Filmen “Golda” fra 2023 fortæller historien om Den Arabiske Ligas tredje og sidste forsøg på at udslette Israel i en konventionel krig. Filmen tegner et portræt af Golda Meir (1898 – 1978), Israels statsminister i perioden 1969-74. Det er en interessant og autentisk figur, spillet af Helen Mirren.
Golda Meir er svækket af cancer, og går til regelmæssige strålingsbehandlinger, samtidigt som hun skal holde landet samlet i en pludselig tofrontskrig på jødernes helligste dag, Yum Kippur.
Et klassisk overraskelsesangreb, endda med en bedragerisk demobilisering af 20.000 egyptiske tropper få døgn inden Egypten går til angreb. Vi får et indblik i den jødiske stats tilværelse omgivet af Den Arabiske Ligas medlemmer. Der er ingen kære mor.
I en samtale med Henry Kissinger ser vi Golda Meir fra hendes kontante side. Israelerne har afskåret egypternes 3. Armé, hvormed 30.000 soldater risikerer at tørste ihjel under Sinais brændende sol. ”Du må åbne en humanitær korridor”, insisterer Kissinger. Hans tilgang er varsomhed.
”Henry, jeg voksede op som barn i Ukraine”, begynder Golda. Hun fortæller om de gange faderen barrikaderede huset mod hadefulde medborgere og familien måtte gemme sig i kælderen. ”Jeg er ikke den lille pige i kælderen længere. Hvis ikke Egypten imødekommer vores krav, slår jeg de 30.000 mænd ihjel, og laver enker og faderløse af deres koner og børn.”
Tonen virkede, og Egypten blev det første land i Den Arabiske Liga som anerkendte Israel. I filmen ser vi, at Golda helt specifikt forlanger, at Egypten bruger navnet ’Israel’, og ikke ”The Zionist Entity”, som 52 medlemmer af OIC (Organisation of Islamic Countries) bruger i dag. For at vise, at de ikke anerkender Israels eksistens.
Semantik var altså lige så vigtigt som militær kapitulation. Sadat reddede 30.000 egypteres liv ved at ændre lidt i sproget.
Sovjetunionen allieret med Den Arabiske Liga
Hårdt belært af erfaringerne fra 1948 og 1967, hvor Ligaen led ydmygende nederlag i krige den selv havde initieret, var Sovjetunionen denne gang en medspiller bag Ligaen.
En luftbro fra Moskva til Damaskus og Kairo sørgede for militært isenkram som tanks, artilleri, fly og ammunition. For Sovjetunionen var det et strategisk mål at knuse Israel, en udpost for USA i Mellemøsten.
I vores egen tid er den alliance intakt. Hamas støtter Ruslands invasion af Ukraine. Rusland kritiserer ustandseligt Israels modangreb mod Hamas og Hizbollah. En betydelig del af Israels befolkning er flygtet fra Rusland i flere bølger de seneste 100 år.
Filmen indeholder kort sagt nedslag, der knytter historien fra 70’erne til vores egen tid. Men det måske vigtigste sidespor af dette slag er ikke semantikken eller Sovjets rolle i kulissen bag Den Arabiske Liga.
Det er en bemærkning som dukker op tre eller fire gange i løbet af filmen, som om instruktøren vil sikre sig, at publikum opfanger den: Kissinger, som er kendt for et ekstremt nøgternt forhold til krig, optræder altså mild som fløde overfor Den Arabiske Liga.
Olieembargoen gav Vesten et traume
Årsagen er, at Saudi-Arabien først truer med en olie-embargo, og lidt senere indfører den. Olieprisen i USA stiger 300%. Her rører filmen ved et traume som stadig gør ondt i hele den vestlige kultur og økonomi. Embargoen medførte en finansiel krise, med tusindvis konkurser, inflation og astronomisk offentlig gæld. Nogle lande betaler stadig af på den.
Det er fra den embargo vi kender ”bilfrie søndage”. I daglig tale går den under navnet ”oliekrisen”, men krisen var konsekvensen af embargoen. Som var en politisk hævn mod Israels allierede.
Høgen Kissinger bliver mild som en tæmmet due når han konfronteres med ”olievåbenet”. Til nød vil han erstatte nogle af de jagerfly Israel tabte tidligt i krigen. USA kommer ikke til at lade Ligaen vinde over Israel, forstår vi; men Israel kommer til at betale en pris for sejren.
På den måde vil USA signalere, at de også er lidt på Ligaens side, for at begrænse omfanget af ”olievåbenet”. I realiteten har den tilgang ingen effekt. Saudierne klør på med embargo mod det ene vestlige land efter det andet.
Det er også en måde at give en tribut til den islamiske offentlighed. Ligaen forstår nok hurtigt, hvor det bærer henad. Den syriske offensiv går i stå ved de israelske tank-grave på den syriske side af Golan, fordi ingeniørtropperne befinder sig bagerst i kolonnen. Dette giver Israel anledning til at destruere omkring 1000 syriske tanks og, kort tid senere, bombardere Damaskus med artilleri.
Europa skal betale en pris for sejren
Sadat har, i sin glæde over en indledende succes, ført så mange tropper over Suez, at Kairo er nærmest uden et forsvar. Israelske tanks krydser Suez, afskærer den 3. armé fra forsyninger og kan i princippet køre ind i Kairo og afsætte Sadat. Et tredje, sviende nederlag er uundgåeligt for Ligaen.
Derfor anvender saudierne olievåbenet. Ligesom Israel skal Europa også betale en pris for sejren. Men europæerne har svært ved at forstå den sammenhæng. Embargoen omtales som ”en krise”, nærmest som et naturfænomen.
En tæt forbindelse til OIC er højt prioriteret i vestlige hovedstæder. Man skal dermed for næsten enhver pris undgå at havne i den situation igen. Dette forklarer den ellers mærkværdige apologi for Hamas, Qatar og Iran.
Vestlige regeringer og medier kritiserer Israel i en helt anden tone, end den de anlægger overfor OIC. Olievåbenet hænger hele tiden på væggen. Efter dramaturgiens love vil det blive hentet ned i sidste akt.
Europæisk politik kan læses som en evig udsættelse af overgangen fra 2. til 3. akt. Hvad som helst, bare ikke dét. På den måde forklarer filmen også nogle meget væsentlige ting om os selv og vores politiske kultur 46 år efter Golda Meir bukkede under for sygdommen.
