Lasse Rimmer ramte hovedet på sømmet, da han forleden beskrev, hvordan debatten om kvinders utryghed er endt i en blindgyde, for det er tydeligt, at de to køn ikke kan blive enige om, hvem der er ofre, og hvem der er gernings(mænd). Denne fastlåste strid siger dog, efter min mening, mere om de svage moderne mænds evne til at handle, end den fortæller om de stærke moderne kvinder.
For ja, som blandt andet Christian Egander Skov har beskrevet her på siden, så er de moderne feminister da rigtig nok irriterende, når de stigmatiserer den hvide mand og eksempelvis fuldstændigt overser, at det måske i langt højere grad er unge udlændinge, som de fleste kvinder er bange for. Og ja, det er da også uretfærdigt, at der ikke er større fokus på, at mange mænd også bliver overfaldet. Men alt dette politiske pladder ændrer bare ikke ved det faktum, at den moderne mand dybest set har glemt, hvem han er, når han ikke vil indse, at han i kraft af sin mandlige natur er født med et større ansvar for den fælles sikkerhed, end kvinderne er.
Den indre babar skal tæmmes
Man behøver nemlig ikke være professor i biologi for at forstå, at mænd fra naturens side af er mere voldeligt anlagt end kvinder, og at de har en stærkere fysik til at udøve denne vold. Historien taler sit klare sprog og viser os, hvordan det altid har været mænd, der har skabt mest vold og ødelæggelse i verden. De samfund, hvor der har været størst tryghed, har derfor også altid været de samfund, hvor mændene har påtaget sig det største ansvar for at opretholde orden og sikkerhed. Det vil mere konkret sige de samfund, hvor de fornuftige mænd har sørget for, at de mænd med ondt i sinde ikke frit kunne chikanere kvinder og børn. Den indre, såvel som den ydre, barbar skal med andre ord tæmmes.
Som vi også ser det i mange ikke-vestlige samfund i dag, så har man ofte gjort brug af hård afstraffelse som metode til at opretholde de trygge rammer. Straffene i nutidens Danmark skal derfor også, som mange har påpeget, være hårde og sikkert også hårdere, end de er i dag. Denne metode har dog bare en begrænsning, som vi på ingen måde kan komme udover. For i et moderne samfund kan vi ikke længere bare hænge folk på tovet eller smide dem i den elektriske stol, hvis de opfører sig forkert. Derfor bliver vi nødt til også at skabe sikkerhed gennem en stærk tillidskultur. Det vil sige en kultur, hvor særligt mændene dannes til at tage ansvar for de børn og kvinder, som de møder på deres vej – og det også, selvom mændene ikke får nogen betaling eller belønning for det. Den gode gerning må her være belønning nok i sig selv.
Mænd skal påtage sig mere ansvar
Der findes selvfølgelig et stort dilemma her, som mange mænd tumler med. For man må ikke udøve selvtægt i Danmark, og det kan i de værste tilfælde have store fysiske og psykiske konsekvenser for de mænd, som faktisk forsøger at gøre en god gerning. For at tillidskulturen fungerer, er det derfor også altafgørende, at vi får en større diskussion om, hvornår det er på sin plads at tage handling, og hvordan man konkret griber det an. Ja, måske er det ligefrem noget, som vi bliver nødt til at tage op i skolerne på samme måde, som vi i dag taler om mobning. Som vores social- og indenrigsminister, Astrid Krag, sagde, da hun i forrige uge gæstede DR's program Det Politiske Talkshow sammen med Morten Messerschmidt, så kan man nemlig stadig udrette store ting, hvis man tør at blande sig en smule i andres liv og gør det på den rigtige måde. Ofte kan selv små handlinger, som eksempelvis at anråbe en voldsmand eller ringe til politiet forhindre, at en dårlig situation ender i en tragedie. Og hvis man er i tvivl om, hvorvidt en kvinde er i nød, så kan man altid bare spørge, om hun har brug for hjælp – det værste, der kan ske, er, at hun siger nej, og den afvisning er de fleste moderne mænd vist ved at være vant til.
Så mænd, selvom det er svært, så bliver vi nødt til at tage os sammen og påtage os noget mere ansvar, hvis vi også selv ønsker mere sikkerhed. Det har aldrig og bliver aldrig kvindernes ansvar, at manden er et voldeligt væsen. Den byrde ligger alene på vores skuldre, og det bør vi stå ved med skam såvel som stolthed, så tror jeg også, at vi får kvindernes respekt.
