I Danmark har vi heldigvis ikke det samme polariserede, politiske klima som i USA. Derovre fyger det med ukvemsord mellem demokrater og republikanere. Fx har Trump kaldt Kamala Harris for ”galning”, ”uintelligent” og ”radikal marxist”.

I Danmark har vi en diametral modsat situation. Her er det folk fra venstrefløjen, der føler, de har ret til at sætte deres kritikere på plads med et arsenal af nedsættende substantiver som racist, islamofob, nationalist, højreradikal, reaktionær. Vi kan sammenfatte denne familie af ord som racisme-terminologien.

Med brug af mediedatabasen Infomedia vil jeg opgøre, hvor dominerende denne terminologi har været i perioden 1990-2023 sammenlignet med en fordømmelsesterminologi tilhørende højrefløjen, jeg benævner røde lejesvende-terminologien.

Hvordan føles det at leve i et venstreorienteret klima?
At der i Danmark længe har eksisteret et skævt magtforhold mellem venstreorienterede og andre folk, kan jeg selv skrive under på som borgerligt orienteret universitetsansat inden for samfundsvidenskab gennem 25 år.

Det er mig stadig uklart, hvorfor venstrefløjens politikere, journalister, kunstnere, forskere mv. synes at have monopol på den politiske fordømmelse med en dertil udviklet familie af fordømmelsesord. Der er naturligvis tale om en international trend – eller måske mere præcist: en vesteuropæisk tendens.

Ifølge den britiske forfatter og journalist, Peter Hitchens, har der siden 1970’erne været en bevægelse fra en socialisme til gavn for folket til en socialisme til gavn for den gode/selvgode socialist, der ønsker at score billige godhedspoints, dvs. en egocentreret, egennyttig form for socialisme. En ”fleksibel humanisme”, kunne man måske kalde den. På en konference i 2018 udtalte han:

”Venstrefløjen har haft en tendens til at antage det synspunkt, at simpelthen ved at have de meninger, de har, og ved at være på den side, de kalder fremskridt (progress), er de selv moralske. Og de mener, at de, som ikke deler deres synspunkter, er umoralske. Og det er et kæmpe problem i offentlige debatter. Du kan faktisk ikke diskutere med nogen, der afskyr dig (…) Folk på venstrefløjen er overbeviste om, at de har ret. Og ikke blot det. De tror også, de er bedre mennesker.”

Islamkritiske kættere
I dag er det ikke mindst islamkritikere, der fordømmes og udskammes som onde mennesker. Tre nylige eksempler på ”kættere” er socialdemokratisk integrationsordfører Frederik Vad, lektor ved Københavns Professionshøjskole Sofie Danneskiold-Samsøe og islamforsker Thomas Hoffmann.

Alle tre er – helt i overensstemmelse med tidsånden i de fleste, vesteuropæiske lande – blevet grundigt udskældt fra flere sider, selvom de tydeligvis har fremsat vigtig, relevant kritik, som man kan være enig eller uenig i, men som under alle omstændigheder bør diskuteres i en fri, åben debat.

Men så snart man går imod den venstreorienterede mainstream diskurs (mangfoldighed, tolerance, interkulturel forståelse, humanisme), risikerer man hadske kommentarer. Der gås efter personen snarere end sagen.

Udvælgelse af søgeord
Jeg vil nu se på de to terminologiers forekomst i 1990-2023. Hvad angår racisme-terminologien, stillede jeg indledningsvist ChatGPT spørgsmålet: ”Skældsord om højreorienterede i Danmark?” Ordene tjekkede jeg i Infomedia databasen og medtog dem, der fik hits. Jeg supplerede selv med ord, som er hyppige i debatten og endte med følgende seks hovedbegreber: Racisme, Fremmedhad, Højreekstremisme, Stigmatisering, Islamofobi, Reaktionær.

For langt de fleste har disse betegnelser en negativ klang. Hermed er det underforstået: De, der benytter disse stereotyper, er de ”gode” (eller retsindige, humane), mens den gruppe, fordømmelsen retter sig mod, er de ”onde” (eller vildfarne, inhumane). Tænk blot på forfatteren Carstens Jensens fordømmelse af folk, der ej kan styre deres ”indre svinehund”.

Hvad angår røde lejesvende terminologien startede jeg også her med at spørge ChatGPT. Jeg supplerede med egne ord, tjekkede dem i databasen og endte med følgende 6 begreber: Venstreekstremisme, Rød lejesvend, Pladderhumanisme, Halalhippie, Godhedsindustri/nyttig idiot, Betonsocialisme/munkemarxisme.

Metodisk forbehold
Jeg har udelukkende registreret i hvor mange artikler, de enkelte termer forekommer i udvalgte medier gennem perioden. Jeg har ikke lavet indholdsanalyse af de enkelte artikler, men kan konstatere, at ordene ikke altid benyttes som angreb på personer eller synspunkter, men til tider også som en modkritik/modreaktion. Fx tales der et sted om en ”fejlslagen dæmonisering af DF”.

Desuden bliver ordene brugt i mange andre kontekster end det politiske felt, fx om racisme i fodbold. Trods disse forbehold vil jeg mene, at min optælling giver en god indikation af, hvor meget racisme-terminologien har fyldt gennem årene og som sådan også, hvor magtfuld den har været – og er.

Forekomsten i seks landsdækkende dagblade
Først så jeg på forekomsten i de seks landsdækkende dagblade, der alle forekommer i databasen 1998-2023. Det drejer sig om Berlingske, Ekstra Bladet, Information, Jyllands-Posten, Politiken og Weekendavisen. Her udgør racisme-terminologien 95,7 pct. og røde lejesvende terminologien altså 4,3 pct. Det ses også, at racisme-terminologien ligger på samme niveau i år 2023, som den gjorde i år 1998.

Der har gennem perioden været tre kulminationstidspunkter, nemlig i år 2000, i år 2006 og i år 2020. Endelig ses, at racisme/racist/racistisk har været langt mest dominerende – med en andel på 50 pct.

Forekommer racisme-terminologien mest i venstredrejede dagblade som Information, Politiken og Weekendavisen?

Normalt betragtes Politiken som en socialdemokratisk orienteret avis, og det er da heller ikke overraskende, at den rummer størstedelen af racisme-terminologien gennem perioden, nemlig 27,2 pct. Det kan dog overraske, at borgerligt orienterede aviser som Berlingske og Jyllands-Posten hver især rummer næsten 20 pct. Det peger på, at racisme-terminologien har været udbredt i både venstre- og højreorienterede medier gennem perioden.

Igen understreger jeg, at ordene ikke sjældent tages under kritisk behandling, dvs. en fordømmelse af fordømmelsesordene. Pointen er dog, at selve terminologien har været dominerende og dagordenssættende.

Forekomsten i de øvrige medier
Når vi samme resultat, hvis vi opgør frekvensen af terminologierne i alle typer af medier?

Eftersom medier løbende er blevet medtaget i databasen fra mediearkivets opstart 1/1 1990, giver det ikke mening at sammenligne de enkelte år med hinanden. Derfor har jeg kun målt på styrkeforholdet mellem de to terminologier i form af andele.

Andelene ligger her stabilt på 95-5 i racisme-terminologiens favør. Det er nyhedstilvejebringerne – de 13 nyhedsbureauer som Dagbladenes Bureau og Ritzaus Bureau – der ligger højst, på 97,7 pct.

Og igen ser vi, det er ”racisme”, der udgør størstedelen af racisme-terminologien, næsten 58 pct.

Afsluttende bemærkninger
Hvis vi antager, at de seks udvalgte, landsdækkende dagblade er repræsentative for nyhedsbilledet, har den nær hegemoniske racisme-terminologi ikke været jævnt stigende gennem perioden. Den er derimod kulmineret i årene 2000, 2006 og 2020 og lander i 2023 på samme niveau som i 1998.

Det vidner om, at propaganda-niveauet i Danmark ikke blot stiger og stiger helt ukontrollabelt som i totalitære regimer som fx i Rusland siden 2000. Og heldigvis for det!

Det overraskede mig imidlertid, at venstrefløjens terminologi ”vandt” hele 95-5 over højrefløjens gennem perioden, samt at ”racisme” og dets afledninger (racist, racistisk) udgør over 50 pct. af denne familie af ord.

Hvad forstås ved ”islamofobi” og ”dehumanisering” og ”neoliberalisme”? Det er lidt som åndeligt at befinde sig i middelalderen, omgivet af frygtelige ord som ”satan”, ”synd”, ”forbandelser”, ”skam”.

Wrongthinking, som den amerikansk-jødiske journalist Bari Weiss taler om i en amerikansk sammenhæng, hvor pro-israelere systematisk udskammes (som det sker i det meste af Vesteuropa). Rettroende over for vantro. Et stupidt, anti-videnskabeligt meningstyranni. Kvælende politisk korrekthed. Flokdyrsmentalitet.

Som jeg selv har oplevet det inden for universitetsverdenen, er problemet, at en velbegrundet frygt for at blive stemplet som et ondt menneske forhindrer en frugtbar debat om væsentlige samfundsproblemer som fejlslagen integration, ulandsbistandens berettigelse og sociale overførselsindkomster, der løber løbsk. Højrefløjen har åbenbart fundet sig i at agere boksebold – mens venstrefløjen har slået til!

I stedet for at kalde hinanden grimme ting: Lad os tale sammen mere åbent og frit! På tværs af politiske skel. Uden at kalde hinanden for onde mennesker. Med sobre argumenter. Så løser vi bedst samfundets problemer.