"Hvad udad tabes, det må indad vindes."

Mange kender nok til denne sætning. Den har fået en helt særlig status i dansk kulturhistorie og har derfor også sat sit dybe præg i vores mentale selvforståelse. Problemet er bare, at den kontekst, den blev fremsat i, siden er blevet forvansket til det ukendelige. Det har betydet alverden for det kulturhistoriske blik, vi har på det, der kaldes Det Moderne Gennembrud.

I 2002 skrev den nu afdøde professor i nordisk litteratur Hans Hertel i dagbladet Politiken:

“Hvad udad tabes, må indad vindes, lød slagordet efter 1864. Gennembrudsfolkene vandt tværtimod fornyelse ved at åbne sig udad.” Det er en måde at anskue denne sætning på, der har været gængs i mange årtier, og som fik fornyet kraft og saft, da Dansk Folkeparti begyndte at få magt i værdikampen.

Pludselig kunne man anvende sætningen som et billede på de mange nationalt orienterede, der levede i en boble af selvtilfredshed, og som derfor nærede fordomme mod de fremmede. Det var en anskuelse, der allerede vandt indpas i kølvandet på afslutningen af Anden Verdenskrig, hvor man for alvor havde mærket, hvorledes nationalismen kunne "smitte" ud over grænser og sætte en hel verden i brand.

Gennembrudsårene 1870-1900
Mest gennemgribende er sætningen, i den betydning som Hans Hertel har tillagt den, blevet anvendt i synet på de kulturelle bevægelser, der løb af stablen i årene 1870-1900. Her har man skuet tilbage, og ment at kunne se en nationalt leflende opposition til "gennembrudsfolkene" omkring deres store mentor Georg Brandes.

Disse dyrkede nationalromantikken, i modsætning til Georg Brandes og Co., der nærmest egenhændigt rev voldene ned og åbnede landet op mod det store udland. Gennembrudsfolkene var "Enere", der gjorde oprør imod andedammen, og hele det moderne gennembrud handlede om at løsrive sig fra kristendommens dogmer, der hindrede fremskridtet, via en snæver seksualmoral, med nationalromantisk grundtvigianisme og "virkelighedsfjern idealisme".

Problemet er bare, at det slet ikke er sandt. Især fordi alle de kunstnere, som man så ihærdigt har peget på, som de såkaldte Enere, der gjorde op med nationalromantikken, stort set alle som en beskæftigede sig med det nationale i en eller anden grad. Alligevel har forestillingen om et land, der led af "sårfeber" efter tabet til tyskerne i 1864, og som derfor vendte sig indad, præget synet på alle de forfattere og kunstnere, der helt frem til i dag betragtes som de bedste.

Det er en til lejligheden opfundet myte, at denne sætning har været tænkt som en idé om, at man skulle vende sig væk fra den store omverden. Myten har desværre fodret en uhyrlig idé om, at nationalismen, sådan som den blomstrede op i årene under det moderne gennembrud, var reaktionær og hadsk overfor alt, hvad der var nyt. Og det har plantet sig i vores DNA således, at folk på venstrefløjen reagerer instinktivt negativt, hver gang noget dansk bliver taget op som tema.

Den berømte sætning i sin egentlige kontekst
I 2002, dengang der blev afholdt festival om det moderne gennembrud, arrangeret af Golden Days in Copenhagen, regnede man ikke nationalromantikken for andet et levn fra fortiden.

Bogen, som blev udgivet i samme anledning, hed selvfølgelig også Uden for murene, og titlen fungerede som en metafor for den indelukkethed, Brandes og det moderne gennembruds helte gjorde op med.

I virkeligheden stammer sætningen, der er blevet omskrevet til et mere moderne sprogbrug, fra et lejlighedsdigt, skabt i anledningen af en stor udstilling, der blev afholdt i København 1872. Dens originale ordlyd er som følger: "For hvert et tab igen erstatning findes; hvad udad tabtes, det må indad vindes."

Digtet er skrevet af forfatteren, H.P. Holst (1811-1893), bestilt af Industriforeningen. Det refererer naturligvis til tabet til tyskerne i 1864. Men at dette skulle have ført til, at man bogstavelig talt vendte sig indad og derfor samtidig vendte ryggen til resten af verden, er i strid med sandheden. Industriforeningen var på ingen måde reaktionær, og dens virke for en progressiv kulturpolitisk fremdrift, gennem stort set hele det nittende århundrede, kan slet ikke undervurderes.

Industriforeningen blev stiftet i året 1838, på initiativ af hofguldsmed Jørgen Balthasar Dalhoff. Det var en progressiv bevægelse, bestående af liberale oprørere, erhvervs- og videnskabsmænd, der ønskede at se et Danmark i fremdrift. De var først og fremmest visionære, og de arbejdede på mange felter. De var med til at anlægge landets første jernbanestrækninger og deres ønske var, at landet skulle samles under én Grundlov, og at: “laugsånden ville vige for sundere begreber”, som medlemmet Orla Lehmann formulerede det.

Historisk virkelighed vs. Bornedals tv-serie
Danmark fik som bekendt både jernbaner, en forfatning og en ny næringslov, der ikke var indskrænket af det gamle laugsvæsens snævre bånd. Men hvad nyttede indførelsen af parlamentarisme og en friere økonomisk model, når den ikke kunne gælde for alle?

Danmark blev først en samlet stat, ironisk nok, efter krigen i 1864. Men samtidig var det en stat, der havde lidt store tab, og parlamentarismen blev holdt i ave af et Landsting, hvor godsejerne og kongen forsøgte at holde Folketinget i skak ved hjælp af underlige finurligheder for at undgå, at Grundloven skulle gælde. Det var først med Systemskiftet i 1901, at Danmark reelt havde et parlamentarisk styre (med undtagelse af en hel række forhold, fx blev kvinders valgret først indført i 1915).

Tabet til tyskerne i 1864 betød, at de nationalliberale havde mistet anseelse, fordi det var dem, der blandt andre fik skylden for krigen. Og her ser man tydeligt, at forestillingen om den indadvendte nationalisme har fået fat i vor selvopfattelse. I Ole Bornedals tv-serie 1864 fra 2014 får de nationalliberale skylden for at krigen overhovedet brød ud, samtidig med, at Bornedal helt ublu drager sammenligninger med nutidens nationalister og deres fremmedfjendske holdninger.

Men et tab er nu engang et tab, hvem der end har været skyld i det. Derfor var Industriforeningens udstilling i 1872 også en del af de nationalliberales forsøg på at skabe ovenpå det, der var tabt. Man ville fejre, at landet havde fået en fri næringslov, men man indså samtidig, at der var noget grundlæggende galt med det nye og mere frie system.

Flid, snilde og smag
Året før udstillingen i 1872 blev der holdt rejsegilde for Industriforeningens nye bygning, tegnet af arkitekten Vilhelm Klein. Den var blevet opført der, hvor Industriens Hus står i dag, langs Vesterbros Passage og Tivoli, hvor det tidligere voldanlæg lå. Dengang manglede København plads, for det var en by i vækst, og man erkendte samtidig, at det gamle fæstningsanlæg ikke var tidssvarende, eftersom en fjende bare kunne beskyde byen med effektive kanoner.

Sløjfningen af voldene og udvidelsen af byen lå fint i tråd med Industriforeningens ånd og filosofi. Foreningens medlemmer bestod på daværende tidspunkt hovedsageligt af industrimænd, men samtidig så man også med bekymring på den hastigt stigende, industrielle udvikling. Med laugsvæsenet havde man haft et system, hvor hvert laug stod som garant for kvalitet i udførelsen af deres produkter. Men samtidig havde hvert laug monopol på hvilke produkter, der kunne produceres, og samtidig var deres smag reaktionær.

Med den friere konkurrence kom der flere virksomheder til, men samtidig så man en tendens til, at alting blev udført i en ringere kvalitet, fordi udbud og efterspørgsel blev dikteret af den laveste pris.

Frygten for kvantitet og revolution
Og her kommer vi til et meget centralt punkt i historien om nationalismens betydning i denne periode. Det er næsten ikke til at begribe, men Industriforeningen, der bestod af tidens førende industrimænd, frygtede konkurrencen fra udlandet i form af kvantitet. De mente, at et reduceret land som Danmark ikke kunne konkurrere med udlandet, der altid ville vinde på pris og kvantitet. De så på den stigende industrialisering som en trussel, fordi de store lande havde en fordel i denne kamp om markedet.

Derfor arbejdede Industriforeningen med en gennemgribende idé, der skulle skabe produkter, som kunne konkurrere med det internationale marked på kvalitet.

Men også farer lå og lurede i disse skelsættende år. Oprettelsen af Pariserkommunen i 1871 rystede hele Europa, og man frygtede en revolution. I 1872 tørnede socialisterne sammen med myndigheder på Fælleden, og man fængslede bagmændene. De blev delvist detroniseret, hvilket satte et begyndende Socialdemokrati ud af spillet for en tid.

Industriforeningens udstilling i 1872 hed Den Nordiske Industri- og Kunstudstilling, og den var et forsøg på at skabe en synergi mellem kunstnere og håndværkere, virksomheder og enkeltpersoner, der til sammen kunne skabe fine kunstindustrielle produkter, der kunne sælges til udlandet.

Man agiterede for, at samarbejdet mellem håndværkere og kunstnere var den mulighed, som kunne redde arbejderne fra at ende på fabrikkerne. Det krævede, at håndværkernes kunnen blev ophøjet til en færdighed, der ikke kunne erstattes af en maskine. Det var, kort sagt, et forsøg på at skabe muligheder for alle de erhverv, der ikke længere kunne konkurrere med større koncerner.

Det var samtidig et led i den bevægelse, der ønskede at knytte de skandinaviske lande mere sammen, blandt andet fordi man mente, at man delte en fælles identitet, men nok især fordi man på sigt ønskede at skabe en toldunion, der kunne gøre hvert land stærkere på markedet.

Medalje med tre kvinder
På den medalje, som Industriforeningen fik lavet til lejligheden, ser man på den ene side tre kvinder. Kvinden i midten, der bærer en krone, skal symbolisere København, og på hver side af hende står symbolet for henholdsvis håndværket og kunsten. Det er på denne side af medaljen, at Holsts berømte lejlighedsdigt står præget.

På medaljens anden side ser man selve Industriforeningens nye bygning, og her står ordene: "Flid, snille og smag". På udstillingen skulle man vurdere og sætte pris på kvalitet i en fri konkurrence, hvor de inviterede sloges om markedsandele. Og det skulle handle om flid, om snilde og om smag.

Industriforeningen havde allerede afholdt en lignende udstilling, tilbage i 1852, der direkte var et angreb mod laugsvæsenet. Dengang opførte de en bygning på Christiansborgs Ridebane, og da deltog 756 næringsdrivende. I 1872 var visionen blevet større og mere omfattende, og i alt 3.673 næringsdrivende udstillede deres varer.

Her deltog næringsdrivende fra Norge og Sverige, men også fra Island, Færøerne, Grønland, De Dansk-Vestindiske Øer, Tyskland, Frankrig, Holland, Belgien, Østrig og England. Kort sagt var det ikke en begivenhed, der appellerede til indadvendthed, ligesom Holsts digt siden er blevet fortolket som et udtryk for. Tværtimod.

Forvanskningen af Brandes
Samme år som Industriforeningen afholdt rejsegilde for deres nye bygning, stod den unge Georg Brandes på Københavns Universitet og afholdt sin tiltrædelsesforelæsning, med titlen "Hovedstrømninger i det 19. Aarhundredes Literatur".

Det er denne forelæsning, som man i dag mener var selve startskuddet til det moderne gennembrud i Danmark. At denne begivenhed siden er blevet sat i kontrast til Holsts lejlighedsdigt, er ikke bare absurd og misvisende, men har også haft alvorlige konsekvenser for hele vor forestilling om, hvad det moderne gennembrud egentlig handlede om.

Hvis man overhovedet vil gøre sig håb om at gøre noget ved den nationale forskrækkelse, som vi lever med i dag, så er det her at man skal begynde med at rydde op. Det er her, at selve kimen til myten om, hvad det moderne gennembrud gik ud på, befinder sig.

Man kan, groft sagt, sige at der i dag er tale om en art dominans-status i den kulturhistoriske fortælling. Den er brandesiansk i sin grundform, men det er samtidig en opfattelse, der er forvredet, usand og mytologisk forankret. Alene den forestilling, at "brandesianismen" i dag er blevet videreført af de progressive, fx i Georg Brandes-Selskabet eller på dagbladet Informations kulturredaktion, er stærkt problematisk. Det er misvisende, og det vil mine kommende essays i disse spalter gå i dybden med.

Her er det blot vigtigt at pointere, at der i året 1871 skete nogle historiske tiltag, der senere har haft enorm betydning for vores historiske identitet, og at fortællingen om det moderne gennembrud er spækket med fejllæsninger, der forvirrer langt mere, end de oplyser.