forlængede arme, og være ekstremt varsomme med de kræfter, vi lukker ind i vores skoler og arbejdspladser.
Det er alle sammen mål, der har det til fælles, at der ingen øjeblikkelig gevinst er ved det. Nye vælgere vil ikke flokkes til borgerlige partier på grund af sådanne tiltag. Og de bestående eliter vil slå sig i tøjret. Men små frø vil være sået, som med tiden kan komme til at spire. Hvis vi derimod forsømmer at gøre noget som helst for at løse problemet, så er vi selv skyld i, at det bliver venstrefløjen, der ender med at skrive historien om vores tid.
