En opmærksom læser har formentlig allerede i tidligere klummer opdaget, at jeg er født i Tjekkoslovakiet. Jeg kom til Danmark i 1980’erne, og dengang var det netop friheden og rummeligheden i Danmark, jeg var mest begejstret for.
Indimellem forstod jeg det ikke helt, som når den daværende formand for Danmarks Nationalsocialistiske Bevægelse, Jonni Hansen, ytrede sig og afholdte demonstrationer i Greve. Mine venner forklarede mig dengang, at det netop var demokratiets store styrke. At give andre, man er uenig med, taletid. Det var smukt for en, der var ankommet fra et totalitært samfund.
Men der er sket noget siden. Dæmonisering, skældsord og tildeling af diverse stempler til anderledes tænkende er blevet en hverdag i Danmark. Paradoksalt er de, som mestrer disciplinen at dæmonisere andre og uddele skældsord, ofte de samme, som betegner sig selv som store fortalere for demokratiske værdier.
Det gælder en organisation som Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), “det politisk uafhængige oplysningsnetværk”, som ifølge egne ord ønsker at skabe “levende debat om europæisk politik, demokratiet i Europa”. Organisationen holder sig dog ikke tilbage med f.eks. at sidestille Ungarn med et diktatur. Altså et land fra det europæiske fællesskab, hvis regering er demokratisk valgt. Hvor meget “levende debat” er der i det?
Eller tag den tværpolitiske organisation Europabevægelsen, som ifølge sin egen beskrivelse ønsker “at bringe EU-debatten ud til hele Danmark, så alle danskere kan deltage i den europæiske del af vores demokrati”. Organisationens formand, Stine Bosse, undlader dog ikke en eneste mulighed for at dæmonisere personer, hvis holdninger adskiller sig fra hendes egne. Især hvis det handler om personer, som har et mere kritisk syn på det europæiske fællesskab.
Det er sådan set naturligt nok, når hun er formand for en organisation, som promoverer EU, men hvor meget demokrati er der i en debat, hvis grænser er fastlagt på forhånd? Europabevægelsen burde i det mindste overveje en mere ærlig varedeklaration, f.eks. at justere til “så alle danskere, der er enige med os, kan deltage i den europæiske del af vores demokrati”. Det ville i det mindste være ærligt.
Mere overordnet er det en falliterklæring og en uheldig udvikling, at både enkeltpersoner og ikke mindst tværpolitiske organisationer ikke er rummelige nok. Ikke blot til at tage imod kritik, men også at glæde sig over den debat, anderledes holdninger kan udløse. Det er nemlig ofte i mødet med anderledes tænkende, vi mennesker udvikler os og bliver klogere.
Det var præcis den frihed, rummelighed, mangfoldighed og respekt, jeg fandt i det danske samfund, da jeg ankom i 1980’erne. Godt nok var livet i Tjekkoslovakiet ikke kun gråt, det havde også mange kvaliteter, som jeg har beskrevet i min bog På den anden side af jerntæppet. Men friheden manglede. Friheden til at rejse, til at have vores egen holdning, kunne ytre os og vælge egen livsvej og overbevisning.
I dag er netop denne vigtige frihed, rummelighed og mangfoldighed ved at forsvinde i Danmark. Nu har vi også i Danmark personer og organisationer, der skal belære os om, hvad der er rigtigt, og hvad er forkert. Personer og organisationer, som ønsker at slå ned på os, hvis ikke vi mener det samme som dem. I Tjekkoslovakiet og den kommunistiske østblok havde vi en såkaldt kommunisme uden kommunister. I dagens Danmark og det europæiske demokrati er vi desværre ved at bevæge os mod et demokrati uden demokrater.
