Er racisme i dag først og fremmest anti-hvid racisme? Det korte svar er ja, mennesker med europæisk herkomst, hvide mennesker, begår stort set ikke racistiske handlinger eller anvender sproget til at nedgøre ikke-hvide mennesker. Der findes masser af racisme, men racismen i dag er stort set udelukkende anti-hvid, altså udøvet af enten ikke-hvide eller hvide mennesker, rettet imod hvide mennesker.

Før jeg fortsætter, er det vigtigt at understrege, at anti-hvid racisme også sagtens kan udøves af hvide og altså rettet mod andre hvide som allerede nævnt. Der er i disse tilfælde tale om hvide, der har allieret sig så meget med ikke-hvide, at disse hvide ikke længere føler sig solidariske med dem i egen etniske gruppe, men holder mere med forskellige minoriteter.

Vi er så tilvænnet til at tro, at kun hvide mennesker kan være racistiske, og at racisme kun kan udøves af hvide, at vi har svært ved at lade os overbevise om, at det faktisk kan forholde sig omvendt, som jeg vil dokumentere i dette essay.

Dette skyldes massiv propaganda og indoktrinering udøvet af både hvide og ikke-hvide i hvert fald siden borgerrettighedskampene i USA i 1950’erne og 1960’erne, hvor de sorte amerikaneres retfærdige krav om lige rettigheder i de amerikanske sydstater lynhurtigt blev til mere end det, nemlig den begyndende diskrimination af hvide, i USA bedst kendt som det såkaldte ”affirmative action”, der i praksis betød positiv særbehandling af sorte på bekostning af hvide.

Demografisk skred i hele Vesten
Vi lever i en tid, hvor både de europæiske lande vest for det hedengangne jerntæppe og de angelsaksiske aflæggere uden i verden (USA, Canada, Australien og New Zealand) forandres demografisk med så stor hast, at det truer med at lægge europæisk kultur i graven i løbet af det 21. århundrede. Med mindre der dæmmes op for den store indvandring efterfulgt af programmer for hjemsendelser af de mange fra den tredje verden, der ikke lader sig opsuge i vores samfund.

En afgørende del af denne kamp består i at genvinde magten over sproget og gøre det klart for alle europæere, der ønsker, at deres hjemlande har et altovervejende flertal af europæere, at de er udsat for stærke venstreorienterede kampagner, der bevidst eller ubevidst har til hensigt at udtynde de europæiske samfund, indtil der reelt ikke er nogen europæisk kultur tilbage.

For at dokumentere min overordnede påstand om at anti-hvid racisme er det store problem i dag, har jeg opstillet fem teser, der hver især viser, at jeg har ret, og at vi for fremtiden skal bekæmpe den anti-hvide racisme, ikke det stort set ikke-eksisterende spøgelse, der går under navnet racisme som noget, hvide udøver mod andre.

Min indledende antagelse
Inden jeg ser på de fem teser, skal jeg dog som noget vigtigt slå fast, at vi allerede får en kraftig indikation af, om der er racisme i en befolkning, ved at se på, om denne befolkning modtager stor indvandring eller ej. Min indledende antagelse lyder således:

”Samfund, der oplever stor indvandring, må være mindre racistiske, fordi der ville være lidt eller ingen indvandring, hvis den oprindelige befolkning var generelt racistisk indstillet overfor fremmede.”

Dette virker umiddelbart sandsynligt. Ville man risikere alskens forhånelser og fysiske overgreb ved at udvandre til et fremmed land? Nogle ville gøre det, javel, som vi ser det forskellige steder rundt på kloden, f.eks. rohingyaerne i Myanmar (uanset spørgsmålet om, hvor længe de har opholdt sig der), men hvis store tal udvandrer og fortsætter med det, må det være rimeligt at tro, at de gør det, fordi de regner med at kunne være der uden at opleve racisme i et omfang, der gør det utåleligt at være der. Vi konkluderer derfor foreløbig, at samfund, der modtager stor indvandring, i forvejen er mindre racistiske, fordi de accepterer denne indvandring.

Vi har dog ikke nogen beviser endnu, fordi der er tale om en antagelse, en form for indirekte bevis. Hvis vi skal dokumentere uden for enhver rimelig tvivl, at anti-hvid racisme er det store problem, må vi gå ind og se på nogle målbare forhold i de vesteuropæiske lande og de fire aflæggere ude i verden.

Min første tese
Første tese er denne: ”Ikke-hvide har høje kriminalitetsrater sammenlignet med hvide.”

Hvis en række ikke-hvide grupper systematisk og hen over generationer begår væsentligt mere kriminalitet end de oprindelige hvide indbyggere, er det en meget stærk indikation på, at mange blandt de ikke-hvide ser ned på de hvide, siden de mener, at de har ”ret” til at chikanere og i værste fald voldtage hvide kvinder eller gennemtæske især unge hvide mænd.

Går man til Danmarks Statistik, vil man finde, at en stribe grupper med ophav i den tredje verden har uhyggelige rater for kriminalitet. F.eks. ligger de værste af disse grupper på indeks 400-700 (gennemsnittet er sat til 100 pr. definition), når det gælder grov vold. Beregninger fra Sverige tyder på, at ikke-svenskere står bag mellem 80 og 90 pct. af alle overfaldsvoldtægter.

Det samme mønster gør sig gældende i USA, hvor registreringerne også er gode. I mange lande, Frankrig er notorisk her, er det forbudt at offentliggøre statistikker over kriminalitet angående dette emne, men fra forfærdelige grooming-sager i England over grove overgreb mod tyske kvinder især efter flodbølgen af indvandrere i 2015-16 ved vi naturligvis, at bestemte grupper blandt afrikanere, arabere og andre fra Stormellemøsten er voldsomt overkriminelle.

Det gennemsnitlige faktum er, at den ikke-hvide er gerningsmanden, mens den hvide er ofret. Det gennemsnitlige faktum er, at den ikke-hvide er racisten, mens den hvide ikke er det.

Anden tese
Anden tese kommer her: ”Der finder negativ særbehandling af hvide sted gennem kvoter for minoriteter.”

Dette er et mindre problem i Danmark, men vil med stor sandsynlighed vokse i fremtiden, hvis ikke udviklingen vendes. I USA er det derimod allerede et meget stort problem og har været det siden slutningen af 1960’erne. På denne plads vil det blive beskrevet ud fra en generel synsvinkel, fordi det er noget, man ser i en række vestlige lande, såmænd også i det stille i Danmark, hvad angår Grønland. Men først til det principielle:

Hvis et samfund ikke er meritokratisk indrettet og altså alene tildeler f.eks. studiepladser efter objektive kriterier, som gælder for alle, er der grund til at slå fuld alarm i næsten alle tilfælde. Hvis jobs i det offentlige ikke altid og uden undtagelse gives til den bedst kvalificerede, er der noget helt galt. Og hvis private virksomheders arbejder for det offentlige gøres afhængig af en særlig sammensætning af firmaets arbejdsstyrke, er det lige så alvorligt. I alle tre tilfælde er retsstaten reelt sat ud af kraft, fordi der ikke længere er ligebehandling for loven.

I USA er der massive programmer på alle niveauer i menneskers liv, der de facto fjerner noget fra de grupper, der klarer sig godt og fordeler det til dem, der klarer sig mindre godt. Og det er ikke skattetrykket, jeg taler om. Det er selvfølgelig helt legitimt at beskatte højere indkomster hårdere, hvis der er et politisk flertal for det. Om det er klogt at beskatte alt for hårdt, er så en anden sag. I USA beskattes der i disse år i øvrigt for lavt for de bedst indtjenende efter denne skribents opfattelse, men det er sagen uvedkommende.

Næ, ondet i USA er, at der med hensyn til studiepladser, offentlige jobs og private virksomheders opgaver for det offentlige diskrimineres kraftigt imod hvide og til gunst for sorte og i stigende grad også hispanics (latinoer). Asiater klarer sig godt og er også begyndt at blive ramt af, hvad der i så fald er anti-asiatisk racisme.

En del af forklaringen er inerti, fordi systemet har fungeret i så mange år. I voksende grad er det dog blevet værre, især under præsident Joe Biden, fordi der blandt politisk korrekte er en stigende desperation over, at sorte især, men også hispanics, bliver ved med at klare sig dårligere end hvide og især asiater, som klarer sig bedst af alle.

I disse år vokser raseriet hos de venstreorienterede (i USA liberals og radicals) og hele det segment, vi kalder woke, hvilket fører til tredje tese, som dog må vente lidt, da vi skal have rundet dette afsnit af.

Vi kan med fuldstændig sikkerhed slå fast, at praksis på mange niveauer med positiv særbehandling af nogle grupper med nødvendighed fører til negativ særbehandling af andre. Det er et nulsumsspil, fordi der f.eks. kun er ti jobs, der skal besættes, eller 100 pladser på jurastudiet. Springer nogen over i køen, smides andre helt ud af køen. Da denne praksis altid rammer hvide (men altså i stigende grad også asiater), er der helt åbenlyst tale om anti-hvid racisme. Vi ville aldrig tøve med at kalde det racisme, hvis hvide gjorde, hvad der nu bliver gjort imod dem. Den anti-hvide racisme slår med 100 mod 0 den hvide racisme, som er helt fraværende i disse tilfælde.

Til sidst skal vi lige have det danske eksempel med. I forhold til studenter, der har fået huen i Grønland, er der noget, der hedder ”6,0 reglen”, populært formuleret. Reglen indebærer, at man kan komme ind på enhver videregående uddannelse med et snit på 6,0 eller derover, også på f.eks. medicinstudiet, der alle steder normalt kræver mere end 10 i snit. Det er trods alt så lille en ting, at den mere skal med som et kuriosum.

Tredje tese
Kan opsummeres således: ”Det påstås, at der findes systemisk og strukturel racisme sted. Denne racisme er de facto planlagt og udøvet af hvide, siges det.”

Som nævnt er der blandt liberals og radicals i USA et stigende raseri over, at udvalgte minoritetsgrupper som især sorte (men også hispanics og indianere/amerindians) bliver ved med at klare sig langt under snittet for de hvide i skolerne, og når lønnen skal indkasseres. Selv nok så megen positiv særbehandling kan ikke fjerne dette faktum.

Eftersom det er mere end totalt forbudt at tilbyde en forklaring, hvorefter forskellige grupper af naturlige grunde har forskellige gennemsnit med hensyn til karakterer og præstationer på arbejdsmarkedet, må der ligge noget mere subtilt bag.

De hvide må på en eller anden måde have tilrettelagt hele samfundskonstruktionen sådan, at det altid er hvide, der drager fordel af systemet, og sorte, der bliver ofrene. I parentes bemærket nævnes det meget sjældent, at asiater som gruppe klarer sig bedre end hvide, hvilket hvide vel kunne blive vrede over?

Hvorom alting er, snyder hvide altså på vægten, siger de venstreorienterede, og de hvide har derfor skabt et system, hvor de fortsat har alle fordelene på trods af, at der intet er i lovgivningen, der diskriminerer imod minoriteter. Dette skjulte kaldes så enten systemisk eller strukturel racisme. Institutionel racisme kan man også støde på som begreb. Og så er den ged barberet - eller hvad?

Nej, det bliver aldrig sandt af én enkelt grund: Påstanden om systemisk racisme begået af hvide vendt imod minoriteter kan ikke sandsynliggøres på nogen som helst måde efter de gængse videnskabelige kriterier. Hvide kan med fuld lige så stor ret påstå, at det er systemisk racisme, at det næsten altid er mennesker med vestafrikansk baggrund, der vinder sprinterdistancerne i løb, 100 meter, 200 meter og 400 meter.

På samme måde må det være systemisk racisme, der gør, at personer med østafrikansk baggrund vinder de lange distancer på 5.000 meter, 10.000 meter og maraton på 42 kilometer og 195 meter. Eller hvad med basketball i USA, et erhverv, hvor professionelle kan tjene meget store summer? Sorte udgør ca. 14 pct. af befolkningen i USA, men mindst 70 pct. af de professionelle basketballspillere.

Jeg behøver ikke at give flere eksempler for at understrege absurditeten i påstanden om en underliggende systemisk racisme udøvet af hvide imod sorte/minoriteter. Det er nonsens på stylter, men det er nonsens med konsekvenser, fordi det giver ammunition til endnu flere diskriminerende tiltag imod hvide, til endnu mere anti-hvid racisme.

Fortsættelse følger...