Med ”Bladet fra munden. Den borgerlige befrielses skæringsår” samler Marianne Stidsen et års debat-kultur- og samfundsartikler fra Kontrast og sætter dem i bogform på et tidspunkt, hvor kampen om åndsfrihed, virkelighedssans og politisk mod synes mere intens end længe.

Bogen udkommer på Forlaget Kolbein og er, som formanden for Trykkefrihedsselskabet Aya Fog skriver i sit forord, både et manifest og et “dokument fra en kvinde, der hverken beder om forståelse eller tilgivelse, men om retfærdighed.”

Aya Fog og præsenterer Stidsen som et kulturhistorisk fænomen: en akademiker, der ikke lader sig presse ind i tidens støjniveau, og som hverken frygter upopularitet eller konfrontation. Det er denne kompromisløse holdning, der løber som en rød tråd gennem bogens mange tekster – fra kulturkritik og universitetsdebat til analyser af woke, feminisme, medier og de magtkampe, der definerer den borgerlige offentlighed i 2020’erne.

Et projekt født af konflikt og samvittighed
Marianne Stidsen har i flere årtier deltaget i den offentlige debat – først som forsker og debattør, siden som en af de skarpeste kritikere af identitetspolitikkens og moralismens march gennem institutionerne.

”Bladet fra munden” samler en udviklingshistorie. Den viser, hvordan Stidsen i disse år bevæger sig fra at være klassisk universitetskritiker til at blive en af de tydeligste borgerlige stemmer, som konsekvent går efter de magtmekanismer, hun mener underminerer vestlige frihedssamfund indefra.

Bogens titel er programmatisk: Den borgerlige befrielse kræver, at nogen siger det, andre ikke tør sige.

Aya Fog opsummerer det i forordet: Stidsen skriver ikke, fordi hun har lyst til at skabe rabalder, men fordi “hun tager uretfærdighed personligt – ikke fordi hun selv er offer, men fordi hun nægter at blive tilskuer.” Det er præcis denne grundtone af moralsk nødvendighed, der definerer bogen.

Et kampreferat fra frontlinjen
Bogen rummer et bredt udvalg af Stidsens artikler fra det foregående år – kulturkritiske essays, politiske analyser, personlige reportager og enkelte længere tekstforløb, der fungerer som tematiske mini-essays i sig selv. Teksterne spænder vidt:

• skarpe analyser af identitetspolitikkens udvikling,

• kritik af mediemiljøerne, ikke mindst DR og Politiken,

• polemiske indgreb i Metoo-debatten,

• personlige oplevelser omsat til sociologisk diagnose,

• kulturpolitiske essays om humaniora, universitetets krise og behovet for et nyt konservativt idégrundlag,

• og – karakteristisk for Stidsen – en række længere undersøgelser af konkrete sager, ikke mindst hendes forsvar for Naser Khader, som blev offer for konspirationen mellem feminister og islamister.

Der er tekster, der er rasende, tekster der er ironiske, og tekster som er reflekterende og eksperimenterende. Især artiklerne om universitetets forfald, om humanioras degeneration og om behovet for et intellektuelt genopgør med den kulturradikale arv viser en forfatter, der arbejder indgående med idéhistoriske linjer og kulturhistoriske detaljer.

Den borgerlige tradition løftes frem
Et af bogens mest markante bidrag er dens forsøg på at nytegne, revitalisere og konkretisere den borgerlige idétradition – både i dens klassiske form og i dens nutidige muligheder. Tekster som “Den konservative organisme vækkes til live” og “Drømmen om et nyt universitet” viser, hvordan Stidsen ikke kun kritiserer, men også forsøger at formulere et positivt alternativ.

Det interessante ved disse tekster er, at de ikke passer ind i det almindelige danske politiske opdelingskort. Stidsen insisterer på, at konservatisme først og fremmest er en åndelig tradition, der handler om civilisationens mulighedsbetingelser. For hende er det afgørende hvad der holder et samfund sammen kulturelt og moralsk.

Mellem kulturkamp og personligt vidnesbyrd
Den anden store blok i ”Bladet fra munden” er de tekster, hvor Stidsen tager livtag med konkrete kulturelle fænomener: det, hun opfatter som samtidens narcissistiske selvfortællinger. Her bliver hendes stil mere satirisk og billedmættet – ofte kombineret med en bemærkelsesværdig humoristisk sans, som Aya Fog også fremhæver: Stidsen skriver, “med et løftet øjenbryn og en sætning, der kan kløve en ideologisk betonmur midt over”.

Et godt eksempel er åbningsteksten “I denne røde juletid”, hvor hun med en blanding af samfundskritik og kulturel satire gør menstruationspolitik, woke-retorik og arbejdskultur til en samlet diagnose af en samtidskultur, der forveksler ubehag med lidelse og politiserer det banale.

En forfatter, der har valgt sin flanke
Samtidig er der en personlig dimension, som her træder frem. Hun skriver fra en position, hvor hun både har oplevet presset inde fra universitetet og modstanden udefra i mediedebatten. Flere af bogens stærkeste afsnit er skrevet med en undertone af erfaring – nogle gange bitter, andre gange ærligt sårbar – og det giver bogen en menneskelig dimension, som gør helheden langt stærkere.

Derfor virker betegnelsen “kampskrift”, som Aya Fog bruger, rammende. Men man kunne også sige: det er en intellektuel krønike fra et år, hvor kulturkampen for alvor blev konkret for store dele af den borgerlige offentlighed. Stidsen står i den konflikt, og hun gør det uden camouflage.

Stidsen som del af et større opgør
”Bladet fra munden” er samtidig et dokument fra en tid, hvor nye borgerlige stemmer er ved at definere en ny offentlighed. Kontrast, hvor teksterne er udkommet, er én af de platforme, hvor denne udvikling ses klarest: en intellektuel og kulturkritisk højborg, hvor debatten skærpes til klarhed. Stidsens bog fungerer i den sammenhæng både som arkiv og som program.

Den viser også, hvordan Stidsens stemme indgår i et større internationalt mønster: kritik af identitetspolitik, af mediernes aktivisme, af universitetskulturens moralisme og af politikere, der lader sig styre af følelser frem for principper. Set i det lys er bogen ikke blot dansk, men del af en global tendens i borgerlig tænkning.

En bog til dem, der vil forstå tidens borgerlige øjeblik
Hvem er bogen for? Den er oplagt for læsere, der følger den borgerlige idédebat. Det er en bog for alle, der vil forstå, hvorfor kulturkampen i dag ikke længere er et nichefelt, men en hovedarena for politisk magt.

Samtidig giver den et samlet indblik i Marianne Stidsens skribentvirksomhed i denne fase af hendes virke: tankens skarphed, temperamentet, ironien, utålmodigheden og den dybe overbevisning om, at civilisationen er skrøbelig og altid skal forsvares.

Det er en bog af en forfatter, der ikke ønsker at gøre det let. Den insisterer på, at vi ikke kun må se på overflader, men på de strukturer og idéer, som definerer vores kultur. Stidsen ønsker ikke at glæde læseren. Hun ønsker at vække ham.

Som Aya Fog formulerer det: “Denne bog er en invitation til modstand, men også til håb.”

Marianne Stidsen: Bladet fra munden – Den borgerlige befrielses skæringsår
Udgivet på forlaget Kolbein
373 sider, vejl. udsalgspris: kr. 249

Bogen udkommer i december og kan forudbestilles med rabat her: Bladet fra munden